Hvis man på Lundbyes tid ankom til Kalundborg fra søsiden, var der to vartegn i byen, som var meget karakteristiske. Det ene var den arkitektonisk enestående Vor Frue Kirke, der med sine fem tårne ikke fandtes mage til i Danmark. Dog var der i Lundbyes voksne liv kun fire tårne på kirken, da det midterste styrtede sammen i 1827 og først blev genopbygget i 1871. Det andet nok så iøjefaldende vartegn var de 5-7 møller på Møllebakken bagved kirken og byens huse. De var ikke til at tage fejl af, som de stod med deres store vinger og knejsede, åbne for vindens kræfter. Det er et pudsigt tilfælde, at det måske nu er de 6 kæmpe vindmøller på Asnæs, som er placeret lige over for Møllebakken, som kan siges at være nutidens Kalundborgs seneste vartegn.
Møllebakken var et spændende sted for Lundbye at komme som barn, og det var et sted, han ofte vendte tilbage til, når han senere besøgte sin mor og sin øvrige familie. Det har resulteret i en række tegninger, studier og malerier fra netop bakken med møllerne og den flotte udsigt over byen og fjorden. Især under besøget i 1846 opholdt han sig meget på Møllebakken for at arbejde, og der findes flere skitser og tegninger fra dette besøg.
Der har været møller på dette sted omtrent så langt tilbage som byen har eksisteret. Der er vidnesbyrd om møller allerede fra omkring 1250. Fra 1688 har vi et kort af Resen, som kortlagde hele Danmark, hvor man ser syv møller på Møllebakken.
Den ene forsvandt omkring 1750. Den var opført og administreret af den navnkundige godsforvalter Niels Lind, som drev Kalundborg Gods, det nuværende Lerchenborg. Han kom på kant med alt og alle, og møllen blev således revet ned omkring midten af 1700-tallet. De øvrige 6 møller, som stadig var der på Lundbyes tid, kan ses på kortet her fra 1795. Hillerups mølle er tilføjet på kortet, da den endnu ikke var bygget, da det blev lavet.
På et lidt senere kort fra 1790 er møllerne placeret tydeligere i forhold til huse og lodder langs Kordilgade. Her kan bemærke den lange lod lige syd for Gregersens mølle. Det var på denne lod, den overdækkede reberbane lå.
Pælen for Landmark 13 er placeret ved plateauet, hvor den østre mølle stod. Kigger man derfra mod vest, vil man nogenlunde have den vinkel, som Lundbye har haft, da han malede værket ’Møllebakken ved Kalundborg’, billede 1 og 3. Det vil altså sige, at de møller, som vi ser på maleriet, må være Hillerups mølle forrest, så Boisens mølle og bagest Gregersens mølle.
Man kan i øvrigt bemærke, at der på billede 1 ses en T-formet stolpe ved vejen op mod venstre. Det er en stolpe fra en af de reberbaner, der var på møllebakken. Her lavede man tovværk, som især blev brugt på skibene. Lidt længere henne på bakken kan man i græsset se aftegningen af en grund, hvor der har stået en 50 meter lang, overdækket og grundmuret reberbane. En ’kordel’ er en af de tovdele, man splejser sammen på reberbanen. Det ord har givet navn til hovedgaden i Kalundborg, og ’Galleri Kordel’, der ligger på Kordilgade 13, er indrettet i et gammelt hus, der ejedes af en rebslager, som havde sin reberbane nærmest i sin baghave.
Det var i øvrigt på Lundbyes tid, at de traditionelle stubmøller gradvist blev erstattet af de mere effektive hollandske møller, eller ’hatmøller’, som de kaldtes. Disse drejer kun rundt i den øverste del, hvorpå vingerne er anbragt. Den første hollandske mølle på Møllebakken skulle være ’Ulstrup mølle’, men kigger man nøje på Lundbyes tegnede skitser (f..eks. billede 4), ser det ud som om, Gregersens mølle allerede i 1847 var en hollandsk hatmølle.
