Vindekilde
- Landmark 11
- 55.7331466722578, 10.894944670659054
Fra parkeringspladsen lige før Naturskolen følges stien ned mod sydkysten. Herfra følges den anlagte natursti til det første udsigtspunkt ved knolden ‘Kik Ud’, hvor pælen med Lundbye-landmark 8 står.
Ikke langt fra Røsnæsgården, hvor Lundbyes bror, Honoratius, opholdt sig for at studere landbrug, ligger Vindekilde. Landskabet omkring kilden betog Lundbye ved sin skønhed og sin ’venlighed’, som han beskriver det. Her er der i overmål de bølgende bakker og grønklædte overdrev, som han elskede ved ’det kjære Danmark’. Og på begge lange sine besøg herude, var Vindekilde det første sted, han måtte hen. Han har ikke lavet noget oliemaleri herfra, men et par farvelagte blæktegninger og en blyantsskitse. Det var med base i Røsnæsgården, at han udforskede den yderste del af Røsnæs, og blandt billederne herfra er der et lille kystmaleri med optrukne både på stranden og også et maleri af to strandpromenerende damer her midt i det øde landskab.
Det venlige landskab
Samme aften som Lundbye ankom til sin broder Honoratius på Refsnæsgården i august 1843, gik de to ud til Vindekilde. Broderen arbejdede med landbrug på gården, der dengang hed Hestehavegården. Herom skriver han i ’Erindringer fra Refsnæs’:
’ Den gamle Forvalter Herdalog hans Kone toge vel imod mig da jeg kom til Gaarden; det var henad Eftermiddagen og endnu samme Aften gik vi ud til Vindekilde; således kaldes en yndig Dal på Skraaningen ned mod Stranden på Søndresiden. Den er helt bedækket af et fint Grønsvær, hist og her bevoxet med mange Tjørnebuske; igennem den laveste den af Sænkningen betegner en yndig Eng med en krum Linie ad blaagrønne Vandplanter en Kildes Leie. Denne udgyder sig først i et lille Basin, hvorfra den risler ned i Stranden. Jeg tegnede et Udkast af denne deilige Dal, der ret overraskede mig ved sit venlige Udseende.’
På udkastet her har Lundbye skitseret et par små mennesker, der går ned mod den dal, han omtaler. Der ses en voksen sammen med et barn, tilsyneladende en mand og en dreng. Det er ikke til at sige, hvem det kunne være, og måske er det blot for at give en ide om størrelsesforholdene.
Selve landskabet har ikke ændret sig meget i forhold til i dag. På fotoet ses sceneriet og de tjørn, her i blomst i slutningen af maj 2017, som Lundbye omtaler. De har dog bredt sig meget siden dengang.
Det udkast, Lundbye omtaler, er nok billede 3 her ovenover. Det større billede øverst er sikkert tegnet og farvelagt efter, han kom hjem. På tegningen her har Lundbye, som han ofte gør på sine skitser, anført nogle lokaliteter øverst: ’Blak, Bavnebjerg, Samsø, Spitzen af Refsnæs’. I dagbogen omtaler han ’Blak’ således: ”Lidt udenfor Bavnebjerg i Vandet ligger Blak,den store Steen, der af Sorg over Prinds Valdemars Død stak Hovedet under Vandet, som der staaer i den smukke Kæmpevise.Jeg saae kun Toppen af den over Vandfladen.”
På kortet (billede 4) ses placeringen af de lokaliteter, som Lundbye omtaler i dagbogsoptegnelserne.
Da han i 1843 ankommer helt ud til Refsnæsgården efter de lidt sure dage hos bønderne i Ulstrup, bliver han venligt modtaget, både af forvalterparret og af den enestående natur.
Sagnstenen Blak og landskabets danskhed
Lundbye skriver i sine dagbogserindringer fra Røsnæs en del om netop dette landskab, som jo ligger nærmest lige neden for Røsnæsgården, hvor han boede. Han er meget optaget af de sagn, der knytter sig til naturen herude. Bl. a. sagnet om Prins Valdemars død ved et vådeskud, hvor stenen ’Blak’, der ved særlige vind- og strømforhold kan ses lidt ude i vandet, spiller en rolle i beretningen i folkevisen. Stenen ’Blak’ nævnes i ældre folkesagn også som en sten, der blev kastet af trolden As fra Asnæs mod fjendetrolden Ref, der skulle have kastet Sorte- og Hvidestenen, som ligger i vandkanten ved forskoven på Asnæs, mod ham.
