Akvarellen er altså et erindringsværk, som er sammensat af skitser og erindringer fra hans tur ud til broderen Honoratius på Røsnæs, og så formentlig færdiggjort på hans rejse til Italien. Dette storladne og meget danske værk forærede han til sin studieven, billedhuggeren Adolf Jerichau, som han i virkeligheden var kommet på kant med i Rom. Der er mere herom i et senere afsnit.
I dagbogen hedder det i august 1843 om vandreturen ud på Røsnæs:
’Thorsdag den 24. Aug gik jeg om Morgenen kl. 9 fra Kallundborg for at besøge min Broder Honoratius ude paa Refsnæsgaarden, der ligger en lille Fjerdingvej fra den yderste Spids af Landtungen. Vejen gjennem Raklev til Nyrup var mig bekjendt; men det glædede mig dog at gjensee de mange Steendysser, som findes her paa Markerne. Landet er bart med store Banker, der gjerne have Høie, for en deel overpløjede på Toppene, hvilket giver Egnen en egen Charakter, især da disse Toppe hyppig bærer svære Graasteen, forfaldne og bevarede Gravkamre. ’
Studieskitsen herunder fra 1843 er ganske vist fra Veiby nogle uger tidligere, men kunne ud fra beskrivelsen i dagbogen være fra egnen omkring Raklev – Nostrup:
’ Paa Nostrup Mark noget til venstre for Veien var en opreist Steen paa Toppen af en Høi mig paafaldende. Jeg gik derhen men fandt, da jeg kom derop dog intet videre Mærkeligt, skjøndt den temmelig store, fiirkantede, tilhugne Steen altid glædede mig at see paa: derimod kunne fra Højden see, at jeg måtte befinde mig i Nærheden af Klinten paa den søndre Kyst, den maatte jeg see.
Da jeg kom derhen, kan jeg ikke noksom beskrive min Forbauselse ved at see Leerskrænten gaa næsten lodret ned til Vandet i de deiligste vilde Former. Jeg løb ned, der stod en Kone og vadskede sit Tøi i Stranden; det saa ud som der aldrig kom Mennesker her. Ved Siden af den smukke Leerskrænt stod en sort Knold af ikke ubetydelig Størrelse; den bestod af en løs, klumpet, men smuldrende Masse, meest sort, dog med dunkelrøde Skjolder. Saadan Noget havde jeg aldrig seet, og troede det maatte være en stor Sjældenhed; senere saa jeg at det findes hyppigt herude. Jeg satte mig ned og tegnede med Vandfarve, som jeg opløste i det salte Vand, et lille Udkast af denne Skrænt i min lille Lommebog. (…) Vandringen var anstrengende i det lumre, stille Graavejr; men en saadan Natur var mig heel fremmed, og jeg glemte Træthed og syntes, jeg havde aldrig haft saa stor Glæde på nogen Vandring før’.
På en senere tur skriver han i sin dagbog. Her i 1844: ’Jeg føler det ikke som sørgeligt, men trækkes altid mod den Storhed og Ro, som findes i Naturen på ensomme Steder.’ Og igen i 1847: ’De herligste Timer har jeg haft, naar jeg ved Sønderstranden sad ved mit Arbeid i en Stilhed, som var jeg 100 Mil borte fra beboede Steder.’
