Nyhedsbrev 13

til samarbejdspartnere og andre Lundbyevenner

Lundbyekomitéen har fået ny formand

 Efter godt 10 år i spidsen for det, der begyndte som en styregruppe for den første Lundbyefestival i Kalundborg i 2018 og senere blev organiseret som og navngivet Lundbyekomitéen, har Holger Prehnum valgt at trappe ned og give formandsstafetten videre.

 På komitéens generalforsamling 2. marts blev afløseren valgt: Helle Brink, tidligere sognepræst i Raklev-Røsnæs pastorat. Hun gik på pension i 2024 og har sagt ja til at bruge en del af sin frisatte energi på Lundbyekomitéen – til de øvrige komitémedlemmers glæde og tilfredshed. 

 Holger Prehnum fortsætter som menigt medlem af komitéen, som altså fortsat vil nyde godt af hans aldrig svigtende ildhu, omend på et lidt lavere blus.

 Komitéens sekretær Anne Esbensen har valgt helt at sige stop. Hun har ikke alene fungeret som komitéens protokolfører – hun har også hen ad vejen med aldrig svigtende ordentlighed taget sig af mange forefaldende opgaver.

Holger Prehnum og hans afløser på formandsposten Helle brink. Foto: Per Christensen

Anne Esbensen tager notater til sit sidste mødereferat.

Til gengæld har komitéen fået et nyt og meget kompetent medlem: Gert Posselt, som overtager sekretærposten og allerede er engageret i forberedelserne til Lundbyefestivalen i 2027.

 Gert Posselt er tidligere redaktør ved Danmarks Nationalleksikon og seniorredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Pensionistlivet har han og hans hustru valgt at leve i Kalundborg, og det får Lundbyekomitéen og -festivalen nu gavn af.

 Øvrige valg var genvalg, som der stod i avisreferaterne i de gode gamle dage.

Tiltrædende formand Helle Brink og tiltrædende sekretær Gert Posselt.

Festival 2027

 Arbejdet med at forberede Lundbyefestival version 4 i august 2027 skrider frem med stigende intensitet og to temaer. Det ene er, som tidligere annonceret, Hellenerne, den lettere excentriske kunstnerkoloni, der huserede i Kongstrup Klinter på Røsnæs fra 1895 og lidt ind i 1900-tallet og i tidens ånd forsøgte at forene kunsten med krops- og friluftsdyrkelse. 

 Det andet tema har arbejdstitlen “Guldalderkyster” og skal udmønte sig i en udstilling med billeder af kystlandskaber af kunstnere fra 1800-tallets guldalder og lidt senere.

En ekstra efterlysning

 I Nyhedsbrev 12 søgte vi efter privatejede værker med tilknytning til Hellenerne. Vi fik nogle venlige svar og lånetilbud. Men der kunne jo stadig gemme sig nogle billeder eller andet materiale, som gik under radaren i første omgang, så nu prøver vi igen. Og det behøver ikke at være billeder med motiver, der knytter sig til Røsnæs og hellener-livet. Blot værker af de nævnte kunstnere, som er:

Johannes Ottesen (1875-1936), Svend Hammershøi (1873-1948), Gunnar Sadolin (1874-1955), Vilhelm Tetens (1871-1957), Aage Bertelsen (1873-1945), Peter Hansen (1868-1928), Alfred Hauge (1876-1901), Herman Vedel (1875-1948), Erik Struckmann (1875-1962), Carl Martin Schmidt (1872-1947).(

Vi er også meget interesseret i værker af andre samtidige kunstnere, der dyrkede kroppen og det naturlige (frilufts)liv.

Vi søger også stadig efter billeder af kunstnere, som havde tilknytning til Kysthospitalet på Røsnæs – typisk gennem venskab eller bekendtskab med hospitalet første og meget kunstinteresserede overlæge Vilhelm Schepelern (1844-1924). Der gik en tråd mellem Kysthospitalet og Hellenerne via de hellenske brødre Johannes, Rasmus og Magnus Ottesen, som var sønner af Kysthospitalets inspektør Christian Ottesen.

 De kunstnere, vi tænker på i den forbindelse, er Harald Foss (1843-1922), Laurits Tuxen (1853-1927), Valdemar Irminger (1850-1938), Otto Haslund (1842-1917), Magdalene Hammerich (1885-1967), Anton Thiele (1838-1902), Julius Paulsen (1860-1940) og overlægen selv, Vilhelm Schepelern, som også udfoldede sig kunstnerisk og især gjorde i blomstermotiver.

Vi hører også meget gerne, hvis nogen kan bidrage til temaet med billeder af kystlandskaber fra guldalderen og tiden efter.

Skriv venligst til Ole Rasch Brandt, presse@lundbyekunstfestival.dk  

Lundbye er stadig stjernen

Men hovedpersonen er ikke glemt. På udstillingen vil der også være et indslag med direkte relation til Johan Thomas Lundbye. For som komitémedlem Maja Lisa Engelhardt stundom fremhæver: Han er stjernen.

Udsmykning i byen

Komitéen arbejder videre med kunstnerisk udsmykning af det offentlige rum (som det hedder) i Kalundborg. Dels et markant gavlmaleri, dels et skulpturelt indslag med tilknytning til festivaltemaet Hellenerne.  Det vender vi tilbage til, når vi er kommet nærmere målet. 

Arrangementer i sensommeren

Vi har hver sommer arrangeret guidede ture i Lundbyes fodspor – det vil sige til de 18 Lundbye landmarks i Kalundborg og på Røsnæs og Asnæs. I år bliver der tre ture i august/september, og vi arbejder på at gøre dem lidt anderledes end de tidligere år.

6. september bliver der et spændende arrangement på Knabstrup Gods, som rummer både en kunstkoncert med nyskrevet tekst og musik, en bogudgivelse og en rundvisning på godset og i parken. Knabstrup var et af de steder Lundbye besøgte og har malet motiver fra.

Vi vender tilbage på Facebook og hjemmeside, når programmet for arrangementerne er klart. Det vil også blive annonceret i Biblioteksklubben Kalundborgs efterårsprogram.

Lundbye-skatte

På Kalundborg Museum kan man året ud se en fin lille udstilling med fire Lundbye-billeder, som Museum Vestsjælland har erhvervet på Bruun Rasmussen Kunstauktioner med rundhåndet støtte fra den lokale Bent O. Jørgensens Fond.

Der er tale om kendte og fine Lundbye-værker med lokale motiver, det vil sige Møllebakken i Kalundborg og kysten ved Havnemark på Asnæs, og i tilgift et billede med klassiske Lundbye-køer med formodet tilknytning til Vognserup Gods ved Kundby.

Du kan læse mere om udstillingen og billederne under nyheder her på hjemmesiden.

Flere nyheder