Flot donation fra Den Danske Forskningsfond til Lundbyefestivalens skulpturprojekt.

”Det er med stor glæde og taknemlighed, at Lundbyekomiteen i dag har modtaget budskabet om, at Den Danske Forskningsfond har besluttet at bevillige 250.000 kr. til Maja Lisa Engelhardts bronzeskulptur af kalundborgmaleren J. Th. Lundbye”.

Sådan skriver komiteens formand Holger Prehnum i et takkebrev til Den Danske Forskningsfond, efter at fonden har meddelt, at man finder skulpturprojektet meget interessant og derfor gerne vil støtte det med 250.000 kr.

Fonden støtter alment velgørende formål, herunder kulturelle og forskningsmål.

Med den generøse donation er skulpturprojektet nu fuldt finansieret. I forvejen har den lokale Bent O. Jørgensens Fond doneret 750.000 kr., og Kalundborg Kommune bidrager med 500.000 kr., som tilbage i 1970’erne blev øremærket ”det store kunstværk”. Det bliver nu bronzeskulpturen af Kalundborgs berømte bysbarn J.Th. Lundbye.

Lundbye er blevet romanfigur

Skulpturprojektet har vakt opmærksomhed og interesse udenfor Kalundborgs grænser. Det blev således omtalt i den nyeste episode i Danmarks Radio P2’s podcast-serie ”Mesterværker”, hvor litteraturkritikeren Klaus Rothstein og den fra bl.a. DR’s klassiske musikquiz kendte Mathias Hammer udveksler litteratur og musik.

Lundbye og den kommende bronzeskulptur blev bragt på bane i anledning af forfatteren Peter Løhrs romandebut, ”Hulemennesket”.

Bogen handler om Lundbyes ophold i Rom i 1845-46, hvor det sanselige Italien lokker den unge maler ud af hulen og ind i livet på måder, der får afgørende betydning for hans senere beslutning om at melde sig frivilligt til den første slesvigske krig, som det hedder i forlaget Gyldendals appetitvækker.

Peter Løhr forsøger at nærme sig en opklaring af den gådefulde vådeskudsulykke, der dræbte den kun 29-årige Lundbye, inden han nåede fronten.

”Hulemennesket” udkom 18. marts på Gyldendals forlag.

På DR’s hjemmeside kan man læse et længere interview med Peter Løhr om hans roman og Lundbye-passion.

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/boeger

Lundbye Kunstfestival har engageret Peter Løhr til at medvirke i præsentationen af Jens Balslevs teaterstykke “En vildsom kugle” 14. og 19. august på Lerchenborg Slot. Peter Løhr vil indlede præsentationen og deltage i den efterfølgende diskussion med Jens Balslev og Simon Vagn Jensen fra Odsherred Teater og publikum.

35-årige Peter Løhrs indlevelse i guldaldermaleren og ikke mindst mennesket J.Th. Lundbyes liv og psyke blev vakt allerede, da han som ni-ti årig fik en Lundbye-radering i julegave. Motivet: Et æsel, der plages af fem fluer. Foto: Robin Skjoldborg/Gyldendal.
Søg