Dansk animationsfilms grand old man Jannik Hastrup lagde vejen omkring Lundbye Kunstfestival.
Engang for blot 26 år siden var tegnefilm håndværk. Jannik Hastrups mesterlige ”H.C. Andersen og den skæve skygge” er lavet på grundlag af en halvt hundrede tusind billeder, tegnet med blyant og sort tusch og bagefter farvelagt. 30-35 animatorer var i sving på tegnestuen i lidt under et år – hver af dem havde sin egen figur at arbejde med.
Computerteknologien har for længst gjort sit indtog, men dengang i 1998 blev computeren kun brugt til at holde orden på regnskaberne, fortalte instruktøren Jannik Hastrup, da han onsdag besøgte Kino Den Blå Engel og Lundbye Kunstfestival i Kalundborg for at introducere en af de film, der har givet ham et velfortjent ry som dansk animationsfilms grand old man.
Jannik Hastrup kastede selv ikke én men to skygger.
Jannik Hastrup fortalte på sin stilfærdige facon om filmens tilblivelse, som var noget generet af, at både de, der finansierede filmen, og distributørerne gerne havde set, at filmen blev en børnefilm.
– Men de havde misforstået H.C. Andersen, for han er meget lidt for børn. Han skrev mest for voksne, understregede Jannik Hastrup.
Så resultatet blev ret langt fra Disneys univers. Til gengæld fik vi en film, som er både poetisk, grotesk, sjov og alt muligt andet, og det kunne publikum glæde sig over ved selvsyn.
Efter filmen var Jannik Hastrup en tur omkring den nyindviede Sindre-skulptur ved Klostertorvet, som han blev så begejstret for, at Lundbyes lille bakketrold og alter ego måtte have et klem. Fotos: Per Christensen.