til samarbejdspartnere og andre Lundbye-venner.
Kalundborg juni 2025.
Lundbyekomitéen har fintænkt. Og valgt at fortsætte efter den kurs, der blev udstukket i 2018 med en større festival hvert tredje år. Vi satser altså på en Lundbye Kunstfestival igen i 2027 – den fjerde i rækken.
Vi har også valgt et tema for festivalens store udstilling på Bispegården i Kalundborg. Den skal handle om den eneste egentlige kunstnerkoloni, der har huseret på Kalundborgegnen: Hellenerne på Røsnæs
Kunst og kropskultur
Fra slutningen af 1800-tallet og frem til midten af 1900-tallet så adskillige kunstnerkolonier dagens lys i Danmark. Hellener-kolonien udmærkede sig ved at være lidt mere end et kunstnerisk fællesskab. I midten af 1890’erne var en gruppe elever på maleren Kristian Zahrtmanns skole optaget af de antikke græske idealer om en krops- og friluftskultur; om et sundt legeme som forudsætning for menneskelig kreativitet. Det var helt i tidens ånd – i
hvert fald den tidsånd, som – i lidt større målestok – også pustede liv i den moderne olympiske bevægelse. Gruppen var ikke begrænset til kunstelever. Den talte også enkelte teologer og polyteknikere.

Seks brave hellenere på Røsnæs, klædt i hjemmegjorte togaer. Nederst fra venstre Magnus Ottesen, Aage Bertelsen, Johannes Ottesen og Svend Hammershøi. Øverst fra venstre Rasmus Ottesen og Christian Zangenberg.
At Hellenerne, som de kaldte sig, valgte at udleve deres ideer på Røsnæs, skyldtes ikke mindst to af initiativtagerne, brødrene Johannes, Rasmus og Magnus Ottesens nære tilknytning til halvøen som sønner af Kysthospitalets inspektør Christian Ottesen.
Derfor kunne forbløffede sommergæster, som forfatter og kunstkritiker m.m. Henrik Wivel har beskrevet det, “hvert år i nogle uger se en flok halvnøgne mænd gebærde sig i klinterne ved Kongstrup”.
Vi arbejder på at samle materiale til en flot og oplysende udstilling med både kunst-, kultur- og lokalhistorie.
Hellenerne fik aldrig opført en planlagt tempelbygning efter græsk forbillede. Men en hytte, som Hellenerne fik bygget i 1895-96 ved Kongstrup som midlertidig ramme om deres udfoldelser, består den dag i dag som privat sommerhus.
Søges: Billeder m.m.
Lundbye Kunstfestivalerne i 2018, 2021 og 2024 stod og faldt med, at vi kunne låne billeder hos private samlere. Det kunne vi heldigvis. Vi mødte kun velvilje og imødekommenhed hos de helt rigtige personer.
Nu er vi her så igen.
Allerede nu vil vi meget gerne i kontakt med samlere, efterkommere eller andre, der vil låne os værker (malerier, tegninger, skitser m.m.) af kunstnere, der var tilknyttet Hellenerne. Selvfølgelig gerne værker med direkte forbindelse til de glade dage på Røsnæs dengang i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet. (bevægelsen døde endeligt ud hen imod 1907). Men også meget gerne andre værker af kunstnerne og andet materiale eller andet med tilknytning til gruppen.
Kunstnerne er:
Johannes Ottesen (1875-1936)
Svend Hammershøi (1873-1948)
Gunnar Sadolin (1874-1955)
Vilhelm Tetens (1871-1957)
Aage Bertelsen (1973-1945)
Peter Hansen (1868-1928)
Alfred Hauge (1976-1901)
Herman Vedel (1875-1948)
Erik Struckmann (1875-1962)
C.M. Smidt (1872-1947)
Svend Hammershøi er jo ikke mindst kendt som en fremragende keramiker med årelang tilknytning til Kähler i Næstved. For hans vedkommende er vi meget interesseret i både billeder og keramiske arbejder. Af helt særlig interesse er et stel (tallerkener, krus og kande), han skabte til Hellenerne.
Vi er også interesseret i værker af kunstnere med tilknytning til Kysthospitalet gennem deres venskab med hospitalets første overlæge Vilhelm Schepelern (1844-1924).
Det drejer sig om:
Harald Foss (1943-1922)
Laurits Tuxen (1853-1927)
Valdemar Irminger (1850-1938)
Otto Haslund (1842-1917)
Magdalene Hammerich (1885-1967)
Vilhelm Schepelern, som selv dyrkede kunsten og især malede blomstermotiver.
Anton Thiele (1838-1902), som boede i Kalundborg den sidste snes år af sit liv og i 1896 opførte Villa Medici på Kystvejen.
Julius Paulsen (1860-1940), som har malet flere billeder med motiver fra Kongstrup og andre Røsnæs-lokaliteter.
Hvis du er den heldige ejer af værker af ovennævnte kunstnere, som du gerne vil stille til rådighed for Lundbye Kunstfestival i 2027, så hører vi meget gerne fra dig. Også hvis du kender nogen, der kender nogen…
Kontakt venligst
Jens Balslev, baldersleben@gmail.com
Ole Rasch Brandt, presse@lundbyekunstfestival.dk
Hvis du vil vide mere om Hellenerne på Refsnæs, er de beskrevet flere steder i kunsthistorien. Blandt andet og ikke mindst i forfatter og lokalhistoriker Palle Bruun Olsens flotte og informative værk “Kunst og kunstnere på Kalundborgegnen – lyset, landskabet, historien og relationerne”.
Lundbye er ikke glemt
Men selvom vi arbejder med Hellenerne som festivaltema, er vor ven Johan Thomas Lundbye bestemt ikke glemt. Vi arbejder også på at kunne vise en mindre Lundbye-udstilling med et tema, som vi er i gang med at udfolde.
Udsmykning på vej
Lundbyekomitéen arbejder også videre med kunstnerisk udsmykning af det offentlige rum i Kalundborg. Vi er i gang med et par spændende projekter. Det vender vi tilbage til senere.
Besøg Lundbyeland
I sommeren 2025 bliver der tre guidede ture til Lundbye-landmarksene på Røsnæs. Den første fandt sted 15. juni. De næste ture afvikles 13. juli og 17. august). Se mere om turene her på hjemmesiden og på Facebook.

De 18 landmarkpæle er frisket op med rød maling og nypudsede bronzeplaketter. Det sørgede Lundbyekomitéens malerpatrulje for en weekend i maj. På billedet er Søren Vind og Per Christensen i koncentreret aktion ved landmark 11 (Vindekilde på Røsnæs). (Foto: Ole Rasch Brandt.)
Lundbyekomitéen ønsker alle en god sommer.