Det er værd at lægge mærke til en lille detaljeforskel mellem blyanttegningen Billede 3 og oliemaleriet Billede 1. I tegningen har han placeret en båd, der er trukket op på stranden. Den har muligvis været der, da han sad og lavede tegningen, og som vi ser på utallige af hans tidligere billeder, så ynder han at have markører af menneskelig aktivitet integreret i sine billeder på en diskret og organisk måde. Det falder også fint i tråd med professor Høyens program for den danske malemåde, der bl. a. skulle anerkende folkekulturen. Men båden er væk i den ’færdige’ udgave, som oliemaleriet må siges at være, da det især er tiltænkt en offentlighed. Lundbye skriver flere steder i breve og dagbog, at det der især betog ham ved Refsnæs var landskabets uopdyrkede uberørthed og fornemmelsen af landskabets oprindelighed, storhed og ro. Det er måske det, han vil udtrykke med den tyngde og monumentalitet, der er i maleriet.

Men så overrasker han os alligevel en gang til. Kigger man efter i billedet, ser man oppe på skrænten lidt til venstre for midten, at der står en kvindeskikkelse. Hendes træk er kun antydet, men forstørrer man et udsnit af maleriet, som her i billede 5 og 6, ser man, at hun bærer en sort kjole, en hvid overdel eller et sjal og en hovedbeklædning af en slags. Måske bærer hun en kurv eller lignende på armen.  Det kunne være en ung kvinde, men måske også en midaldrende. Der boede ikke ret mange mennesker yderst på Refsnæs, og sikkert ikke mange unge kvinder.     I vandfarvebilledet, Billede 2, ser man en skikkelse på stranden som det eneste tegn på civilisation, og man fornemmer, at det er en mandsskikkelse. Man kan antage, at han er anbragt der for at give en forestilling om dimensionerne i landskabet. Hvis skikkelsen oppe på klinten skal tjene samme formål, hvorfor er det så en usandsynlig kvinde, der er ude på en ensom spadseretur en tidlig morgen i et øde landskab?


Der kan muligvis være tale om, at kvinden på klinten enten er Fru  forvalter Herdal eller hendes datter, som var herskabet på Røsnæsgården, hvor Lundbyes broder, Honoratius, opholdt sig for at lære om landbrug. De to kvinder er formentlig dem, som Lundbye på samme tur har malet stående ved en strandeng foran en lille bro lidt længere ude langs kysten. Dette maleri beskrives ved et senere landmark.

   Men man kan også anlægge en mere subtil udlægning af kvinden på skrænten. I sit hovedværk ’En dansk Kyst’ fra 1843-44 har Lundbye også anbragt en næsten skjult kvindeskikkelse øverst på skrænten, hvor hun står sammen med et lille barn på en paradisisk lille plet. Her er der meget gode grunde til at antage, at der er tale om at Lundbye har malet sig selv som barn sammen med sin elskede moder ind i billedet. Måske er der i dette Hellede Klint-maleri, som i øvrigt har mange ligheder med hovedværket, en lille hilsen tilbage hertil.