Den kilde, vi ser på Lundbyes billede, løber i dag gennem præstegårdshaven i rør. Længen på billedet er revet ned, men man kan stadig fornemme, hvor kilden har løbet. Kilden dukker frem igen på den anden side af vejen lidt længere nede ad Ulstrup Sønderstrand, og herfra kan man følge den hele vejen ned til vandet. Sct. Laurentii helligkilde fascinerede Lundbye, fordi man antog, at den indeholdt helbredende vand. Folk kom langvejs fra for at blive kureret for alverdens sygdomme. Helbredende kilder som denne var almindelige i mange sogne – og de lå ofte i nærheden af stedets kirke, men var som valfartssted ofte ældre end den. Lundbye var f.eks. meget fascineret af Kirsten Piils kilde i Dyrehaven og livet omkring den, hvilket han har beskrevet meget levende i sin dagbog. Ulstrup kirke havde navn af ’lægekirke’ på grund af kilden. For Lundbye er det et udtryk for koblingen mellem gammel folketro og kristendom. Han giver sit maleri titlen Ulstrup Præstegaard, men motivet fører umiddelbart mere tankerne hen mod et plørehul ved en bondegårdsmødding. Selve præstegården var dengang flot og statelig, men dette ydmyge motiv med den afskårne sidelænge som spejler sig i vandet, havde mere Lundbyes interesse, formentlig på grund af den ekstra betydningsdybdedybde, som den hellige kilde bringer med sig.