En af de toneangivende figurer i den nationale bevægelse indenfor malerkunsten var N. L.. Høyen, som var blevet ansat som professor i kunsthistorie på Akademiet og tillige var meget indflydelsesrig mht. indkøb at kunst til museer og institutioner.
Han var uhyre magtfuld. Han kæmpede for, at der skulle udvikles en særlig dansk måde at male på, som tog udgangspunkt i det, som var særligt dansk, landskaberne, naturen, floraen, lyset, historien, almuen og det upåagtet danske. Han tog sig særligt af Lundbye og forblev livet igennem en mentor og en slags faderfigur for ham.
Høyens projekt blev i særdeleshed ført ud i livet af Lundbye sammen med sin nære ven P. C. Skovgaard.
De havde det til fælles, at de kom fra den sjællandske provins og var stærkt knyttet til naturen og landskaberne i deres hjemegne.
Skovgaard var vokset op i landsbyen Vejby i Nordsjælland og Lundbye var stærkt knyttet til Vestsjælland og landskaberne omkring Kalundborg.
Resultaterne af de to venners uhyre produktive og inspirerede sommerrejse til Vejby i 1843 kan stå som kulminationen af de nye strømninger og en slags ikon-begivenhed for Københavnerskolen, der blev betegnelsen for den særlige danske malemåde, der dukkede frem af guldalderen.
De stillede sig op side om side og malede det, der betog dem ved det danske bondelandskab. Og det blev studier, tegninger og billeder, hvis kraft, friskhed og begejstring, man ikke havde set tidligere.
På de to billeder nedenfor, har de to venner siddet på hver side af vejen ind til Vejby.
Det nye ved disse billeder var det ydmyge ved motivvalget og den nærmest biologisk nøjagtige gengivelse af detaljerne i landskabet.
Tilsammen udtrykker billederne en anerkendelse af det særligt danske ved landskabet.
Mange af billederne fra denne tur havde endnu mere upåagtede motiver. Det kunne være en havremark, en staldmødding, en grøft over en eng, en slibesten osv.
