Kalundborg kirke, 1837

Ved Havehuset i Kalundborg Museums have.
Uden for museets åbningstider: i vesthjørnet af kirkepladsen.

Kalundborgs vartegn

Den femtårnede kirke var kun firtårnet, da J.Th. Lundbye malede den i 1837. Midtertårnet var styrtet sammen 10 år tidligere og blev først genopbygget i 1871 – 23 år efter Lundbyes død.

Lundbye på Kunstakademiet og maleriet af Vor Frue Kirke

Dette maleri malede Johan Thomas Lundbye som bare 19-årig i 1837. Her skal man dog være opmærksom på, at han her allerede havde gået 5 år på Kunstakademiet i København. Faderen havde ganske vist forbudt ham at tegne og flere gange brændt sønnens tegninger, fordi han anså tegning som noget umandigt tøjeri. Han var dog blevet overbevist af en kunstinteresseret kollega, Major Myhre, og museumsmanden Jürgensen Thomsen om, at drengen havde et ganske usædvanligt talent for at tegne. Så han overgav sig og lod Johan starte på Kunstakademiet, da han var 14 år. Her modtog han først undervisning af professor J. O. Lund. Om dennes evner som maler og underviser har Lundbyes biograf, Karl Madsen denne malende karakteristik:

’Professor J. O. Lund var en hæderlig, fattigt begavet Slider, hvis ganske marvløse Kunst med en mat Smægten efter en blodløs Idealisme nød almindelig borgerlig Agtelse og ikke begejstrede nogen Sjæl’ …. Hans tegnestue … ’var godt besøgt, men alle hans Lærlinge gled fra ham, ingen fulgte hans Vej og delte hans Syn. Godmodig, munter, velvilligt smilende, som han var, kunne han undertiden løfte sine tjavsede Bryn, ryste på sit runde præstelige Hoved og lette sit Bryst i et Suk over Ungdommens besynderlige Forkærlighed for det uskønne.’ (KM s. 34).

Lundbye fik dog alligevel et stort udbytte af at gå på akademiet. Under Eckerbergs indflydelse havde der dannet sig et meget stærkt kunstnerisk miljø, som var starten på Guldalderen i dansk malerkunst. Her fandt Lundbye sin egen stil og kunstneriske retning, men først og fremmest knyttede han en række meget tætte venskaber med sine studiekammerater og kom desuden ind i nogle kunstneriske og akademiske miljøer i København, som prægede ham for livet og dansk malerkunst i det hele taget.  Herom senere.

I sommeren 1837 var Johan på et længerevarende besøg i barndomsbyen, og her malede han bl. a. Vor Frue Kirke. Det slående ved dette maleri er, at den ’femtårnede’ Vor Frue Kirke mangler sit midterste, store tårn. Det var der, da Lundbye som barn voksede op i byen, men det styrtede sammen i 1827 og blev først genopbygget, så det stor der igen i 1871, længe efter Lundbyes død i 1848. Han holdt meget af kirken og anvendte den ofte enten som hovedmotiv eller som baggrund. I Karl Madsens biografi hedder det, at han

  ”…mange Gange har tegnet den i ypperlige Tegninger, (og) har godtgjort for os, at den også uden det store Midtertaarn tog sig statelig og ærefrygtindgydende ud”.  

Kunsthistoriker Hans Edvard Nørregaard-Nielsen hæfter sig i bogen ’Længsel – Lundbye og Kierkegaard’  (2013) ved en lille detalje i billedet, som han ser som et udtryk for Lundbyes særlige evne som kunstner:’Kirken ligger – i perioden – kun med fire tårne og er et underværk i tegl; et par småhuse ved kolossens fod røber begynderen, men Lundbyes sans for de udtryksbærende detaljer fremgår til gengæld af den lille sti, som gennem århundreder er slidt ned i kirkebakken. Hele maleriet ville på trods af sin skærsommerdag visne uden denne udtryksfulde nervestreng, der fastholder flere århundreders liv og færden i denne lille afgrænsede verden, hvor Lundbye følte, at han som kunstner var hjemmefra.’ (s. 37-39).

