I et brev fra juni 1847 til sin ven, lægen Frederik Krebs, omtaler Lundbye sit møde med en gammel røgter, som holdt til i Klintebakkerne. Han har nok været knyttet til Røsnæsgården, hvor broderen, Honoratius, boede. I modsætning til de andre lokale røssinger han havde mødt under sit besøg, så var røgteren en mand lige efter Lundbyes hjerte:
’…maaske den interessanteste af denne herlige Stand, jeg altid ser til som den eneste, jeg kunne valgt udenfor min egen. Han har faaet Kvæget saa tamt og kjælent, at det er halvvejs, som havde det Menneskeforstand. Han lever ude i Klintebakkerne hos Køerne og jeg har været Vidne til, hvorledes han hele Formiddage, mens jeg malede, gik og puslede om dem, idelig talende med dem. Han blæser for dem i et vestindisk Horn, som han kalder det, – en stor Conchylie, – og for at gjøre Skikkelsen fuldendt i poetisk Henseende, saa gaar hans Kone aldrig under andet Navn end Viben.’
Denne beskrivelse giver et rammende indblik i Lundbyes univers, hvor et simpelt, ensomt liv i pagt med naturen og dyrene og så en lille kone derhjemme, man kunne kalde ’Viben’, udgør drømmen om det fuldendte liv.
