Lundbye Kunstfestival bød på en urpremiere i weekenden: Jens Balslevs Lundbye-skuespil ”En vildsom kugle” blev holdt over dåben på Lerchenborg.
Stykket præsenteres som en ”reading” – en indstuderet oplæsning ved professionelle skuespillere. Uden scenografi, kun teksten og skuespillernes indlevelse i replikkerne. Teaterleder Simon Vagn Jensen og de to unge skuespillere Andreas Berg Nielsen og Janus Elsig gjorde Jens Balslevs ord levende, og forfatteren medvirkede selv med forbindende tekster mellem de fire akter.
Handlingen i stykket udspiller sig i J.Th. Lundbyes sidste leveår op til hans dramatiske død i 1848.
Som optakt fortalte den unge forfatter Peter Løhr om sin fascination af Lundbye, som han folder ud i sin anmelderroste roman ”Hulemennesket”, der udkom i marts i år. Efter stykket var der diskussion mellem Simon Vagn Jensen, Peter Løhr, Jens Balslev og publikum.
”En vildsom kugle” opføres igen torsdag den 19. august kl. 19-21 i Stalden på Lerchenborg Slot, som til lejligheden er indrettet med scene og tilskuerpladser.

