Landskabet ned gennem kløften og ned til kysten ved dette landmark, har noget særligt ’lundbyesk’ over sig. Bemærk det afgræssede overdrev, bakkernes buer og den lille, forblæste bakke ned mod vandet. Set med blå himmel med skyer som baggrund, kan den minde en del om et kendt Lundbye-maleri.
Det er i det hele taget karakteristisk, at folk, som har studeret Lundbyes værker, begynder at se på landskaber så at sige med hans øjne. Når man færdes i naturen, fristes man til at udbryde, at dér er en Lundbye-høj, dér en Lundbye-himmel, dér en Lundbye-kyst, eller sten, krat eller sti. Udover de store scenerier, var han også de upåagtede motivers maler. Måske er det især dem, der gør, at vi i dag ser landskabet som ’Lundbyesk’
I breve og dagbogsoptegnelser fornemmer man imidlertid tydeligt Lundbyes betagelse af netop landskabet på den sydlige kyst af Røsnæs.
Som antydet, Lundbyes maleri herover har noget roligt alvorsfuldt, måske noget fredfyldt tungsindigt over sig. Disse følelser kunne de øde, danske landskaber vække i ham. Da Lundbye var på sin Røsnæs-tur i 1843 skrev han i et brev til sin nære ven Lorenz Frølich: ’Jeg har lært at kjende Egne, uberørte af Agerdyrkningsredskaber, i hele deres ejendommelige Vildhed – dér synes jeg først er det rette Stof for Maleren, dér føler jeg de dybere Strænge i mit Indre anslaaede, og jeg gribes af en unævnelig Glæde, der bringer Taaren til at dirre i mit Øie. Ja, Naturen har noget Højere og Ædlere end Alvor, den har Ro! Alvor, mildt Alvor har jeg fundet i mangt et elskeligt Menneske, men aldrig denne usigelig Fred og Ro’.
Efter sommerens ophold på Refsnæs i 1847, året hvor han malede billedet ovenfor, skriver Lundbye igen til vennen Frølich: ’Men så dejlig som nogensinde står bestandig vor Natur for mig, og jeg savner Dig for at nyde den endnu mere ved Meddelelse til Een, der dog stemmede med mig som ingen Anden. Jeg har på Refsnæs gjort en halv Snes Studier, hvoraf nogle ville fornøie Dig, som de fornøie mig selv’.
