Billedet er blevet et hovedværk i dansk malerkunst.
Dette maleri kom til at vække opsigt, da det blev købt – i øvrigt af professor Høyen – til Den kongelige Malerisamling (senere Statens Museum for Kunst, SMK). Men også forargelse. F. eks. lader forfatteren Henrik Nathansen i teaterstykket ’Indenfor murene’ sin hovedperson, Levin, der er blevet præsenteret for billedet som meget moderne, foragteligt sige, at ’det lugter af kostald’.
Men Lundbye var meget glad for sit billede og sin situation. Han skriver 1. juli 1843 til sin sjæleven Lorenz Frølich et brev, hvor han for en sjælden gangs skyld virker lykkelig:
’Nu maa du høre lidt om mig herude ved Nordstranden paa en bar Egn, hvor Tisvilde-skoven er glanspunktet; det er ikke de ranke danske Bøge her groe, men krogede Birke og istedetfor det brune Løv er her sort Lyng i Skovbunden. Deilig er denne Natur, og dog har jeg ikke benyttet den, men har i og ved den Bondegaard, hvor jeg boer og nu sidder og skriver til Dig, fundet en saadan Rigdom for Maleren, at den er en uudtømmelig Guldgrube for mig. Og dig er det en aldeles almindelig Bondegaard, hvis fornemmeste Prydelse er en Gruppe Elmetræer paa en lille Høi. Min gamle Lyst til at tegne og male Dyr er atter vaagnet stærkere, saa jeg har i Stalde og Vandinger, i Faarehuus, Lo og Kalvebaase deilige Motiver. Jeg kan med Sandhed sige nu: jeg har det godt, Gud være lovet! Det er længe siden jeg kunde sige det, hvad Du af mine Breve maa have set.’
Det var i denne tilstand af nærmest lykke, at han gjorde sine forstudier til billedet fra kostalden. Typisk for de to venner, Skovgaard og Lundbye, så har de hjulpet hinanden med at male. En version af billedet bad Lundbye vennen om at gøre færdig, mens han selv var i Italien, for det skulle bruges som gave til en ven. Så Skovgaard anbragte et hestedækken på loftsbjælken, hvor der på det her gengivne er en høne og en hane, og han gav billedet overfladebehandling. De kunne godt hjælpe med at male på hinandens billeder. Senere samme år malede Lundbye et billede af Gåsetårnet i Vordingborg ud fra en skitse, som Skovgaard havde lavet. Lundbye havde aldrig været der selv, men maleriet vakte stor anerkendelse.
Det blev til usædvanlig mange tegninger, forstudier og malerier under deres sommerophold i Nordsjælland i 1843. Og måske var det her, dansk malerkunsts guldalder fandt og befæstede sin egenart.
I de følgende beskrivelser af de billeder, der knytter sig til de øvrige landmarks i denne serie af Lundbyes færden i Kalundborg-egnen, vil vi bl. a. kommentere de træk, der er typiske udtryk for Lundbye som guldalderkunstner.
En formulering, der kan stå som en slags grundsætning for hele Lundbyes virke som kunstner, finder vi i starten af hans dagbog fra 1842. Det kunne også være et program for ’Københavnerskolen’:
”Hvad jeg som Maler har sat som mit Livsmaal er: at male det kjære Danmark, men med al den Simpelhed og beskedenhed som er saa charateristisk for det; hvilken Skønhed er der ikke i disse fine Linier i vores Bakker, der ere saa yndigt bølgedannede, at de synes at være dukket op af Havet, i det mægtige Hav ved hvis Bredder de steile gule Klinter staae, i vore Skove, Agre og Heder? Men kun en Dansk kan male det; hvor falsk er ikke Tonen i de Billeder, som tydske Landskabsmalere her male…” (Lundbyes Dagbog 1842)
