Den monumentale stendysse i forgrunden på maleriet ligner ikke den, vi ser i landskabet i dag, men er sammensat af sten, vi finder på andre skitser, som Lundbye lavede af dysser i omegnen.
Dækstenen her minder f.eks. mere om den vi ser ved stensætningen ved Landmark 6, den der kaldes ’Hundehovedet’, men også lidt om dækstenen på en dysse, han har tegnet skitse til ved Vedby. Skitsen her, som i øvrigt også viser hans uopnåelige, elskede Louise Neergaard, er lavet senere end maleriet, men han kendte allerede til dyssen.
Dækstenens form på maleriet, og den spinkle måde, den støtter på understenene, giver dyssen en lethed, som forstærkes ved, at man kan se igennem den.
Allerede på den blyantsskitse, som han lavede som forlæg til sit maleri, kan man se, at Lundbye har ændret på dyssens form. Her virker overliggeren mere tung.
På det endelige maleri er fjorden er perspektivisk hævet noget for at give det store, brede udsyn, og på Asnæs i baggrunden skimter man noget, der ligner en kirke, som Lundbye muligvis har anbragt for at forankre stemningen i det religiøse.
Han har placeret en gruppe køer i højre side af billedet for at markere landbrugets integrerede rolle i landskabet. På samme måde er stendiget menneskabt og danner med skyggebuen og den lige linje en del af billedets samlede komposition.
Billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt siger i Museum Vestsjællands PodCast ’At male det kære Danmark’, 2018, med udgangspunkt i netop dette maleri, at det ikke ’passer’.
Overliggerstenen er forkert, skyggerne er forkerte, landskabet er forkert, horisonten er forkert – og der er placeret en kirke på Asnæs, som ikke er der i virkeligheden. Men det er netop det, der gør hans billede til kunst.
Som hun siger, Lundbye maler ikke Vrie-dyssen, som den er, men maler ’gravhøjen som sådan’.
Der er så meget mere i billedet, som klinger med, når man betragter det.
Ifølge hende er det netop det, der gør, at hans kunst rækker ud over hans tid.
I det følgende kommenteres fire udsnit fra dette maleri, som hver viser en side af Lundbyes teknik.
