’Syd for Fjorden, lige overfor Refnæs, ligger Asnæs Dyrehave paa en smal Landtange; kort fra hvor Skoven slipper for et udyrket Overdrev paa den yderste Spids med enkeltstaaende forblæste Træer og afgnavede Tjørne, er ved en lille Vig et Par Huse, som kaldes Havnemark. Lundbye synes at have været her sidst paa Sommeren, men Billedet herfra viser os en Efteraarsdag med skyet Luft og gennembrydende Solstrejf; en hvid Kronhjort og en brun Hind spanker ud i Vandet; endnu er paa dette afsides Sted Dyrene – rigtignok kun Raadyr – de levende Væsener, man hyppigst møder og ser. Vandet er i Billedet noget farvet, men det brudte Lys paa Træernes visne Løv udmærket gengivet, og de smukke Linjer i Kysten og i Skoven giver det en egen stor og højtidelig Majestæt. Det synes at have været Lundbye kært, thi han har tegnet det flere gange.’ (Madsen, 1949, s. 88)
Madsens kendskab til lokaliteten er ikke helt opdateret, for så øde, som han beskriver det, har det nu ikke været, selvom billedet tyder på det. Som det fremgår nedenfor, så var der faktisk en del aktivitet ud ved husene pga. sildeeventyret.
Oliemaleriet fremstår som indbegrebet af, hvad man forventer af et guldaldermaleri. Det er et værk, der på grundlag af studier er gennemarbejdet i kunstnerens atelier og som lever op til tidens nationalromantiske idealer. Der er store, højstammede bøgetræer, der vokser tæt ned mod en typisk, bugtende, dansk kyststrækning. ’Vort gamle Danmark skal bestaa, saa længe Bøgen spejler sin top i Bølgen blaa’, som der står i Oehlenschlaegers nationalsang fra 1819. Vegetationen er særdeles detaljeret malet og lyset er varmt og blødt med det brunlige skær i løvet af tidligt efterår. Det er sågar den sjældne, gamle hvide variant af en kronhjort, der kommet ned til fjordens vand, formentlig efter et regnvejr. Himlen er dramatisk med forrevne, sorte skyer, men igennem et hul i dem skinner det guddommelige lys ned via nogle jakobsstiger.
I en tegning let bemalet med vandfarve, billede 2, som er et forstudie til oliemaleriet, ser vi alle elementerne, som går igen i det ’endelige’ maleri, selv Jakobs-stigerne og de store udgåede træer til højre i billedet. Dog er kronhjorten den mere almindelige, grå variant.
Lundbye vendte tilbage til dette motiv fra Havnemarken på Asnæs flere gange gennem årene. Som det ses på billede 3, har han her valgt at sætte det ind i en ret speciel ramme, hvilket han har gjort med en række udvalgte tegninger. Her har han ofte et svagt lyserødt kantfelt og så den karakteristiske buede overkant, som giver os fornemmelsen af at kigge gennem en stor port. Men denne indramning kigger vi ind et dansk ideallandskab, der har alt det, som Lundbye fandt så ’kjært’ og særligt dansk.
