Vor Frue Kirke

Ved Havehuset i Kalundborg Museums have.
Uden for museets åbningstider: i vesthjørnet af kirkepladsen.

Kalundborgs vartegn

Den femtårnede kirke var kun firtårnet, da J.Th. Lundbye malede den i 1837. Midtertårnet var styrtet sammen 10 år tidligere og blev først genopbygget i 1871 – 23 år efter Lundbyes død.

Billede: Johan Thomas Lundbye, Kalundborg Kirke 1837. Olie på lærred, 28 x 20,3 cm. Statens Museum for Kunst.

Dette maleri malede Johan Thomas Lundbye som bare 19-årig i 1837.

Han var vokset op i Kalundborg, hvor han de første 8 år af sit liv boede i Skibbrogade 8, hvor der i dag er opsat en mindeplade. Han var den mellemste af syv brødre og moderens øjesten.  Den  strenge fader var militærmand og havde kommandoen over de skanseanlæg, der var etablevet på spidsen af Refsnæs under krigen mod England. Trods faderens bryske modstand mod sønnens ’tegnerier’, måtte han dog give sig for det talent, som Johan Thomas udviste, så allerede som 14-årig startede han på Kunstakademiet i København. Så han har altså studeret på landets fineste kunstinstitution i 5 år, da han malede kirken i fødebyen Kalundborg.

Det slående ved dette maleri er, at den ’femtårnede’ Vor Frue Kirke mangler sit midterste, store tårn. Det var der, da Lundbye som barn voksede op i byen, men det styrtede sammen i 1827 og blev først genopbygget i 1871, længe efter Lundbyes død i 1848. Han holdt meget af kirken og brugte den ofte som motiv. Hos Karl Madsen, som i 1896 skrev en meget stor og omfattende biografi om Lundbye, hedder det, at han ”…mange Gange har tegnet den i ypperlige Tegninger, (og) har godtgjort for os, at den også uden det store Midtertaarn tog sig statelig og ærefrygtindgydende ud”.  Flere af disse tegninger kan man finde, hvis man scanner den QR-kode, som knytter sig til dette landmark.

Kunsthistoriker Hans Edvard Nørregaard-Nielsen hæfter sig i bogen ’Længsel – Lundbye og Kierkegaard’  (2013) ved en lille detalje i billedet, som han ser som et udtryk for Lundbyes særlige evne som kunstner:

Kirken ligger – i perioden – kun med fire tårne og er et underværk i tegl; et par småhuse ved kolossens fod røber begynderen, men Lundbyes sans for de udtryksbærende detaljer fremgår til gengæld af den lille sti, som gennem århundreder er slidt ned i kirkebakken. Hele maleriet ville på trods af sin skærsommerdag visne uden denne udtryksfulde nervestreng, der fastholder flere århundreders liv og færden i denne lille afgrænsede verden, hvor Lundbye følte, at han som kunstner var hjemmefra.’ (s. 37-39).

Lundbye besøgte Kalundborg meget ofte gennem sit korte liv. Hans bedsteforældre boede her og dem besøgte han og han bevarede derved sin kærlighed til byen og landskaberne omkring den. Hans morbror, Honoratius Bonnevie, var fra 1827 blevet præst i Vallekilde, og ham besøgte han også tit og malede nogle af sine vægtigste værker her. Da hans fader døde i 1841, flyttede moderen tilbage til barndomshjemmet og førte hus for bedsteforældrene og en moster.  Så Lundbye kom tit på egnen og malede flittigt under sine besøg.

Denne blyantskitse lavede Lundbye også i 1837. Her er kirken set fra østsiden. Læg mærke til klokkekvisten på det østlige tårn og den nu nedrevne gårdlænge, hvor en mand står og arbejder med et redskab Der er karakteristisk, at tårnene er parvis forskellige. Hele tårnpartiet blev bygget om i forbindelse med genopførelsen af det sammenfaldne midtertårn i 1860erne.

Som 24-årig i 1842 gav Lundbye sig i kast med at illustrere gamle danske folkesagn. Illustrationerne blev lavet som træsnit til  ’Huskalenderen for 1842’, udgivet af Frølund og Flinch. Sidstnævnte, Andreas Flinch, var en pioner og kunstner på sit felt som arbejdede tæt sammen med Lundbye i udførelsen træsnittene.  Fremgangsmåden var ved kalkering at overføre det tegnede forlæg på ’stokken’ og så snitte efter det. Dette snit kunne man så sværte og trykke fra.  Til sagnet om trolden Fiin, der hjælper Esbern Snare med at bygge Kalundborg Kirke, benyttede Lundbye som udgangspunkt  sit maleri fra 1837, og resultatet kan ses nedenfor. Læg mærke til, at vi både ser Lundbyes karakteristiske signatur nederst i venstre side, men også Andreas Flinchs signatur nederst til højre. De arbejdede tæt sammen. Typisk for Lundbye har han indføjet en lille gruppe bestående af en ko med tre figurer omkring. Man kan i øvrigt se af træsnittet, at den lille kløft i bakken til højre for gruppen nok ikke er en kirkesti, som Nørregaard-Nielsen påpeger i sin kommentar til det oprindelige maleri.

Byen har ændret sig meget siden dengang, hvor fjorden gik helt op til skrænten. Dette ses tydeligt på det nedenfor gengivne billede, som Lundbye malede fra fjorden syv år senere. Denne gang må han være taget en tur ud med en båd (se skitsen tegnet fra en båd i fjorden nedenfor), så motivet ses med de bare skråninger ned mod fjorden, hvor de fire tårne spejler sig i vandet. Her kan man så forestille sig, hvor han har stået, da han malede det første billede i denne serie. Det må formentlig have været nede ved stenen på stranden. Den placering er ikke til at genskabe i dag, så derfor er det en tilsnigelse, at man ser Lundbyes perspektiv fra museets have, men det er nok det nærmeste, man kommer…

Billede: Lundbye: Kallundborg, set fra Fjorden. 1843. Pen og vandfarve. 16,7 x 28,7 cm.

Som 21-årig i 1839 lavede Lundbye nedenstående skitse af en ung mand ved roret i en lille båd på fjorden. Her ser man også kirken med fire tårne ridset op i baggrunden. Man kan forestille sig, at det er et selvportræt. I hvert fald minder den unge mands træk om dem vi ser i selvportrættet, som han lavede i Kalundborg, da han var her i 1836, se nedenfor.

Som nævnt lavede Lundbye et selvportræt, da han besøgte bedsteforældrene i Kalundborg i 1836. Gennem sit korte liv lavede han mange selvportrætter og det er interessant i dem at se, hvordan han opfattede sig selv. Han var meget bevidst om sit udseende og ret forfængelig. F. eks ville han ikke bruge briller, selvom han var ret nærsynet, hvilket efter manges mening kan spores i hans måde at male på. Desuden var han ret optaget af sin rolle som kunstner, hvilket også fremgår både af hans måde at klæde sig på og hans attitude, frisure og ansigtsudtryk i portrætterne.

De 11-12 år der gik, fra han tegnede ovenstående selvportrætter og til han døde i 1848, gennemgik han en voldsom udvikling både fysisk og mentalt. På de sidste portrætter ligner han en gammel mand, hvilket hans hang til voldsom skægvækst også bidrog til. Han lavede i de sidste år en mængde af tegninger af bakketrolden Sindre, som helt klart var selvportrætter, og her er han altid en gammel, skægget dværg. Men et formentlig vellignende billede af, hvordan han så ud i sit sidste leveår, finder vi i hans nære ven P. C. Skovgaards portræt fra 1847