Lundbye har tydeligvis lavet denne tegning, billede 5, ombord i en sejlbåd. Personen, der styrer båden med den 4-5-tårnede kirke i baggrunden, er muligvis en fætter, og målet for turen er sandsynligvis Asnæs forskov, der hvor Sortensten ligger. For tegningen er lavet på samme blad som en tegning af Sortestenen set fra vandsiden og er dateret samme dag.
Denne tegning benyttede Lundbye i raderet form som en illustration i en bog, ’Danske Folkesagn’, hvor han arbejde tæt sammen træskæreren Andreas Flinch, med hvem han arbejde sammen om mange udgivelser.
Lundbyes interesse for denne sten er udover dens karakteristiske størrelse, placering og form, at der er knyttet lokale sagn til den. Ikke langt fra den ligger en anden stor sten i vandet. Den kaldes Hvidestenen og er ikke så kendt som Sortestenen. Men de indgår begge i sagnet om kampen mellem kæmpen Refs på Røsnæs og kæmpen As på Asnæs. De to sten er altså kastet af Refs fra Vindekilde på Røsnæs og man skulle kunne se aftrykkene af hans fingre på dem. Som hævn for angrebet kastede Asa en endnu større sten mod Refs, og den landede i vandet ud for Vindekilde og kaldes for Blak. Ved lavvande kan man i dag se den stikke op af vandet. Lundbye omtaler i sin dagbog, at han så den på sine vandringer, da han besøgte det yderste af Refsnæs i 1843.
Lundbyes fascination af denne sten kommer også til udtryk i et tidligt maleri fra 1838, Den opgaaende Sol over Havet, billede 7. Her ligger Sortensten markant nederst i den mørke natside i billedet. Han må altså have besøgt stedet allerede før sin bådtur derover i 1839.
Billedet er i øvrigt bemærkelsesværdigt på flere måder. For det første i sit udtryk. Det minder ikke meget om de gængse guldaldermalerier, hvor vi normalt ser grønne marker, bøgetræer, oldtidsminder og bløde skyhimle. Her forsøger Lundbye sig med noget andet, nemlig et naturromantisk udtryk. Her er det en dramatisk kamp med lys og mørke, hvor et skib i det fjerne sejler ind fra venstre og ligesom bringer morgenrøden med sig. I den højre side er et voldsomt regnvejr ved at drive væk og himlen fremstår i det hele taget voldsom og truende og spejler sig i det grønlige hav. De sorte skyer er nok også på flugt. I naturromantikken ses havet gerne som symbol på evigheden og solen som symbol på Gud, og i naturen afspejles kampen mellem lyset og mørket.
For det andet er der også noget specielt ved motivets sammensætning. Antager vi, at vi er placeret på stranden på Asnæs ved Sortensten, er der noget galt med verdenshjørnerne. Solen står ikke op i vest. Helt galt bliver det, når man bemærker, at der i horisontens højre side er et bjerglandskab. Billedet er altså i alle måder en konstruktion, hvilket er meget utypisk for den retning som guldaldermalerne, med professor N. L. Høyen i spidsen, stod for. Der er her tale om en primært tysk malestil, som var den, som Høyen havde sat sig for at bekæmpe ved at inspirere til en særlig dansk, nationalromantisk malemåde. Dette maleri er også meget usædvanligt for Lundbye. I bogen Længsel fra 2014 beskriver Bente Bramming billedet således:
’Den opgående sol over havet adskiller sig fra andre af Lundbyes billeder i kraft af det usædvanlige motivvalg; billedet består stort set kun af luft og vand. Kompositionen er sammensat af enkelelementer hentet fra forskellige steder som Langelinie (luft og vand), kysten ved Refsnæs (hun mener vist Asnæs, Sortstenen – min anmærkning) (stenen til højre) samt den irske kyststrækning Fairhill, gengivet i en søfartsbog (kysten i det fjerne).’ (p. 115)
