Oliemaleriet Skrænterne ved Asnæs Dyrehave er malet på stedet og har den friskhed og umiddelbarhed i udtrykket, som Lundbye selv holdt så meget af. Det er muligt, at han har tilføjet noget, da han i atelieret har klæbet papirbilledet op på et lærred. Men man får indtrykket af, at motivet er umiddelbart sanset og nærmest impressionistisk i sit udtryk.

De to studier, han omtaler i brevet, er oliemaleriet, billede 1, og desuden maleriet af Teglværket, som omtales under Landmark 16. Derudover har han lavet nogle skitser-

Billede 3 – Markeret udsnit af B1

På udsnittet herover kan man se den fede og tyktflydende måde, hvormed Lundbye har påsmurt oliefarverne. Det fremgår nok tydeligst i det lysegrå strandparti, hvor kysten nærmest virker sjappet og blød. Men også i de tykke strøg, han har malet skyerne med. Denne teknik står i stor kontrast til det, han kalder ’sit prikkeri’. F.eks. har hans gode ven P. C. Skovgaard kritiseret ham for bruge dagevis på at prikke tangplanterne frem i vandkanten på sit store hovedværk En dansk Kyst.

   På udsnittet fremgår det også, at han har markeret Raklev Kirke med en tydelig hvid klat på kysten overfor til venstre. De to store sten, der ligger i vandet henne ad kysten er hhv. Hvidestenen og Sortestenen (kaldes også Hvidensten og Sortensten), som der fortælles lokale sagn om. Især Sortestenen har Lundbye været glad for og benyttet i flere sammenhænge, som det vil fremgå nedenfor. Stenene, kirken og måske de små hvide antydninger af Kalundborg by, der kunne være møllerne fra Møllebakken, er fjerne små antydninger af menneskeligt virke, tro og overtro. Ellers er det et nøgent, vildt landskab, der fremstår for os i en rå, umiddelbart sanset form. De høje slanke træer står udsatte for vindens rasen, og himlen er med sin forrevne, urolige skyformationer en anelse foruroligende. Det er som om de halvnøgne træer står som et bolværk mod en naturkraft, som presser ind fra venstre.  Endelig er der i forgrunden en markant påmindelse om forgængelighed, idet det største af træerne er faldet, af ælde eller af vindens pres. Kronen er savet væk, så helt uberørt af menneskehånd er landskabet ikke. Men den afkortede, knækkede hovedstamme og stubben får lov til at gå til i skovbunden, mens græsser og små blomster gror sig kælent omkring dem.

    Da H. C. Andersen 15 år senere besøger Lerchenborg i juli 1862 er han på en tur til dyrehaven, og hans beskrivelse i dagbogen af sine oplevelser herfra, kunne næsten være en replik til Lundbyes billede: ’Vi kjørte ud på Asnæs. Inde ved Dyrehaven ophørte Kjøre Veien, dog kjørte vi den meste Vei længe over moset og stenet Grund. Her saae ud som for hundred Aar tilbage; Træerne bøiede og som klippede af Blæsten fra Nordvest bøiede sig modsat Retning, enkelte laa som havde de kastet sig hen af Jorden, Buskene vare saa afklippede og tætte.’

    Det vil ikke være forkert at sige, at dette maleri peger fremad i kunsthistorien. Det er ikke, hvad vi vil forstå som et klassisk guldaldermaleri, hvor der er en stræben mod det perfekte og en tendens til idyllisering og pænhed. Lundbye malede f.eks. 8 år tidligere et maleri, Bugt ved Kallundborg Fjord ved Asnæs Skov, som bliver beskrevet under landmark 18, hvor man kan sige, at han til fulde lever op til guldalderens krav. Men dette maleri, Skrænterne ved Asnæs Dyrehave, har noget impressionistisk ved sig. Impressionismen bliver først en dominerende kunstretning om 1870, og her søger man en gengivelse af det flygtige øjeblik med det øjeblikkelige indtryk af lys, luft, vejrforhold, og det finder man i Lundbyes maleri her, hvor også malemåden virker flygtig.