Historien bag teglværket er interessant for den tid, som Lundbye udtrykker sig i. Som følge af landbrugsreformerne i slutningen af 1700-tallet efter stavnsbåndets ophævelse, blev det muligt for bønderne at flytte ud fra landsbyerne og bygge en lille gård på deres egen jord. Bondestanden tog således landet i besiddelse og der var hektisk byggeaktivitet overalt på landet. Det førte til efterspørgsel på materialer, bl. a. tag- og mursten. De eksisterende teglværker, der i hovedsagen lå i Sønderjylland, kunne slet ikke følge med efterspørgslen, så der dukkede teglværker op rigtig mange steder i landet, hvor der var egnede lerforekomster i undergrunden. Og det var der i morænelandskabet på Røsnæs og Asnæs. Den sø, der findes i skoven lige over for, hvor teglværket lå, er formentlig dannet som følge af gravning efter egnet ler.
På Lerchenborg gods havde man også brug for byggematerialer. I 1786 byggede man den store firlængede afbyggergård, Hedvigslyst (Se Landmark 15). Og i 1805 begyndte man at fælde skoven mellem det nuværende Asnæs Forskov og Asnæs Vesterskov og byggede i 1810 Mineslund, der oprindeligt var en schæfergård, altså beregnet til fårehold. Man kunne fælde skoven, fordi den var klassificeret som dyrehave og ikke en del af tidens skovrejsningsprojekt.
Til alt dette byggeri behøvedes store mænger af brændte teglsten. Og da bønderne altså også var i bekneb for byggematerialer, etablerede Lerchenborg gods et teglværk i 1786.
På Lundbyes maleri kan man se, at teglværket er sammensat af flere bygninger. Den centrale er selve teglovnen med det røde tegltag. Ovnen har ingen skorsten, men røgen fra det ulmende trækul , der varmede det store indre kammer op, sivede op igennem teglstenene på taget, hvilket man kan fornemme på Lundbyes maleri, hvor værftet har været i drift, mens han malede. En brænding tog tre uger. Fyldning af ovnen tog en uge, brænding omkring en uge og afkøling og tømning tog omkring en uge. Da der tilsyneladende siver røg op mellem teglene i taget, er billedet malet, mens der blev brændt sten i ovnen.
Fra den høje ovnbygning udgår stråtækte udbygninger mod øst og vest. Bygningen ud mod indkørslen, hvor hesten står, er fyldt med ’reoler’, som er hylder, hvor stenene opbevaredes før og efter brænding og er altså en tørrelade. Bygningen til venstre, hvor stråtaget går helt ned til jorden, er en såkaldt ’lude’, hvor man opbevarede brændsel.
Teglværksgrunden har været stor, hvilket man kan få en fornemmelse af ved at følge resterne af det stengærde, som omkransede grunden. Udover det byggeri, man ser på Lundbyes billede, har der været flere bygninger på grunden, f.eks. et æltemøllehus og en stor tørvelade med staldtilbygning. Dertil kommer Teglbrænderhuset, hvor den familie boede, som passede værket. Det er det bindingsværkshus, der endnu ligger der i dag, men som ikke er med på billedet. Kigger man efter i jorden foran stengærdet, hvor landmarkspælen står, vil man kunne finde mængder af teglbrokker, som stammer fra dengang, værket var i drift.
