Vindekilde

Fra parkeringspladsen lige før Naturskolen følges stien ned mod sydkysten. Herfra følges den anlagte natursti til det første udsigtspunkt ved knolden ‘Kik Ud’, hvor pælen med Lundbye-landmark 8 står.

”Jeg tegnede et Udkast af denne deilige Dal , der ret overraskede mig ved sit venlige Udseende,” skriver Lundbye om Vindekilde på Røsnæs i sin dagbog 27. august 1843. Og venlig er Vindekilde stadig som en lun dalstrækning bag kystens forrevne klinter.

Johan Thomas Lundbye, Udkast af Vindes KIlde ude på Refsnæs, 24. august  1843, sort blæk og akvarel.

 

Kombiner evt. Landmark 8 og 7. Det bliver en spadseretur på 3-4 kilometer i noget af den skønneste natur på Røsnæs. Parker på parkeringspladsen ved skoven lige før Naturskolen. Gå til landmarkspælen ved KIK UD. Fortsæt herfra ned til stranden og gå mod øst knap 1,5 km til Helles Klint. Landmark 7 er ved trappeopgangen her. Følg trappen op til sommerhusområdets fællesareal og gå ca. 150 meter mod vest til den anden nedgang og herfra ned og tilbage. På denne tur vil man se de motiver, som Lundbye holdt allermest af.

 

Samme aften som Lundbye ankom til sin broder Honoratius på Refsnæsgården i august 1843, gik de to ud til Vindekilde. Broderen arbejde med landbrug på gården, der dengang hed Hestehavegården. Herom skriver han i ’Erindringer fra Refsnæs:

Den gamle Forvalter Herdal og hans Kone toge vel imod mig da jeg kom til Gaarden; det var henad Eftermiddagen og endnu samme Aften gik vi ud til Vindekilde; således kaldes en yndig Dal på Skraaningen ned mod Stranden på Søndresiden. Den er helt bedækket af et fint Grønsvær, hist og her bevoxet med mange Tjørnebuske; igennem den laveste den af Sænkningen betegner en yndig Eng med en krum Linie ad blaagrønne Vandplanter en Kildes Leie. Denne udgyder sig først i et lille Basin, hvorfra den risler ned i Stranden. Jeg tegnede et Udkast af denne deilige Dal, der ret overraskede mig ved sit venlige Udseende.

Det udkast, Lundbye omtaler, er nok det her ovenover. På tegningen her har Lundbye anført nogle lokaliteter øverst: ’Blak, Bavnebjerg, Samsø, Spitzen af Refsnæs’. I dagbogen omtaler han ’Blak’ således:

Lidt udenfor Bavnebjerg i Vandet ligger Blak, den store Steen, der af Sorg over Prinds Valdemars Død stak Hovedet under Vandet, som der staaer i den smukke Kæmpevise. Jeg saae kun Toppen af den over Vandfladen.

Johan Thomas Lundbye, udkast, 1843.

 

På kortet herunder ses placeringen af de lokaliteter, som Lundbye omtaler i dagbogsoptegnelserne:

Da han i 1843 ankommer helt ud til Refsnæsgården efter de lidt sure dage hos bønderne i Ulstrup, bliver han venligt modtaget, både af forvalterparret og af den venlige  natur.

Den gamle Forvalter Herdal og hans Kone toge vel imod mig da jeg kom til Gaarden; det var henad Eftermiddagen og endnu samme Aften gik vi ud til Vindekilde; saaledes kaldes en yndig Dal paa Skraaningen ned mod Stranden paa Søndresiden. Den er helt bedækket af et flint Grønsvær, hist og her bevoxet med mange Tjørnebuske; igjennem den laveste Deel af Sænkningen betegner en yndig Eng med en krum Linie af blaagrønne Vandplanter en Kildes Leie. Denne udgyder sig først i et lille Basin, hvorfra den risler ned i Stranden. Jeg tegnede et Udkast af denne deilige Dal, der ret overraskede mig ved sit venlige Udseende.

Denne beskrivelse af Vindekilde både til akvarellen ovenfor, men også på den farvelagte blæktegning af stedet på dette billede:

Johan Thomas Lundbye, ’Landskab fra Refsnæs’, 1843. Sort blæk og akvarel på gråblåt papir. 21,6 X 34,6 cm.

