Børn og unge er en stor del af Lundbye Kunstfestival 2024. Vinderne i festivalens store kunstkonkurrence er kåret.
– I er dæleme dygtige. Hvem ved – nogle af jer har måske en lille Lundbye i maven.
Kalundborgs borgmester Martin Damm var fuld af lovord, da han søndag åbnede udstillingen i Bispegårdens kælder med 47 udvalgte værker fra Lundbye Kunstfestivals store kunstkonkurrence for børn og unge.
I alt 78 værker er indsendt til konkurrencen, som blev udskrevet 1. marts i år. Blandt de 47 værker har dommerkomiteen med billedkunstlærer Annette Møller Bach, billedkunstner Maja Lisa Engelhardt og lærer Steen Fafner fordelt 1., 2. og 3. præmier i de tre alderskategorier 5-10, 11-16 og 17-22 år.
– Og det har ikke været nogen nem opgave med så mange gode værker. Alle havde fortjent en præmie, understregede Annette Bach Møller, der sammen med Søren Vind er tovholder for Lundbye Kunstfestivals børn- og ungetema – en stor og vigtig del af festival 2024.
En kæmpesvane i lys og mørke
Konkurrencens temaer var, i tråd med festivalens hovedudstilling, guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye, alter ego eller dyr – eventuelt i en kombination.
Og havde man forventet en masse billeder med stendysser eller køer a la Lundbye, ventede der en overraskelse. Jo, der er både dysser og guldalderkøer men som oftest med et overraskende twist. Som nu Laria Bettos vinderbillede i aldersgruppen 11-16 år. Billedets to køer kunne godt være taget ud af et Lundbye-landskab bortset fra, at den ene har fået hovedet skåret af. Billedets titel: “Kødforbrug”.
Lundbye med et twist. Laria Bettos vinder billede i gruppen 11-16 år
Eller tag Maria Stoklunds vinderværk hos de 17-22 årige: En stor collage med en svane, Danmarks nationalfugl, som motiv, sirligt bygget op af en masse bitte små lyse og mørke billeder, som ved nærmere granskning viser sig at repræsentere henholdsvis de gode og onde kræfter i verden.
Maria Stoklund har ikke styr på, hvor mange bitte små billeder, der er gået til at tegne det store. Men det er mange. Rigtig mange. Foto: Per Christensen.
Mere end guldalder
-Lundbye og dyr har i særlig grad appelleret til de yngre i kategorierne 5-16 år, mens de unge fra 16 til 22 år i langt højere grad har givet sig i kast med alter ego-temaet. Faktisk i en sådan grad, at man som beskuer nok ikke umiddelbart tænker på guldalder og Lundbye, når man bevæger sig ned i kælderen. Og det er simpelthen lige, som det skal være! sagde Annette Bach Møller i sin tale til de unge udstillere.
Vinderne i de tre kategorier. Fra venstre Maria Stoklund (1. præmie 17-22 år), Mads Korslund Prammann (2. præmie 11-16 år), Benjamin Henrik Valentin Frausing (2. præmie 5-10 år), Emil Valdemar Deigaard Sørensen (1. præmie 5-10 år) med sin mor Laura, Avesta Mamo (3. præmie 11-16 år), Laria Betto (1. præmie 11-16 år) og Anne-Marie Schoop (3. præmie 17-22 år). Bagved borgmester Martin Damm, kulturchef Jane Hald Christiansen og billedkunstner Maja Lisa Engelhardt. På billedet mangler præmievinderne Hannah Friis Holdt og Alberte Pedersen. Foto: Per Christensen.
De dybeste tanker
-Børnene og de unge er gået til sagen med alvor. Mange af billederne udtrykker deres personlige problemer, og hvad de går og slås med. Det får de ud gennem værkerne – ganske som i sin tid Lundbye, siger Maja Lisa Engelhardt.
Annette Bach Møller: – Det er deres dybeste tanker, de krænger ud. Det er jo det, billedkunst kan.
6-årige Emil havde sendt sit drabelige billede med titlen ”Draculas hævn” ind til konkurrencen. Han vandt i kategorien 5-10 år. Foto: Per Christensen.
Vinderne:
5-10 år.
1. præmie Emil Valdemar Deigaard Sørensen, 6 år. “Draculas hævn”.
2. præmie Benjamin Henrik Valentin Frausing, 9 år. “Den stjernefulde nat.”
3. præmie Hannah Friis Holdt, 10 år. “Struds.”
11-16 år.
1. præmie Laria Betto, 15 år. “Kødforbrug”.
2. præmie Mads Korslund Prammann, 13 år. “Lundbye tegner i naturen”.
3. præmie Avesta Mamo, 15 år. “Stenens forvandlinger.”
17-22 år.
1. præmie Maria Stoklund, 17 år. “Svanen”
2. præmie Alberte Pedersen, 17 år. “Det, der skal skjules”.
3. præmie Anne-Marie School, 19 år. “Ført blind”.
Præmierne er gavekort på henholdsvis 1.500 kr., 1.000 kr. og 500 kr.
Udstillingen kan ses i Bispegårdens åbningstid under hele festivalen – det vil sige til og med 8. september. I udstillingen er der indrettet et kreativt værksted, hvor man selv kan gå i gang med farver og papir.