To tegnede billeder af kirken

Det næste billede, Billede 2, er en blyantskitse, som Lundbye også lavede i 1837.
Her er kirken set fra østsiden. Læg mærke til klokkekvisten på det østlige tårn og den nu nedrevne gårdlænge, hvor en mand står og arbejder med et redskab.
Der er karakteristisk, at tårnene er parvis forskellige.
Hele tårnpartiet blev bygget om i forbindelse med genopførelsen af det sammenfaldne midtertårn i 1860erne.


Som 24-årig i 1842 gav Lundbye sig i kast med at illustrere gamle danske folkesagn.
Illustrationerne blev lavet som træsnit til  ’Huskalenderen for 1842’, udgivet af Frølund og Flinch.
Sidstnævnte, Andreas Flinch, var en pioner og kunstner på sit felt, arbejdede tæt sammen med Lundbye i udførelsen træsnittene. 

Fremgangsmåden var ved kalkering at overføre det tegnede forlæg på ’stokken’ og så snitte efter det.
Dette snit kunne man så sværte og trykke fra.
  Til sagnet om trolden Fiin, der hjælper Esbern Snare med at bygge Kalundborg Kirke, benyttede Lundbye som udgangspunkt sit maleri fra 1837, og resultatet kan ses nedenfor.
Læg mærke til, at vi både ser Lundbyes karakteristiske signatur nederst i venstre side, men også Andreas Flinchs signatur nederst til højre.
Træskæreren opfattede også sig selv som kunstner. De arbejdede tæt sammen.
Typisk for Lundbye har han indføjet en lille gruppe bestående af en ko med tre figurer omkring.
Man kan i øvrigt se af træsnittet, at den lille kløft i bakken til højre for gruppen nok ikke er en kirkesti, som Nørregaard-Nielsen påpeger i sin kommentar til det oprindelige maleri.

Kalundborg set fra fjorden

Billede: Lundbye: Kallundborg, set fra Fjorden. 1843. Pen og vandfarve. 16,7 x 28,7 cm.

Som 21-årig i 1839 lavede Lundbye nedenstående skitse af en ung mand ved roret i en lille båd på fjorden. Her ser man også kirken med fire tårne ridset op i baggrunden. Man kan forestille sig, at det er et selvportræt. I hvert fald minder den unge mands træk om dem vi ser i selvportrættet, som han lavede i Kalundborg, da han var her i 1836, se nedenfor.


Som 21-årig i 1839 lavede Lundbye denne skitse af en ung mand ved roret i en lille båd på fjorden. Her ser man også kirken med fire tårne ridset op i baggrunden. Man kender ikke personen ved roret, men det kan være en barndomsven fra hans tid i byen eller måske en af hans fætre. På bagsiden af dette billede er en tegning af Sortestenen på Asnæs, så man kan forestille sig, at målet for sejlturen har været dette sted på Asnæs, som han holdt meget af og har lavet flere billeder fra. Se mærmere under Landmark 17.

Selvportrætter

Gennem sit korte liv lavede han mange selvportrætter og det er interessant i dem at se, hvordan han opfattede sig selv.
Han var meget bevidst om sit udseende og ret forfængelig. F.eks ville han ikke bruge briller, selvom han var ret nærsynet, hvilket efter manges mening kan spores i hans måde at male på.
Desuden var han ret optaget af sin rolle som kunstner, hvilket også fremgår både af hans måde at klæde sig på og hans påklædning, attitude, frisure og ansigtsudtryk i portrætterne.


De 11-12 år der gik, fra han tegnede ovenstående selvportrætter og til han døde i 1848, gennemgik han en voldsom udvikling både fysisk og mentalt.
På de sidste portrætter ligner han en gammel mand, hvilket hans hang til voldsom skægvækst også bidrog til.
Han lavede i de sidste år en mængde af tegninger af bakketrolden Sindre, som helt klart var selvportrætter, og her er han altid en gammel, skægget dværg.
På sin vej hjem fra Italiensopholdet i 1846 lavede han et selvportræt, hvor han udover skægget også bar briller, hvilket hans forfængelighed ellers ikke tillod.

