Lundbye er vendt hjem

Selv vejret var, som borgmester Martin Damm bemærkede, med sol og lette skyer i Lundbye-lune, da en talstærk skare af kalundborgensere og gæster ude fra lørdag bød Johan Thomas Lundbye velkommen hjem til Kalundborg.

Billedkunstner og Lundbye-discipel Maja Lisa Engelhardts bronzeskulptur af en af byens bedste kendte sønner (i hvert fald uden for Kalundborg) blev afsløret på det befærdede hjørne, hvor J. Hagemann-Petersens Allé møder Klosterparkvej. Og hvor land og by mødtes på Lundbyes tid.

Den 2,4 meter høje og 500 kilo tunge skulptur blev officielt overdraget til Kalundborg Kommune af Holger Prehnum fra den lokale Lundbyekomité, som i tre år har arbejdet på at realisere skulpturprojektet og Lundbyes hjemkomst med økonomisk støtte fra Bent O. Jørgensens Fond, Den Danske Forskningsfond og Kalundborg Kommune.

Vestsjællands Kammerkor skabte med danske sange en fin musikalsk ramme om begivenheden.

Maja Lisa Engelhardt fortæller om skulpturens tilblivelse. Foto: Ole Brandt.
Og her er han så. Lundbye er hjemme i Kalundborg, omgivet af bysbørn og andet godtfolk. Foto: Ole Brandt.
Skulptur i jordhøjde. Man skal forestille sig guldaldermaleren Lundbye med tegne- og malegrejet under armen på vej hjem til bedsteforældrenes hus i Skibbrogade fra en af sine ekskursioner til sit elskede Røsnæs. Foto: Ole Brandt.
Formand Holger Prehnum overrakte på vegne af Lundbykomitéen overdragelsesdokumentet for Lundbye-skulpturen til borgmester Martin Damm på vegne af Kalundborg Kommune. Foto: Axel Gadegaard.
Vestsjællands Kammerkor sang danske sange og varmede stemmerne op foran Sigrid Undsets Hus på Torvet. Foto: Ole Brandt.
Fælles fodslag. Johan Thomas Lundbye får følgeskab af Maja Lisa Engelhardt og borgmester Martin Damm. Foto: Axel Gadegaard.

Flere nyheder