Arbejdet med Maja Lisa Engelhardts bronzeskulptur af J.Th. Lundbye er godt i gang i Italien.
Midt i februar rejste Maja Lisa Engelhardt til Italien for at gå i gang med skulpturen af J.Th. Lundbye, der til sommer bliver i Kalundborg – efter alle overvejelserne og arbejdet ved skitsebordet.
Og arbejdet er forløbet godt, lyder meldingen – godt hjulpet på vej af det spirende forår i Pietrasanta i det nordlige Toscana, hvor kunststøberiet Fonderia Artistica holder til. Det er her, den 2,4 meter høje bronzeskulptur af Lundbye skal støbes, når man når så langt.
Maja Lisa Engelhardt har, som hun udtrykker det, skullet finde sin Lundbye inde i den meget store klump ler, som støberiet havde klar til hende. Det arbejde er færdigt, og 1. marts gik støberiet i gang med afformningen, fremstillingen af den form, som skulpturen skal støbes i.
Så der er der et stykke vej til selve støbningen, som vil foregå engang til sommer, fortæller Maja Lisa Engelhardt.
Lundbye vender hjem for anden gang
Som det nærmest var kotyme blandt 1800-tallets danske malere var J.Th. Lundbye på en dannelses- og inspirationsrejse til Italien. Den foregik fra juni 1845 til juli 1846, og Lundbye havde mange store både kunst- og naturoplevelser på turen. Men han var undervejs grebet af dyb hjemlængsel og blev bekræftet i, at hans opgave var at male ”det kjære Danmark”.
Kunsthistorikeren Lisbet Balslev Jørgensen har beskrevet det sådan: ”Hver gang han lod sig rive med af noget smukt, måtte hans tanker straks en tur hjem til Danmark for at finde noget tilsvarende, som han så fandt havde større værdi – i hvert fald for ham…”
-De mange tanker, jeg har haft under arbejdet med den monumentale bronzefigur af Kalundborgs enestående bysbarn, har også drejet sig om Lundbyes længsel tilbage til sit landskab, sine dyr og sine blomster, siger Maja Lisa Engelhardt.
Så det ligner nærmest en tanke, at skulpturen bliver skabt i det Italien, som Lundbye selv besøgte men længtes hjem fra. Om nogle måneder vender han hjem igen – for anden gang.
Skulpturen bliver stillet op og afsløret under Lundbye Kunstfestival 2021 i Kalundborg.
Maja Lisa Engelhardt under arbejdet med at finde ”sin Lundbye” i den meget store klump ler, der bliver til skulpturen af J.Th. Lundbye. Prtivatfoto | Maja Lisa Engelhardt med en model af Lundbye i miniformat. Den færdige skulptur bliver 2,4 meter høj. Privatfoto. |