En gravhøj ved Raklev på Refsnæs

Man kan komme til pælen for dette landmark ved at gå fra enden af Skeltoften mellem to parceller og følge stien på græsmarken bagved der fører op til dyssen.

Et af J.Th. Lundbyes hovedværker, malet i 1839. Motivet er Vriedyssen ved Raklev, men typisk for kunstnerens større arbejder forholder billedet sig ret frit til de skitser og studier, han videreudviklede i atelieret.

Johan Thomas Lundbye, En Gravhøj fra Oldtiden ved Raklev på Refsnæs, 1839. Olie på lærred, 67 x 80 cm. Thorvaldsens Museum.

 

Maleriet af Vrie-dyssen

Det er karakteristisk for de større oliemalerier, som Lundbye udarbejdede hjemme i København i vinterhalvåret, at de forholder sig temmelig frit til de skitser og studier, som han havde lavet i felten om sommeren. Således også dette værk fra Raklev Høje. Her lægger han mere vægt på at give billedet det nationalromantiske udtryk, som hans mentor, professor N. L. Høyen fra Kunstakademiet, var ivrig fortaler for, end at lave en virkelighedstro gengivelse af motivet. Den monumentale stendysse i forgrunden ligner ikke den, vi ser i landskabet i dag, men er sammensat af sten, vi finder på andre skitser, som Lundbye lavede af dysser i omegnen. Dækstenen her minder f.eks. mere om den vi ser ved stensætningen ved  Landmark 3, den der kaldes ’Hundehovedet’, men også lidt om dækstenen på en dysse han har tegnet skitse til ved Vedby. Fjorden er perspektivisk hævet noget for at give det store, brede udsyn, og på Asnæs i baggrunden skimter vi en kirke, som han har anbragt for at forankre stemningen i det religiøse. Han har anbragt en gruppe køer i højre side af billedet for at markere landbrugets integrerede rolle i landskabet.

Det er spændende at studere nedenstående skitse, som har været hans forlæg for maleriet. Ved at bemærke sig forskelle i perspektiv og motivdetaljer, kan man få en ide om, hvad der sker, når kunstneren arbejder i sit atelier med tanke for publikum og de krav han som kunstner gerne vil imødekomme.

Billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt siger i Museum Vestsjællands PodCast ’At male det kære Danmark’, 2018, med udgangspunkt i netop dette maleri, at det ikke ’passer’. Overliggerstenen er forkert, skyggerne er forkerte, landskabet er forkert, horisonten er forkert – og der er placeret en kirke på Asnæs, som ikke er der i virkeligheden. Men det er netop det, der gør hans billede til kunst. Som hun siger, Lundbye maler ikke Vrie-dyssen, som den er, men maler ’gravhøjen som sådan’. Der er så meget mere i billedet, som klinger med, når man betragter det. Ifølge hende er det netop det, der gør, at hans kunst rækker ud over hans tid. Nedenfor vises fire udsnit fra En Gravhøj ved Raklev på Refsnæs, som hver viser en side af Lundbyes teknik.

 

Symbolikken i malerierne – tilføjede elementer

Hovedsymbolikken i dette maleri er svær at overse. Stendyssens monumentale fremtoning lægger symbolsk vægt på Danmarks oldtid. Men der er mange andre og måske ikke helt så tydelige elementer af den slags i billedet. Og for at få den slags betydning med i sine billeder, forholdt Lundbye sig ofte meget frit til det virkelige motiv, han malede. Et eksempel på Lundbyes ’manipulation’ med virkeligheden i dette billede er, at han har anbragt en ikke eksisterende kirke på Asnæs, som man ser i maleriets baggrund bag fjorden. Hensigten er naturligvis at lade kristendommen klinge med i dette forsøg på ’at male det kjære Danmark’, som han selv formulerer det. Således er Danmarks historiske oldtid og kristelige forankring sat side og side. Kirken er kompositorisk sat i gruppe med en mindre, fritstående bautasten fra stensætningen og en bondegård, som repræsenterer den danske bondestand. Set under ét kan man sige, at stendyssens voldsomme monumentalitet i billedet gør, at det er vores oldtid, der vægtes mest. Dette ses her i et forstørret udsnit fra startbilledet  En Gravhøj ved Raklev på Refsnæs:

 

Den detaljerige forgrund

Noget meget karakteristisk ved Lundbyes landskabsbilleder er, at forgrunden i dem sædvanligvis er malet med uhyre præcision, hvorimod baggrunden ofte er mere utydelig. Dette giver et oplevelse af dybde og storhed i perspektivet. Man kunne sige, at den måde at ’se’ på minder om det menneskelige øjes måde at se på. Når vi med øjnene stiller skarpt på noget, der er tæt på os, så bliver vores oplevelse af det, der er fjernere, mere uskarpt. Dette ses også på fotografier, der er taget med spejlreflekslinse. Nogen har påstået – f.eks. Lundbyes nære ven P. C. Skovgaard – at Lundbys hang til denne teknik skyldes, at han var nærsynet og for forfængelig til at gå med briller. Men han kunne bruge umådelig meget tid på at male forgrund på sine billeder. Han brugte sylespidse pensler og han lavede grundige studier i felten af blomster og græsser. Og ofte ganske ydmyge planter, som ikke glimrer ved sit udseende. Se et eksempel herpå  i udsnittet af startbilledet  En Gravhøj ved Raklev på Refsnæs herunder:

