Til trods for mødet med en Per Degn-type som skolelærer Larsen, så bevarer han i 1843 sin tiltro til den bonde- og almuekultur, som han begejstret havde mødt på sin tur til Vejby i Nordsjælland samme sommer. Han var i øvrigt stærkt ansporet af sin nærmest faderlige mentor, professor Høyen, til at lade sig inspirere af den danske bondekultur i sine arbejder for gennem sin kunst at styrke den danske selvfølelse. I hvert fald skriver han i dagbogen d. 28. august 1843:
’…. Jeg fattede den Beslutning en anden Sommer at leie mig i Kost paa nogen Tid hos en Gaardmand herude, for at male ved Stranden – da skal jeg nok lære Røssingerne at Kjende ligesaagodt, som jeg lærte at kjende Morten Jensen og Jens Nielsen og Niels Jensen og Slagter Niels og flere i Vejby i denne Sommer, da jeg i to Maaneder levede lykkelige Dage hos Bønderfolk, og lærte blandt dem herlige Mennesker at kjende.’
Men det længere ophold i juni 1847 blev præget af, at den bonde- og almuebefolkning, som han så gerne ville komme i møde og lære af, slet ikke levede op til hans forventninger. Tværtimod. Lundbye beskriver 23. juni i et brev til vennen Svend Grundtvig opholdet på Røsnæs som en blandet fornøjelse, hvor kun naturen holdt ham ”skadesløs”: ”Mændene stridbare, deres Præst og Degn paa Nakken, Quinderne stille, sky indtil Vanvid, saa det var med Rædsel jeg saae Arret i min Vertindes Arm efter hendes egen Broders Bid (…) Naar nu dertil kommer at Præst og Degn troede at have det hver i sin Magt at faa den anden i Slaveriet, eller, som det hed fra den ene: at see den Anden i Jern, så vil Du skjønne at der mer have været nogen Skuffelse i Henseende til Ønsker, der fornemmelig gik ud paa at finde og optages i et stille, idyllisk, landligt Liv”.
Men var han skuffet over mødet med lokalbefolknIngen, så var han så meget desto mere begejstret over mødet med naturen på Røsnæs. Lundbye er en flittig skribent når han ikke maler og tegner. Således kan vi forstille os, at han har siddet og skrevet lange breve til sine venner i det uhumske kammer hos bonden i Ulstrup. F.eks. slutter han et meget langt brev til vennen Lorentz Frølich d. 29. juni 1847 således:
’Men saa dejlig som nogensinde staar endnu bestandig vor Natur for mig, og jeg savner Dig for at nyde den endnu mere ved Meddelelse til Een, der dog stemmede med mig som ingen Anden. Jeg har paa Refsnæs gjort en halv Snees Studier, hvoraf nogle ville fornøie Dig, som de fornøie mig selv. Tager i morgen over til Asnæs for ogsaa der at male ved Stranden den af Nordvestenvinden lidende Skov…’
