Den sidste tid før han afsluttede sit besøg på Røsnæs i 1843, var Lundbye på to ture med broderen Honoratius. Om formiddagen var de ude på spidsen og vejret havde været noget regnfuldt og tåget. Men om eftermiddagen klarede det op, og så ville han slutte af med at se den klint, som især drog ham. Han skriver i sine notater fra turen til Røsnæs:

’ … nu nærmede Tiden sig, da jeg maatte tænke paa at vende tilbage til Gaarden hvorfra jeg samme Aften skulde ride til Kallundborg igjen. Men længe havde en guul Skrænt stukket mig i Øinene; den maatte jeg først see. Da vi kom nærmere til den, blev den høi, og ragede med Toppen op i den mørkeblaa Luft; Veiret havde nemlig forandret sig, og det deiligste varme Solskin afløst den kolde, fugtige Formiddagstaage. Vi nærmede os denne Klint omtrent i samme Retning, som Solstraalerne paa denne Dagstid faldt, og det var en mageløs Farvepragt, at see den gule Klint mod den dybe blaa Luft, uden Skygger, Formerne kun betegnede ved de fineste Reflexer; det var henrivende deiligt. „Kan du gaa herfra uden at tegne?” spurgte Ratus. Det falder tungt — svarede jeg, og Enden blev, at jeg satte mig paa en Steen ved Stranden og gjorde en Tegning af Partiet; Pennen løb saa hurtigt som Fingrene kunde føre den, men dog er jeg ham megen Tak skyldig fordi han fik mig til at glemme Tiden thi jeg har stor Glæde af denne raa Tegning. Vi gik omkring Klinten, og i Sidelys var den endnu deiligere, men her vilde det ikke være muligt i en Hast at tegne de smukke Former med den rige Afvexling af Skygge, Lys og Reflex. Det var det Sidste og jeg troer det Kjønneste jeg saae af Kysten paa Refsnæs. Snart vare vi ved Gaarden og jeg tilhest, Ratus gik ved Siden noget ud ad Veien; derpaa sagde jeg ham Tak for det deilige Besøg og Farvel. I et jevnt Trav tilbagelagde jeg snart de 2 Miil ind til Byen ad den store Landevei…’

Tegningen, som han senere farvelagde, af den skrænt, som betog ham så meget med sine skygger, lys og refleks, er billede 10.


Han skriver i et brev til fru Høyen om sin glæde ved at male ved Hellede Klint: ’Den maa males mellem 12 – 3, og jeg spiser da Kl.  11 og trasker i Rullesteen og Tang over en halv Times Vei dertil, men saa er alt glemt, naar jeg tænker, at jeg engang skal have dette Studie i god Behold i København’.

Karl Madsen skriver i sin biografi efter at have citeret dette brev:

”Flere Gange har han den følgende Vinter ledsaget den mundtlige beskrivelse af Refsnæs, han gav sine Venner, med smukke og meget nøjagtige Tegninger af Hellede Klint. Det synes som om ingen af Lundbyes Arbejder har skaffet ham selv større Glæde end Studierne fra Refsnæs. Efter at han (…) var taget herfra ind til Kallundborg, skriver han til Fru Høyen: ’Mine Tegninger bragte jeg selv med mig, mine malede Sager komme først i morgen, men saameget lever jeg i disse Sager, at jeg forsikkrer Dem, jeg er barnagtig urolig for at de skal komme til noget; jeg savner det, at jeg ikke i dag kan som ellers hver Aften og Morgen see dem igjennem.’”