I Lundbyes landskabsmalerier er der stort set altid spor af menneskelig aktivitet. Det er som regel arbejdende bondefolk eller de husdyr, som de lever af, eller de landskabsformer, de har skabt i form af marker, skel og diger. De er gerne indføjet i billedet, så de indgår som en integreret del af landskabet, så man ofte næsten ikke lægger mærke til dem. Landskab, husdyr og de arbejdende bønder er alt sammen del af den store historie om ’det kjære Danmark’. Når vi her i eftertiden ser på guldalderens landskabsmalerier, ser vi dem gerne som billeder af en uspoleret, måske ligefrem uberørt, natur fra ’før verden gik af lave’. Med det sidste tænkes der på industrialiseringens effektivisering, udnyttelse og underlægning af naturen med maskinkraft og bebyggelser. Men Lundbyes billeder viser os et Danmark der bliver taget i besiddelse af bønderne. Efter ophævelsen af stavnsbåndet i 1788 og bøndernes efterfølgende udflytning fra landsbyerne, blev det danske landskab pludselig befolket på en hel anden måde. Men den menneskelige aktivitet glider naturligt ind i naturen og det samlede billede.
I maleriet af Vrie-dyssen har Lundbye anbragt en gruppe af køer og måske får, så landskabet fremstår som stedet for bondens virke. Det er på den måde også interessant at bemærke, hvad man ikke finder i Lundbyes landskabsbilleder. Man finder ikke, eller kun yderst sjældent, vilde dyr. Sofastykket med den brølende hjort er så langt fra Lundbye, som man kan tænke sig. Hans ærinde stikker langt dybere: han vil fortælle Danmark gennem sin kunst. Det er også påfaldende, at man næsten aldrig ser et nåletræ i hans billeder. For ham er den danske skov eg og bøg, som vi finder det besunget hos f.eks. Oehlenschläger. Men i forbindelse med bøndernes byggeri i forlængelse af udflytningen og englændernes sænkning af den danske flåde i 1801 og 1807, blev der iværksat et storstilet skovrejsningsprojekt – og her var nåletræerne i fremmarch. I en omfattende artikel om skovens historie i Danmark i Gyldendals Denstoredanske.dk står der: ’…det kan konstateres, at eksempelvis Johan Thomas Lundbye efter sin nationale vækkelse konsekvent udelod nåletræer fra sine landskabsmalerier. Også hvor sådanne påviselig fandtes.’ Man kan dog tilføje, at han i sine allersidste billeder brugte nåletræer, som med deres delvise vissenhed blev udtryk for tomhed og død.
Det blev i øvrigt en interessant forskel i motivvalget hos de to nære venner, P. C. Skovgaard og Lundbye, hvis grundstil ellers minder meget om hinanden, at Skovgaard blev skovens maler, mens Lundbye det åbne landskabs maler.
Her ses et forstørret udsnit fra Lundbyes Vrie-dysse-billede, hvor der er tamme dyr, stendige og ingen nåletræer. Et landskab taget i besiddelse afr bonden.
