Noget meget karakteristisk ved Lundbyes landskabsbilleder er, at forgrunden i dem sædvanligvis er malet med uhyre præcision, hvorimod baggrunden ofte er mere utydelig.
Dette giver en oplevelse af dybde og storhed i perspektivet. Man kunne sige, at den måde at ’se’ på minder om det menneskelige øjes måde at se på.
Når vi med øjnene stiller skarpt på noget, der er tæt på os, så bliver vores oplevelse af det, der er fjernere, mere uskarpt. Dette ses også på fotografier, der er taget med spejlreflekslinse.
Nogen har påstået – f.eks. Lundbyes nære ven P. C. Skovgaard – at Lundbys hang til denne teknik skyldes, at han var nærsynet og for forfængelig til at gå med briller. Men han kunne bruge umådelig meget tid på at male forgrund på sine billeder.
Han brugte sylespidse pensler og han lavede grundige studier i felten af blomster og græsser.
Der er kongelys, burreblade af Filtet Burre, og ganske ydmyge, farvestærke blomster, som den blå forglemmigej og de hvidblomstrede vilde jordbær.
Se et eksempel herpå (billede 5) af det oprindelige billede herunder og bemærk, hvor effektfuldt lyset spiller ind i planterne omkring den lille sten, hvor der også har sneget sig en lille, hvid kålsommerfugl ind:
