Lundbye skriver i sine dagbogserindringer fra Røsnæs en del om netop dette landskab, som jo ligger nærmest lige neden for Røsnæsgården, hvor han boede. Han er meget optaget af de sagn, der knytter sig til naturen herude. Bl. a. sagnet om Prins Valdemars død ved et vådeskud, hvor stenen ’Blak’, der ved særlige vind- og strømforhold kan ses lidt ude i vandet, spiller en rolle i beretningen i folkevisen. Stenen ’Blak’ nævnes i ældre folkesagn også som en sten, der blev kastet af trolden As fra Asnæs mod fjendetrolden Ref, der skulle have kastet Sorte- og Hvidestenen, som ligger i vandkanten ved forskoven på Asnæs, mod ham.

’Først har man paa Søndre siden en deilig Klint, bevoxet med blaagraa Buske og paa den øverste Rand kantet med Tjørn. Længere inde en ussel Fiskerhytte ved Foden af en lille høi Skandse, paa hvis Volde nu  voxe Torne. Et godt Stykke østligere ligger som et Forbjerg det smukke Bavnebjerg; paa den Side der vender indad mod Fjorden er et Kildevæld, hvis Væde farver et Stykke af Skraaningen deilig grøn. Lidt udenfor Bavnebjerg i Vandet ligger Blak,den store Steen, der af Sorg over Prinds Valdemars Død stak Hovedet under Vandet, som der staaer i den smukke Kæmpevise.Jeg saae kun Toppen af den over Vandfladen, men man sagde mig, at der imellem den og Kysten var 3 Favne Vand lige ved Stenen, saa den maa ikke være saa ringe, og Jagten kunne gaae indenfor den.

Han beskriver både landskabets storladenhed, det historisk/mytiske indhold, besynger stedets uberørthed og begejstres over de dejlige grønne og maleriske former. Men så kan han pludselig fare i flint over, at nogen sammenligner landskabet her med dem i Norge og Schweitz. Det er dog moræneslandskabet, der er så karakteristisk for Danmark, og her er Sjælland det ædleste og danskeste Danmark. Som her i en skildring af de to unge, nærmest kåde, brødre, der nyder hinandens selskab ved en klint ved kysten. (’Vestervovvov’ er en gammel spøgefuld betegnelse for Vesterhavet):

Længere hen fandt jeg en Leerklint af en saa paafaldende vild Form, at jeg ikke kunde undlade at tegne den.Den var næsten lodret, slikket glat af Regnen og stærkt furet af det nedskyllende Regnvand; her morede det os ret at vælte store Stene, som sad i Skraaningen eller laae deroppe tæt ved Kanten; med stor Voldsomhed rullede de ned, og naar een naaede Vandet eller tørnede mod en Anden, morede vi os ret. Lige inden for denne Klint var Vindekilde, jeg før skrev om, og fra nu af var Klinterækken uafbrudt dannet i de deiligste og meest maleriske Former. Jeg kan ærgre mig over den Lyst: Idelig at vilde ligne disse vilde Strandbakker med Norge og Schweitz, hvor kan Leer og Sandbakker ligne Bjerge af Steen? og hvorfor er det ikke godt nok at det ligner Danmark? Det er netop Danmarks Kyst i sin ædleste, men tillige vildeste Karacter. For Danmark burde jeg sætte Sjælland – Jeg kjender ikke Klitterne derovre ved Vestervovvov. Men undres maa man rigtignok, naar man tænker paa Sællands Kyst langs Øresund, hvor venlige Bøgeskove gaaer lige ud til Sundet, hvor Kysten er livlig og bebygget med Leier og Lyststeder hele Veien, og den samme lille Ø kan i Nord Vest vise sig saa barsk og vild. Hvor kommer det dog, at jeg føler mig mere tiltrukket af dette end af hiint. Hiin Kyst, hvor man alle Øieblikke møder Damer med Parasoller, er mig dog langtfra saa kjær som denne Tunge, hvor Broder Ratus og jeg vandrede i grove Klæder og ikke saae andet Levendes end en enkelt Maage, en stor Ven! af dem som Bønderne kalde: Torske-Maren eller Ma’en, og anden Lyd hørte vi ikke, end Strandfuglenes Piben og Fløiten. Jeg var saa glad, min kjære Føde-Ø var blevet mig langt rigere og dyrebarere ved mit nye Bekjendskab med dens vestligste Hjørne…’

Søg