Teglværket på Asnæs findes ikke mere, og Lundbyes oliemaleri fra 1847 er det eneste vidnesbyrd på, hvordan det så ud. Ikke engang en matrikeloversigt er tilgængelig, kun en brandtaksation fra 1862 giver en smule beskrivelse af de bygninger, der indgik i værket. Lundbye har sikkert været betaget af, hvor harmoniske og smukke bygningerne var, og nok også interesseret i den rolle teglværket har haft i bønderenes mulighed for at etablere sig og bygge deres eget sted i landskabet. På den måde er teglværket en slags symbol på den nationale, folkelige bevægelse i Danmark. Det er usædvanligt i Lundbyes produktion, at han har ladet en markant bygning være det bærende element i et billede.