 

Lundbye skriver i sine dagbogseringringer fra Røsnæs en del om netop dette landskab, som jo ligger nærmest lige neden for Røsnæsgården, hvor han boede hos sin broder, Honoratius. Han er meget optaget af de sagn, der knytter sig til naturen herude. Bl. a. sagnet om Prins Valdemars død ved et vådeskud, hvor stenen ’Blak’, der ved særlige vind- og strømforhold kan ses lidt ude i vandet, spiller en rolle i beretningen i folkevisen:

Først har man paa Søndre siden en deilig Klint, bevoxet med blaagraa Buske og paa den øverste Rand kantet med Tjørn. Længere inde en ussel Fiskerhytte ved Foden af en lille høi Skandse, paa hvis Volde nu voxe Torne. Et godt Stykke østligere ligger som et Forbjerg det smukke Bavnebjerg; paa den Side der vender indad mod Fjorden er et Kildevæld, hvis Væde farver et Stykke af Skraaningen deilig grøn. Lidt udenfor Bavnebjerg i Vandet ligger Blak,  den store Steen, der af Sorg over Prinds Valdemars Død stak Hovedet under Vandet, som der staaer i den smukke Kæmpevise. Jeg saae kun Toppen af den over Vandfladen, men man sagde mig, at der imellem den og Kysten var 3 Favne Vand lige ved Stenen, saa den maa ikke være saa ringe, og Jagten kunne gaae indenfor den.’

Han beskriver både landskabets storladenhed, besynger stedets uberørthed og begejstres over de dejlige grønne og maleriske former. Men så kan han pludselig fare i flint over, at nogen sammenligner landskabet her med dem i Norge og Schweitz . Sjælland er dog det ædleste og danskeste Danmark. Som her i en skildring af de to unge, nærmest kåbe,  brødre, der nyder hinandens selskab ved en klint ved kysten. (’Vestervovvov’ er en gammel spøgefuld betegnelse for Vesterhavet):

Længere hen fandt jeg en Leerklint af en saa paafaldende vild Form, at jeg ikke kunde undlade at tegne den. Den var næsten lodret, slikket glat af Regnen og stærkt furet af det nedskyllende Regnvand; her morede det os ret at vælte store Stene, som sad i Skraaningen eller laae deroppe tæt ved Kanten; med stor Voldsomhed rullede de ned, og naar een naaede Vandet eller tørnede mod en Anden, morede vi os ret. Lige inden for denne Klint var Vindekilde, jeg før skrev om, og fra nu af var Klinterækken uafbrudt dannet i de deiligste og meest maleriske Former. Jeg kan ærgre mig over den Lyst: Idelig at vilde ligne disse vilde Strandbakker med Norge og Schweitz, hvor kan Leer og Sandbakker ligne Bjerge af Steen? og hvorfor er det ikke godt nok at det ligner Danmark? Det er netop Danmarks Kyst i sin ædleste, men tillige vildeste Karacter. For Danmark burde jeg sætte Sjælland – Jeg kjender ikke Klitterne derovre ved Vestervovvov. Men undres maa man rigtignok, naar man tænker paa Sællands Kyst langs Øresund, hvor venlige Bøgeskove gaaer lige ud til Sundet, hvor Kysten er livlig og bebygget med Leier og Lyststeder hele Veien, og den samme lille Ø kan i Nord Vest vise sig saa barsk og vild. Hvor kommer det dog, at jeg føler mig mere tiltrukket af dette end af hiint. Hiin Kyst, hvor man alle Øieblikke møder Damer med Parasoller, er mig dog langtfra saa kjær som denne Tunge, hvor Broder Ratus og jeg vandrede i grove Klæder og ikke saae andet Levendes end en enkelt Maage, en stor Ven! af dem som Bønderne kalde: Torske-Maren eller Ma’en, og anden Lyd hørte vi ikke, end Strandfuglenes Piben og Fløiten. Jeg var saa glad, min kjære Føde-Ø var blevet mig langt rigere og dyrebarere ved mit nye Bekjendskab med dens vestligste Hjørne…

På trods af denne skildring af det mågebefolkede område uden spadserende damer med parasoller, så lavede Lundbye alligevel et maleri, som har lidt damepromenadeagtigt over sig. Både på grund af dateringen og den særlige strandeng, hvor damerne går, kan der være grund til at antage, at nedenstående maleri er malet ved kysten lidt øst for Røsnæsgården, ved den lille fiskerhytte, som findes endnu i dag. De to damer kunne meget vel være forvalterkonen Fru Herdahl og hendes datter:

Johan Thomas Lundbye, ’Stranden ved Refsnæs’, juni 1847.