I Lundbyes breve og dagbøger er det et tilbagevendende tema, om efterarbejdet i atelieret ud fra de studier og skitser, han har lavet i det fri, bringer noget godt med sig. Han kan selv bedst lide de billeder, der nærmest er kommet til ham uden modstand, hvor han oplever, at han næsten tegner med ’ført hånd’. Til gengæld kræver det gældende kunstsyn, at der er arbejdet sirligt med detaljen og at motivet lever op til tidens nationale ånd og let idylliserede landskabsopfattelse.

   I denne sammenhæng tyder det på, at Lundbye med sine Møllebakke-malerier har fundet en slags balance. Ganske utypisk for ham, er han tilfreds med tilværelsen generelt og sin kunst i denne periode. I sin dagbog skriver han, da han om vinteren arbejder i atelieret på sommerens skitser:

Den 16. januar 1847

’Jeg er saa beskjæftiget og veltilmode, at jeg sjældent føler Trang til at betroe mig til min Bog og endnu sjældnere skriver i den. Jeg har 3-4 Billeder i Arbejde, men ingen ganske færdige. (…) I disse Dage maler jeg paa et Billed fra ’Møllebakken ved Kallundborg’. Dette har jeg begyndt paa et gammelt Stykke Lærred, men efter tre casserede Billeder har [det] beholdt en mængde Knuder og Knopper, der tydelig gjøre sig gjældende under dette fjerde. Det har jeg gjort med Flid; det tvinger mig til en flot voldsom Behandling, hvorpaa jeg ligesaa meget vil beflitte mig, som paa den yderste Delicatesse i Tonerne. Vi lide haardt under Prikkeriet, som Publikum tillægger Hædersnavn af Fiinhed paa samme Tid som det kan være saa raat, at det maa gjøre Én ondt i Øjnene.’

Det er værd at bemærke, at han her faktisk udtrykker, at dagbogsskriveriet primært foregår, når han har problemer enten af arbejdsmæssig eller sjælelig art.

    Karl Madsen kommenterer i sin Lundbye-biografi nogle år senere dette dagbogsindlæg på følgende måde, der viser, at ’det sirlige prikkeris tid’ er ved at være forbi i den nye tids kunstkredse. Han foretrækker Lundbyes friske og lette stil:

’De fleste af den ældre Slægt anser Lundbyes Billeder fra denne Vinter og fra Foraaret 1847 for at danne den ubetinget mest glimrende Del af hans Virksomhed. Den yngre Slægt vil dog vistnok beklage, at Udarbejdelsen af de dejligt opfattede Motiver trods Lundbyes ovenfor udtalte Hensigter netop skæmmedes af en vis Pyntelighed i Behandlingen, mangler noget af den Friskhed og Lethed, der udmærker mange af Lundbyes tidligere Billeder og alle hans Studier.’