Strøet ud over alt i breve og dagbøger skriver Lundbye om sin tro på, at den danske bonde er bærer af det mest værdifulde i den danske folkekarakter. Således f.eks. i et brev til vennen Lorenz Frølich, som han i juni 1843 skriver til fra Veiby i Nordsjælland, som han besøger sammen med P. C. Skovgaard, hvis fødeegn det er. Det er umiddelbart efter hans kuldsejlede forelskelse i Louise Neergaard fra Vedbygård:
’Det har noget ganske glædeligt i denne Skuffelsens Verden ved sig at see: at dog ikke alle Ungdommens Drømme vare falske. Vor Tro til Bondestanden, som den, der endnu gjemte dejlige Træk af et naturligt, ufordærvet Liv, kan jeg bevidne ikke var fejl. Jeg har her levet mig ind i Bondelivet, jeg bor hos en Bonde, omgås dagligt Bønder og har deraf den største Glæde. Jeg besøger dem, ikke som Københavneren, der gør dem den Ære, men jeg trækkes til dem af Lyst.’
Denne tillid til bondestanden lider flere knæk med tiden. Hele hans projekt som kunstner var at tjene ’det kjære Danmark’, at få folk til at skønne på det særlige danske landskab og på historien. Han er i alvorlig krise i efteråret 1847, ca. et halvt år inden sin død. Her skriver han i dagbogen:
’Mine Billeder skulde være folkelige og mangfoldige, Almuen, Bonden skulde glædes ved dem, skulde ved dem bestyrkes i Kjærlighed til sine Sagn, fortælle dem paa ny for sine Børn, idet han viste dem Gaardnissen som kommer om Natten og fodrer den smukke hvide Hoppe, eller den hellige Anders’ Kors. Bonden skulde skaane Steendyssen på sin Mark, naar han saa den aftegnet – smukke Drømme! Udsprungne som jeg troede af en Kunstnersiæl, der kærlig knytter sig til Folkepoesien og vil gjøre alt for at holde Livet i den. Ja, jeg tror i saadanne Øjeblikke, at jeg er Kunstner, men kunde jeg see den Modtagelse, mine sager nyder, see det haanlige Smil, hvormed den Dannede betragter Afbildninger til ’Ammestue-Eventyr’ – see det dumme Øie, der i Bondestuen beglor dem, eller det sløve Blik, der hos Haandværkeren siger: Jeg har Kone og Børn at sørge for, de mættes ikke af det Krims-Krams! – Det var de Billeder, der skulde bidrage deres Skærv til , at den saakaldte Dannede skulde lære at agte sin Broder bag Ploven, og denne at agte sig selv, de Billeder, der skulde være en glæde for Håndværkeren i hans fritid. – Jeg meente det godt og gav det Bedste jeg havde, men det var ikke nok, mine Kræfter var for ringe og jeg duer til Sligt lige så lidt som til at male Landskaber.’
