Maja Lisa Engelhardt beskriver her skulpturen og de tanker, projektet har sat i gang hos hende i en tekst fra 2019:

LUNDBYE-SKULPTUR

Een af Kalundborgs berømteste borgere var guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye, født i Skibbrogade 8. Han nåede i sit korte intense liv at præge dansk malerkunst og kultur for altid som han malede Danmark og blev et nationalt pejlemærke vi i dag også kan identificere os med.

    I det år der er gået har jeg med mange gode kræfter, privat og fra Kommunen, været så privilegeret, at have hjulpet med at fejre hans 200 års fødselsdag med udstilling, foredrag, koncerter og landmarks.

   Den uhyre store opbakning fra hjælpere og publikum har fået mig til at forstå, at Lundbye har sovet en tornerosesøvn, men er nu lysende genopstået.


Fra flere forskellige sider er jeg blevet opfordret til at komme med et forslag til at markere hans tilstedeværelse i byen og på i egnen. Dette har fået mig til at mene, at en bronzeskulptur forestillende kunstneren og opsat i Kalundborg ville få ham til at komme hjem til sin fødeby.

   Lundbye gennemvandrede hele egnen omkring Kalundborg til fods med sit tegne- og maleudstyr og var søgende i gang med at fæstne naturen og dyrene, som han gjorde det så gribende.

   Derfor vil jeg i skulpturen skildre ham gående tænkt fra Røsnæs tilbage mod byen. Han skal have en vis størrelse i højden, ca. 2,40 cm, og ikke stå på en sokkel, men gå på den jord, hvor han tænkes opstillet. Jeg har tænkt, at han ville passe fint på pladsen ved siden af Kaalund Kloster med jorden og græsset bag sig, og gående frem mod biblioteket, sit fødehjem og Kordilgade. Kirken, som han så smukt har skildret, er også tæt ved ham samt resterne udgravet af den gamle bys borg.

   Dvs. et meget centralt og symbolsk sted for et bysbarn, der er genopstået og som et mindesmærke i byen Kalundborg. En repræsentant for historie, kultur og lærdom og naturelsker, alle begreber som så smukt gemte sig i Lundbyes værk og væsen.

I de senere år har jeg arbejdet med bronzeskulptur i relief og figur bl.a. til flere kirker i Danmark og USA og jeg vil tillade mig at henvise til bronzeporten til Viborg Domkirke. For det arbejde modtog jeg Skovgaard medaljen, en malerslægt som var så knyttet til Lundbye.

I forbindelse med Reformations-jubilæet har jeg skabt en bronzeskulptur som i dag står i Luthers slotskirke i Wittenberg.

Maja Lisa Engelhardt”Lundbye er for mig som de gådefulde kilder, man pludselig ser springe frem hist og her i det danske landskab.Hellige kilder der fortæller om alt det skjulte.”