Man plejer at sige, at maleren C. W. Eckersberg var faderen til guldalderen i dansk malerkunst.
Før hans tid uddannede kunstnerne sig i atelieret og dyrkede klassiske idealer og kopierede gamle mestre.
I motiverne hyldede man enevælden, og skildrede historiske begivenheder, samt bibelske og mytologiske fortællinger.
Efter et studieophold i Paris i 1811 lod Eckersberg sig inspirere af maleren David til at gøre studier til sine malerier ved at gå udendørs og male foran motivet.
Senere i Rom malede han dette billede, Billede 9, som kan siges at være gennembrudsbilledet for den malemåde.
Her har han siddet samme tid på dagen gennem flere dage og malet uhyre omhyggeligt, hvad han så, alle de mindste detaljer, lys og skygger.
Det var nyt i en kunstverden, hvor klassisk teknik og motivvalg blev studeret og udøvet i atelieret.
Han blev professor på akademiet i København i 1818 og satte sine første elever, bl.a. Christen Købke, Constantin Hansen, Wilhelm Marstrand, Martinus Rørbye og Wilhelm Bendz til først at male, hvad de så ud ad vinduerne i akademiets atelier på Charlottenborg, og derefter hvad de fandt af motiver udenfor i København.
Et eksempel herpå kunne være Købkes ’Parti uden for den nordre kastelsport’ fra 1834, som er karakteristisk ved sin klare behandling af lys og skygge. Han boede selv på Kastellet, hvor hans far var bager, og man ved, at den ene af drengene på broen er maleren Lorentz Frølich, og den anden kan meget vel være dennes gode ven, Johan Thomas Lundbye, som ligeledes boede på Kastellet på den tid.
Det var i dette miljø Lundbye kom ind på akademiet.
Det var også et miljø, der var meget præget af de nationalromantiske, kunstneriske og politiske strømninger, der var kommet efter Danmarks kollaps efter napoleonskrigene.
Danmark havde fået sænket hele sin flåde af englænderne, som også i 1807 gennemførte verdens første bombardement af København, og ved afslutningen af krigen gik Danmark bankerot i 1813 og måtte afstå Norge, som hidtil havde været en del af det danske rige.
Oven på denne nedtur var der en bevægelse i gang for at genskabe en national selvfølelse.
Det er slående, at der i perioden fra 1813 til omkring midten af århundredet var udsædvanlig mange talentfulde kulturpersonligheder, som på hver deres måde slog på det særligt danske.
Man kan nævne N. F. S. Grundtvig, H. C. Andersen, H. C. Ørsted og Søren Kierkegaard som nogle af de mest fremtrædende.