Dette maleri malede Johan Thomas Lundbye som bare 19-årig i 1837. Her skal man dog være opmærksom på, at han her allerede havde gået 5 år på Kunstakademiet i København. Faderen havde ganske vist forbudt ham at tegne og flere gange brændt sønnens tegninger, fordi han anså tegning som noget umandigt tøjeri. Han var dog blevet overbevist af en kunstinteresseret kollega, Major Myhre, og museumsmanden Jürgensen Thomsen om, at drengen havde et ganske usædvanligt talent for at tegne. Så han overgav sig og lod Johan starte på Kunstakademiet, da han var 14 år. Her modtog han først undervisning af professor J. O. Lund. Om dennes evner som maler og underviser har Lundbyes biograf, Karl Madsen denne malende karakteristik:
’Professor J. O. Lund var en hæderlig, fattigt begavet Slider, hvis ganske marvløse Kunst med en mat Smægten efter en blodløs Idealisme nød almindelig borgerlig Agtelse og ikke begejstrede nogen Sjæl’ …. Hans tegnestue … ’var godt besøgt, men alle hans Lærlinge gled fra ham, ingen fulgte hans Vej og delte hans Syn. Godmodig, munter, velvilligt smilende, som han var, kunne han undertiden løfte sine tjavsede Bryn, ryste på sit runde præstelige Hoved og lette sit Bryst i et Suk over Ungdommens besynderlige Forkærlighed for det uskønne.’ (KM s. 34).
Lundbye fik dog alligevel et stort udbytte af at gå på akademiet. Under Eckerbergs indflydelse havde der dannet sig et meget stærkt kunstnerisk miljø, som var starten på Guldalderen i dansk malerkunst. Her fandt Lundbye sin egen stil og kunstneriske retning, men først og fremmest knyttede han en række meget tætte venskaber med sine studiekammerater og kom desuden ind i nogle kunstneriske og akademiske miljøer i København, som prægede ham for livet og dansk malerkunst i det hele taget. Herom senere.
I sommeren 1837 var Johan på et længerevarende besøg i barndomsbyen, og her malede han bl. a. Vor Frue Kirke. Det slående ved dette maleri er, at den ’femtårnede’ Vor Frue Kirke mangler sit midterste, store tårn. Det var der, da Lundbye som barn voksede op i byen, men det styrtede sammen i 1827 og blev først genopbygget, så det stor der igen i 1871, længe efter Lundbyes død i 1848. Han holdt meget af kirken og anvendte den ofte enten som hovedmotiv eller som baggrund. I Karl Madsens biografi hedder det, at han
”…mange Gange har tegnet den i ypperlige Tegninger, (og) har godtgjort for os, at den også uden det store Midtertaarn tog sig statelig og ærefrygtindgydende ud”.
Kunsthistoriker Hans Edvard Nørregaard-Nielsen hæfter sig i bogen ’Længsel – Lundbye og Kierkegaard’ (2013) ved en lille detalje i billedet, som han ser som et udtryk for Lundbyes særlige evne som kunstner:’Kirken ligger – i perioden – kun med fire tårne og er et underværk i tegl; et par småhuse ved kolossens fod røber begynderen, men Lundbyes sans for de udtryksbærende detaljer fremgår til gengæld af den lille sti, som gennem århundreder er slidt ned i kirkebakken. Hele maleriet ville på trods af sin skærsommerdag visne uden denne udtryksfulde nervestreng, der fastholder flere århundreders liv og færden i denne lille afgrænsede verden, hvor Lundbye følte, at han som kunstner var hjemmefra.’ (s. 37-39).
