Lundbye fattede særlig interesse for to af de største sten i den vestlige del af kransen, den der vender mod kirken.
Dem har han tegnet og farvelagt separat flere gange og brugt dem i forskellige sammenhænge.
På billedet ovenfor fremstår de to bautasten meget monumentale og storladne. Ser man stenene i dag, overraskes man nok over, hvor små de i virkeligheden er. Men Lundbye elskede dem og brugte dem som nævnt flere udgaver, bl. a. i et træsnit til en illustration i Flinchs Almanak fra 1843 (billede 5).
Her kan man bemærke, at der er to signaturer på træsnittet, ligesom på træsnittet af Kalundborg Kirke. Ud over Lundbyes signatur til venstre, har også træsnittrykkeren Andreas Flinch anbragt sin signatur på billedet nederst til højre. Det var en særlig kunst at overføre en tegnet skitse til en trykplade, og her arbejdede Lundbye ofte sammen med Andreas Flinch. Han introducerede også sin ven Lorentz Frølich til Flinch og rigtig mange af Frølich’ s illustrationer lavede de sammen.
Det var i løbet af dette samarbejde, hvor Lundbye bl. a. illustrerede gamle sjællandske folkesagn, at han begyndte at befolke naturen med nisser og trolde, som flere af sagnene også handlede om. Resten af livet blev disse trolde hans tro følgesvende og de optrådte ofte som han alter ego. Under italiensrejsen 1845-46 lavede han ligefrem en dog Troldom og Huletanker, var helliget disse væsener. Han har lavet hundredevis af tegninger af sin bakketrold, som han yndede at kalde Sindre. Tit placerede han disse underjordiske væsner i og omkring gravhøje, som han konstruerede efter erindringen.
Dyssen her, hvor nissen står og skuer ud over landskabet har visse mindelser om Underdyssen eller Hundehoved-dyssen med bautastenene, uden dog at være nøjagtigt gengivet. Lundbye citerer under tegningen den svenske digter Mollin: ’Hvor man paa Heden ser en Fackla glimma – der gaar på gullet tomtebissen vackt.’. Trolden har altid skæg og er gammel, som om hans sjæl i alder er knyttet til stendysserne. Efterhånden genkender man Lundbyes egne træk i de gamle dværgfolk, han tegner, og på en måde kan man sige, at han følte et slægtskab med dem. Der er noget særegent skandinavisk ved dem. Sinde er navnet på den norske udgave af trolden, digtet han citerer her er svensk og han finder ham overalt i det danske landskab – og han bringer ham med på sin rejse til det fjerne Italien som en mindelse om sin hjemegn..
