Ved sit lange ophold i Kalundborgegnen i juni-juli 1847 er Lundbye først en halv snes dage på Røsnæs og derefter nogle dage på Asnæs og slutter så besøget af med nogle dage hos moderen. Her har han vandret med sin tegneblok i barndomsbyen, og måske haft lidt nostalgiske minder på turene, nu hvor han syntes at moderen havde opofret sig for meget for at holde hus for sin store, noget affældige familie. Allerede ved besøget året før skrev han i et brev til vennen P. C. Skovgaard, hvor moderen passede sine forældre, en svagelig tante på 80 og en slægtning med fire syge børn:
’Det gamle Hjem (…) er saa forandret og svagt, at det ikke har beholdt endog kun Skyggelighed med det gjæstfrie Huus, der saae vore Barndoms og Ungdoms Ferie-Glæder, og et i Sandhed sørgeligt Lod traf min Moder, da hun bestemt sig til at opoffre sig til Tjeneste og Hjælp og Pleie hos de gamle Forældre; dog, føler hun det, er det uden Klage, som Noget, der er naturligt og ikke kan eller skal være anderledes, hvor meget end hendes Sønner kunne ønske sig det.’
Tegneblokken var nærmest en slags dagbog for ham og han havde den altid med sig. Billede 12 herover er et eksempel på, hvordan han fæstner sine indtryk, når de falder for.
Lorenz Frølich, der i øvrigt havde besøgt moderen i Kalundborg, mens Lundbye var i Italien, skrev mange år efter Lundbyes død en erindringsartikel til ’Ude og hjemme’ november 1877, hvor han bl. a. skriver om vennens skitsebøger:
’Lundbyes Skitsebøger ere interessante Dagbøger, idet de bestandig bærer Spor af, hvor han færdes; thi han glemte aldrig at forsyne sine Studier med Tids og Steds Angivelse, ofte ogsaa med en eller anden morsom Bemærkning eller et Vers af en af vores Digtere, – og af dem bevarede hans gode Hukommelse mange – hvilket hans poetiske Sans fandt passende til det, han i sin Tegning søgte at Udtrykke. Han saa det smukke og maleriske over alt, og enhver Ting blev tiltrækkende ved hans Behandling!’
Netop d. 3. juli 1847, på en afsluttende vandring i byen efter det lange besøg, lavede Lundbye denne forunderlige tegning i sin skitsebog.
Tegningen her er på mange måder bemærkelsesværdig. Vi ser to grupper af børn, en gruppe piger og en gruppe drenge, der leger neden for Møllebakken. På bakken ses en stubmølle og en nyere hollandsk hatmølle. Titlen ’Soldat og Paradiis’ refererer til de lege, børnene leger, men udtrykker måske også på et lidt dybere plan en opfattelse af kønnene, som Lundbye har oplevet, da han selv var barn. Pigerne i den forreste gruppe, der leger hinkelegen ’paradis’, er meget skarpt og detaljeret tegnet, så man ser deres yndefulde, afslappede holdning og bevægelser, og deres tøj smyger sig i bløde folder om deres kroppe. Den knælende pige kigger hen imod den anden gruppe, drengene, der leger ’soldater’. Denne gruppe er meget mere løst og skitseagtigt gengivet. De tre børn marcherer stift efter en meget brysk udseende mand, som tilsyneladende strengt overvåger deres eksercits. Den forreste dreng med geværet kigger hen på den knælende pige, som han har øjenkontakt med, måske fordi han gerne vil lege med der. Den næste dreng er koncentreret om at slå på tromme. Den sidste kigger sløvt marcherende ligeud med en skeagtig ting i hånden. Måske er det en pige, hvilket kjolen kunne tyde på, selvom der er noget drengeagtigt over kasketten.
Den følgende tegning, Billede 14, som Lundbye lavede 10 år tidligere, har han givet titlen ’Lille Carl til hest i uniform’. Den forestiller hans mosters søn som 4-årig. Drengens udklædning minder meget om den, drengen i ’soldatergruppen’ har på. Så det er måske noget soldaterudklædningstøj, som Lundbye husker. Kosten, der agerer hest, er dog skiftet ud med en genstand, der minder om en ske. En pony?
Lundbye var den midterste af syv brødre. Den strenge militærfar ønskede, at alle hans drenge skulle gå militærvejen. Det gjorde de også, alle undtagen Johan Thomas. Som barn var han svagelig og ofte syg og sengeliggende, og elskede at sidde og tegne og være sammen med sin moder, som han knyttede sig stærkt til. Han skriver selv, hvordan brødrene legede soldat udenfor mens han sad inde og hørte moderen synge og fortælle historier og sagn. Når faderen kom hjem og så, at Johan havde siddet og lavet tegninger, kastede han dem i kakkelovnen og sagde, at hans børn skulle lege soldaterlege.
Det er svært ikke at tolke disse erfaringer ind i tegningen af de to grupper børn ved Møllebakken. Og det er nok heller ikke tilfældigt, at det lige er ’Paradiis’, de lokkende piger er ved at lege, og at det modsvares af de blege drenges ’Soldat’.