 

Det befolkede landskab

I Lundbyes landskabsmalerier er der stort set altid spor af menneskelig aktivitet. Det er som regel arbejdende bondefolk eller de husdyr, som de lever af. De er gerne indføjet i billedet, så de indgår som en integreret del af landskabet, så man ofte næsten ikke lægger mærke til dem. Landskab, husdyr og de arbejdende bønder er alt sammen del af den store historie om ’det kjære Danmark’. Når vi her i eftertiden ser på guldalderens landskabsmalerier, ser vi dem gerne som billeder af en uspoleret, måske ligefrem uberørt, natur fra ’før verden gik af lave’. Med det sidste tænkes der på industrialiseringens effektivisering,, udnyttelse og underlægning af naturen med maskinkraft og bebyggelser. Men Lundbyes billeder viser os et Danmark der bliver taget i besiddelse af bønderne. Efter ophævelsen af stavnsbåndet i 1788 og bøndernes efterfølgende udflytning fra landsbyerne, blev det danske landskab pludselig befolket på en hel anden måde.

I maleriet af Vrie-dyssen har Lundbye anbragt en gruppe af køer og får, så landskabet fremstår som stedet for bondens virke. Det er på den måde også interessant at bemærke, hvad man ikke finder i Lundbyes landskabsbilleder. Man finder ikke, eller kun yderst sjældent, vilde dyr. Sofastykket med den brølende hjort er så langt fra Lundbye, som man kan tænke sig. Hans ærinde stikker langt dybere: han vil fortælle Danmark gennem sin kunst. Det er også påfaldende, at man næsten aldrig ser et nåletræ i hans billeder. For ham er den danske skov eg og bøg, som vi finder det besunget hos f.eks. Oehlenschläger. Men i forbindelse med bøndernes byggeri i forlængelse af udflytningen og englændernes sænkning af den danske flåde i 1807 blev der iværksat et storstilet skovrejsningsprojekt – og her var nåletræerne i fremmarch. I en omfattende artikel om skovens historie i Danmark i Gyldendals Denstoredanske.dk står der: ’…det kan konstateres, at eksempelvis Johan Thomas Lundbye efter sin nationale vækkelse konsekvent udelod nåletræer fra sine landskabsmalerier. Også hvor sådanne påviselig fandtes.’  Man kan dog tilføje, at han i sine allersidste billeder brugte nåletræer, som med deres delvise vissenhed blev udtryk for tomhed og død.

Herunder ses et forstørret udsnit fra Lundbyes startbilledet  En Gravhøj ved Raklev på Refsnæs, hvor der er tamme dyr og ingen nåletræer:

 

Skyer, himmel og luft

At ’male luften op’ i sine malerier betød meget for Lundbye. Han lagde utrolig megen tid og energi i at få de store himmelpartier til at få lige så meget liv, som resten af billedet. Og der er også noget karakteristisk – eller måske særlig dansk eller nordisk – ved Lundbyes himle. Han kunne godt lide det ellers ret upåagtede arbejde med at ’male luft’ og han skriver flere steder om sine anstrengelser med netop det. Under arbejdet med sit store værk ’En dansk Kyst’ skriver han i sin dagbog:

I dag har jeg begyndt Undermalingen af mit Maleri. Det har været Bygevejr hele Dagen, så vi (han var sammen med P.C. Skovgaard, som arbejdede tæt sammen med ham om dette værk) have haft de deiligste Lufter at studere, og jeg vil gjerne mindes noget af hvad jeg har seet i dag, naar jeg skal male Luften op. Skyggepartierne af Skyerne noget ivejret stode ikke mørke mod den blaa Luft, men med en zart graa Farve, som tog sig deiligt ud. Lysene maa ikke trænges ud i Kanten, der ei heller maa males for fedt, hvorved Rundingen ville gaa tabt. – Maatte det lykkes for mig at holde de fjerneste Gjenstande i Masser og først lade de enkelte Former træde frem i den mere fremrykkede del at Stykket (….) O, jeg har saa meget i Hovedet, maatte det kun lykkes mig at give det godt på Lærredet…’ (Dagbog 2. juni 1942)

Andetsteds i en senere dagbogsoptegnelse skriver han om arbejdet med luften i et maleri, hvor nogle køer er på vej til malkning:

…Luften skulle blive stribet med fine klare Skyer, heelt over, som vi paa klare Sommerdage saa tit kunne see den, og man seer imod Solen, hvis Virkning på Skyerne skulde tilveiebringe meget fine Overgange, og hvis Glands heelt skulde omhylle den fjernere, større Gruppe af Køer, saa at de stedse vandt Localfarve og Bestemthed eftersom de kom nærmere mod Forgrunden. (Dagbog, januar 1847)

I et brev til vennen Lorentz Frølich skriver han:  ’Jeg har i dag malet luft, men den svarer langt fra til de forventninger, jeg gjorde mig til den i aftes, da jeg malede den i hovedet.’ I det hele taget arbejdede han særlig meget med at luft, så lysvirkninger, dybde og karakter kom frem, som han ønskede det.  Et sted skriver han om, at han skulle passe på ikke at forelske sig i en detalje i sine billeder, f.eks. en særlig dejlig sky, for det ville kunne forrykke helhedsindtrykket i værket.

 

Herunder er et forstørret udsnit af skyerne på himlen fra startbilledet En Gravhøj ved Raklev på Refsnæs ved denne landmark: