Og dog! Måske mangler der en stendysse! Den var for ham en adgang til den danske oldtid, men også til de underverden med sagn og trolde, og stendysser er altid placeret på de smukkeste steder i landskabet. Når han havde været for længe i København, kunne han skrive: ’Jeg må dog see en Stendysse eller en grøn Høi titte på af en Rugager’. Men når der nu ikke lige er en ved hånden, kan man jo selv indsætte en. I nøjagtig det samme sceneri, som i de tre foregående billeder, har Lundbye i et tilfælde anbragt en stendysse på en høj helt ud mod vandet ved Havnemarken. Pudsigt nok havde han lavet en storladen akvarel (se Landmark 7), hvor en kunstner står og læner sig op ad en stor stendysse ud mod fjorden. Der havde dog væren en dysse, men den var styrtet i havet en halv snes år før Lundbye lavede sin skitse. Nu trækker han den op på den anden side af fjorden.
Tegningen er lavet til hans specielle venner, Victor og Olympia, der var børn af hans ven, billedhuggeren H. E. Freund. De var 13 og 10 år, da Lundbye i april 1848 kort før sin død, lavede en hel billedserie til dem. Han var psykisk meget ustabil og var måske ikke helt blind for døden som en mulighed, da han havde meldt sig i krigstjeneste til krigen i Schleswig. Billedserien til børnene havde titlen ’Rejse i Billeder’. Lundbye elskede børn og børn elskede ham. I hele hans omgangskreds vidste man, at i selskab med børn, havde Lundbye det bedst, og man ser mange skitser fra vennerne, hvor Lundbye sidder omringet af børn og arbejder eller underholder. På den store frise over indgangspartiet til Den Hirschsprungske Samling, hvor mange af Lundbyes værker i dag findes, har billedhuggeren Kai Nielsen lavet en hyldestfrise, der forestiller Lundbye siddende mellem dyr og børn, hans sandeste venner.
Men særlig Victor og Olympia stod Lundbye nær. Deres far var død, da de var ganske små, og han blev ved med at holde tæt kontakt til dem gennem besøg, breve og tegninger. De forskellige tegninger i denne sidste billedserie til dem var forsynet med verselinjer. I dette tilfælde en par linjer fra en sang af Grundtvig, ’Langt højere bjerge’:
’Men Dansken har hjemme, hvor Bøgene groe, hos Strand hos den fagre Kjerminde – og dejligst vi finde ved Vugge og Grav, den blommede Eng i det bølgende hav.’
Så måske er dette landskab ved spidsen af barndomsegnens Asnæs var det kæreste minde om Danmark, han bar i sig.