’Først har man paa Søndre siden en deilig Klint, bevoxet med blaagraa Buske og paa den øverste Rand kantet med Tjørn. Længere inde en ussel Fiskerhytte ved Foden af en lille høi Skandse, paa hvis Volde nu voxe Torne. Et godt Stykke østligere ligger som et Forbjerg det smukke Bavnebjerg; paa den Side der vender indad mod Fjorden er et Kildevæld, hvis Væde farver et Stykke af Skraaningen deilig grøn. Lidt udenfor Bavnebjerg i Vandet ligger Blak,den store Steen, der af Sorg over Prinds Valdemars Død stak Hovedet under Vandet, som der staaer i den smukke Kæmpevise.Jeg saae kun Toppen af den over Vandfladen, men man sagde mig, at der imellem den og Kysten var 3 Favne Vand lige ved Stenen, saa den maa ikke være saa ringe, og Jagten kunne gaae indenfor den.
Han beskriver både landskabets storladenhed, det historisk/mytiske indhold, besynger stedets uberørthed og begejstres over de dejlige grønne og maleriske former. Men så kan han pludselig fare i flint over, at nogen sammenligner landskabet her med dem i Norge og Schweitz. Det er dog moræneslandskabet, der er så karakteristisk for Danmark, og her er Sjælland det ædleste og danskeste Danmark. Som her i en skildring af de to unge, nærmest kåde, brødre, der nyder hinandens selskab ved en klint ved kysten. (’Vestervovvov’ er en gammel spøgefuld betegnelse for Vesterhavet):
Længere hen fandt jeg en Leerklint af en saa paafaldende vild Form, at jeg ikke kunde undlade at tegne den.Den var næsten lodret, slikket glat af Regnen og stærkt furet af det nedskyllende Regnvand; her morede det os ret at vælte store Stene, som sad i Skraaningen eller laae deroppe tæt ved Kanten; med stor Voldsomhed rullede de ned, og naar een naaede Vandet eller tørnede mod en Anden, morede vi os ret. Lige inden for denne Klint var Vindekilde, jeg før skrev om, og fra nu af var Klinterækken uafbrudt dannet i de deiligste og meest maleriske Former. Jeg kan ærgre mig over den Lyst: Idelig at vilde ligne disse vilde Strandbakker med Norge og Schweitz, hvor kan Leer og Sandbakker ligne Bjerge af Steen? og hvorfor er det ikke godt nok at det ligner Danmark? Det er netop Danmarks Kyst i sin ædleste, men tillige vildeste Karacter. For Danmark burde jeg sætte Sjælland – Jeg kjender ikke Klitterne derovre ved Vestervovvov. Men undres maa man rigtignok, naar man tænker paa Sællands Kyst langs Øresund, hvor venlige Bøgeskove gaaer lige ud til Sundet, hvor Kysten er livlig og bebygget med Leier og Lyststeder hele Veien, og den samme lille Ø kan i Nord Vest vise sig saa barsk og vild. Hvor kommer det dog, at jeg føler mig mere tiltrukket af dette end af hiint. Hiin Kyst, hvor man alle Øieblikke møder Damer med Parasoller, er mig dog langtfra saa kjær som denne Tunge, hvor Broder Ratus og jeg vandrede i grove Klæder og ikke saae andet Levendes end en enkelt Maage, en stor Ven! af dem som Bønderne kalde: Torske-Maren eller Ma’en, og anden Lyd hørte vi ikke, end Strandfuglenes Piben og Fløiten. Jeg var saa glad, min kjære Føde-Ø var blevet mig langt rigere og dyrebarere ved mit nye Bekjendskab med dens vestligste Hjørne…’
Damer på kystpromenade i ødelandet
På trods af skildringen af det mågebefolkede område uden spadserende damer med parasoller, så lavede Lundbye alligevel et maleri, som har lidt damepromenadeagtigt over sig. Både på grund af dateringen og den særlige strandeng, hvor damerne går, kan der være grund til at antage, at nedenstående maleri er malet ved kysten vest for Røsnæsgården, ved den lille fiskerhytte, som findes endnu i dag. De to damer kunne meget vel være forvalterkonen Fru Herdahl og hendes datter. Måske en af disse damer, han også diskret har føjet ind øverst på skrænten i sit store oliemaleri af Hellede Klint.
På den hastigt tegnede skitse, som er forstudiet til oliemaleriet kan man se, at han har antydet skyernes reflekser i vandet, som han dog ikke har benhyttet direkte i maleriet. Her har han ladet et område med blankt vand virke som spejl. Det er muligt, at han har udført begge billeder, mens han har været på stedet.
Fiskerne med både på stranden
Ifølge kunst- og lokalhistoriker Palle Bruun Olsen er maleriet billede 8, Kystparti fra Refsnæs med optrukne både og fiskere på stranden, 1847, malet fra en position på kysten nedenfor Røsnæsgården. Her skulle der indtil 1816 have ligget Refsnæs Færgegård, som blev ført længere ind i landet og opført som Refsnæsgården. Refsnæs Færgegård gav beboerne på Røsnæs let adgang til samhandel med bl. a. Samsø.
Til højre for de to bygninger ved vejen, der fører ned til stranden kan man ane, at Lundbye har overmalet en større bygning, der muligvis kan have været resterne af færgegården. I dag findes ingen af bygningerne.