Starten på Guldalderen og Lundbyes betydning for Københavnerskolen

Man plejer at sige, at maleren C. W. Eckersberg var faderen til guldalderen i dansk malerkunst.
Før hans tid uddannede kunstnerne sig i atelieret og dyrkede klassiske idealer og kopierede gamle mestre.
I motiverne hyldede man enevælden, og skildrede historiske begivenheder, samt bibelske og mytologiske fortællinger. 

Efter et studieophold i Paris i 1811 lod Eckersberg sig inspirere af maleren David til at gøre studier til sine malerier ved at gå udendørs og male foran motivet.
Senere i Rom malede han dette billede, Billede 9, som kan siges at være gennembrudsbilledet for den malemåde.


Her har han siddet samme tid på dagen gennem flere dage og malet uhyre omhyggeligt, hvad han så, alle de mindste detaljer, lys og skygger.
Det var nyt i en kunstverden, hvor klassisk teknik og motivvalg blev studeret og udøvet i atelieret.
Han blev professor på akademiet i København i 1818 og satte sine første elever, bl.a.  Christen Købke, Constantin Hansen, Wilhelm Marstrand, Martinus Rørbye og Wilhelm Bendz til først at male, hvad de så ud ad vinduerne i akademiets atelier på Charlottenborg, og derefter hvad de fandt af motiver udenfor i København.

Et eksempel herpå kunne være Købkes ’Parti uden for den nordre kastelsport’ fra 1834, som er karakteristisk ved sin klare behandling af lys og skygge. Han boede selv på Kastellet, hvor hans far var bager, og man ved, at den ene af drengene på broen er maleren Lorentz Frølich, og den anden kan meget vel være dennes gode ven, Johan Thomas Lundbye, som ligeledes boede på Kastellet på den tid.

Det var i dette miljø Lundbye kom ind på akademiet.
Det var også et miljø, der var meget præget af de nationalromantiske, kunstneriske og politiske strømninger, der var kommet efter Danmarks kollaps efter napoleonskrigene.
Danmark havde fået sænket hele sin flåde af englænderne, som også i 1807 gennemførte verdens første bombardement af København, og ved afslutningen af krigen gik Danmark bankerot i 1813 og måtte afstå Norge, som hidtil havde været en del af det danske rige.
Oven på denne nedtur var der en bevægelse i gang for at genskabe en national selvfølelse.
Det er slående, at der i perioden fra 1813 til omkring midten af århundredet var udsædvanlig mange talentfulde kulturpersonligheder, som på hver deres måde slog på det særligt danske.
Man kan nævne N. F. S. Grundtvig, H. C. Andersen, H. C. Ørsted og Søren Kierkegaard som nogle af de mest fremtrædende.

Rejsen til Vejby

En af de toneangivende figurer i den nationale bevægelse indenfor malerkunsten var N. L.. Høyen, som var blevet ansat som professor i kunsthistorie på Akademiet og tillige var meget indflydelsesrig mht. indkøb at kunst til museer og institutioner.
Han var uhyre magtfuld. Han kæmpede for, at der skulle udvikles en særlig dansk måde at male på, som tog udgangspunkt i det, som var særligt dansk, landskaberne, naturen, floraen, lyset, historien, almuen og det upåagtet danske. Han tog sig særligt af Lundbye og forblev livet igennem en mentor og en slags faderfigur for ham.

Høyens projekt blev i særdeleshed ført ud i livet af Lundbye sammen med sin nære ven P. C. Skovgaard.
De havde det til fælles, at de kom fra den sjællandske provins og var stærkt knyttet til naturen og landskaberne i deres hjemegne.
Skovgaard var vokset op i landsbyen Vejby i Nordsjælland og Lundbye var stærkt knyttet til Vestsjælland og landskaberne omkring Kalundborg. 
Resultaterne af de to venners uhyre produktive og inspirerede sommerrejse til Vejby i 1843 kan stå som kulminationen af de nye strømninger og en slags ikon-begivenhed for Københavnerskolen, der blev betegnelsen for den særlige danske malemåde, der dukkede frem af guldalderen.
    De stillede sig op side om side og malede det, der betog dem ved det danske bondelandskab. Og det blev studier, tegninger og billeder, hvis kraft, friskhed og begejstring, man ikke havde set tidligere.
På de to billeder nedenfor, har de to venner siddet på hver side af vejen ind til Vejby.

