Hvor frit i naturen dyssen med stenkransen har ligget på Lundbyes tid, bliver måske tydeligst ved at se en anden malers billede af den. Her er det Jacob Kornerups akvarel fra 1872, Billede 2, hvor Hundehoveddyssen ses fra syd, så vi altså skimter Sejerøbugten mod nord i baggrunden.
Den slående form, som overliggerstenen på dyssen har, er selvfølgelig årsagen til at den har fået navnet ’Hundehoveddyssen’. Det er tydeligt, at Lundbye har været betaget af dens lighed med et dyrehoved. Men han har faktisk gengivet den meget naturtro, hvilket man kan forvisse sig om, ved at se den i dag. I øvrigt kaldes den også for Underdyssen, og som sådan benævnes den i Nationalmuseets fortegnelse. Selve dyssen indgår i en større stenkreds, som det fremgår af
følgende ’Herredstegning’, som nationalmuseet fik lokale kunstnere til (ofte anonymt) at lave af oldtidsminder som dokumentation. I den følgende tegning ses stenkransen hhv. fra syd og i udsnit fra nord.
Som nævnt var Lundbye betaget af denne stenkrans, og han besøgte den ofte, når han var på besøg i sin fødeegn. Oprindeligt har der stået tre dysser inden for kransen. Ved den midterste er der kun gravkammeret tilbage som et hul i jorden. Ved den østlige står der stadig et par støttesten.
Lundbyes fascination af dette oldtidsmonument kan, udover dets særlige form, være dets placering i umiddelbar nærhed af Raklev Kirke. Her er side om side to symboler på det, som Lundbye anså for at være to af hjørnestenene i det danske: kristendommen og vores gamle historie fra hedensk, oldnordisk tid. Disse to symboler deler placering på en høj med vidt udsyn over landskabet.