Det nye ved disse billeder var det ydmyge ved motivvalget og den nærmest biologisk nøjagtige gengivelse af detaljerne i landskabet.
Tilsammen udtrykker billederne en anerkendelse af det særligt danske ved landskabet.
Mange af billederne fra denne tur havde endnu mere upåagtede motiver. Det kunne være en havremark, en staldmødding, en grøft over en eng, en slibesten osv.

Kan en kostald være kunst?

Billedet er blevet et hovedværk i dansk malerkunst.


Dette maleri kom til at vække opsigt, da det blev købt – i øvrigt af professor Høyen – til Den kongelige Malerisamling (senere Statens Museum for Kunst, SMK). Men også forargelse. F. eks. lader forfatteren Henrik Nathansen i teaterstykket ’Indenfor murene’ sin hovedperson, Levin, der er blevet præsenteret for billedet som meget moderne, foragteligt sige, at ’det lugter af kostald’.

   Men Lundbye var meget glad for sit billede og sin situation. Han skriver 1. juli 1843 til sin sjæleven Lorenz Frølich et brev, hvor han for en sjælden gangs skyld virker lykkelig:

Nu maa du høre lidt om mig herude ved Nordstranden paa en bar Egn, hvor Tisvilde-skoven er glanspunktet; det er ikke de ranke danske Bøge her groe, men krogede Birke og istedetfor det brune Løv er her sort Lyng i Skovbunden. Deilig er denne Natur, og dog har jeg ikke benyttet den, men har i og ved den Bondegaard, hvor jeg boer og nu sidder og skriver til Dig, fundet en saadan Rigdom for Maleren, at den er en uudtømmelig Guldgrube for mig. Og dig er det en aldeles almindelig Bondegaard, hvis fornemmeste Prydelse er en Gruppe Elmetræer paa en lille Høi. Min gamle Lyst til at tegne og male Dyr er atter vaagnet stærkere, saa jeg har i Stalde og Vandinger, i Faarehuus, Lo og Kalvebaase deilige Motiver. Jeg kan med Sandhed sige nu: jeg har det godt, Gud være lovet! Det er længe siden jeg kunde sige det, hvad Du af mine Breve maa have set.’

Det var i denne tilstand af nærmest lykke, at han gjorde sine forstudier til billedet fra kostalden. Typisk for de to venner, Skovgaard og Lundbye, så har de hjulpet hinanden med at male. En version af billedet bad Lundbye vennen om at gøre færdig, mens han selv var i Italien, for det skulle bruges som gave til en ven.  Så Skovgaard anbragte et hestedækken på loftsbjælken, hvor der på det her gengivne er en høne og en hane, og han gav billedet overfladebehandling. De kunne godt hjælpe med at male på hinandens billeder. Senere samme år malede Lundbye et billede af Gåsetårnet i Vordingborg ud fra en skitse, som Skovgaard havde lavet. Lundbye havde aldrig været der selv, men maleriet vakte stor anerkendelse.

Det blev til usædvanlig mange tegninger, forstudier og malerier under deres sommerophold i Nordsjælland i 1843. Og måske var det her, dansk malerkunsts guldalder fandt og befæstede sin egenart.

I de følgende beskrivelser af de billeder, der knytter sig til de øvrige landmarks i denne serie af Lundbyes færden i Kalundborg-egnen, vil vi bl. a. kommentere de træk, der er typiske udtryk for Lundbye som guldalderkunstner.

En formulering, der kan stå som en slags grundsætning for hele Lundbyes virke som kunstner, finder vi i starten af hans dagbog fra 1842. Det kunne også være et program for ’Københavnerskolen’:

”Hvad jeg som Maler har sat som mit Livsmaal er: at male det kjære Danmark, men med al den Simpelhed og beskedenhed som er saa charateristisk for det; hvilken Skønhed er der ikke i disse fine Linier i vores Bakker, der ere saa yndigt  bølgedannede, at de synes at være dukket op af Havet, i det mægtige Hav ved hvis Bredder de steile gule Klinter staae, i vore Skove, Agre og Heder? Men kun en Dansk kan male det; hvor falsk er ikke Tonen i de Billeder, som tydske Landskabsmalere her male…” (Lundbyes Dagbog 1842)