Ulstrup præstegård og by

Den kilde, vi ser på Lundbyes billede, løber i dag gennem præstegårdshaven i rør. Længen på billedet er revet ned, men man kan stadig fornemme, hvor kilden har løbet. Kilden dukker frem igen på den anden side af vejen lidt længere nede ad Ulstrup Sønderstrand, og herfra kan man følge den hele vejen ned til vandet. Sct. Laurentii helligkilde fascinerede Lundbye, fordi man antog, at den indeholdt helbredende vand. Folk kom langvejs fra for at blive kureret for alverdens sygdomme. Helbredende kilder som denne var almindelige i mange sogne – og de lå ofte i nærheden af stedets kirke, men var som valfartssted ofte ældre end den. Lundbye var f.eks. meget fascineret af Kirsten Piils kilde i Dyrehaven og livet omkring den, hvilket han har beskrevet meget levende i sin dagbog.    Ulstrup kirke havde navn af ’lægekirke’ på grund af kilden. For Lundbye er det et udtryk for koblingen mellem gammel folketro og kristendom.  Han giver sit maleri titlen Ulstrup Præstegaard, men motivet fører umiddelbart mere tankerne hen mod et plørehul ved en bondegårdsmødding. Selve præstegården var dengang flot og statelig, men dette ydmyge motiv med den afskårne sidelænge som spejler sig i vandet, havde mere Lundbyes interesse, formentlig på grund af den ekstra betydningsdybdedybde, som den hellige kilde bringer med sig.

Strøet ud over alt i breve og dagbøger skriver Lundbye om sin tro på, at den danske bonde er bærer af det mest værdifulde i den danske folkekarakter. Således f.eks. i et brev til vennen Lorenz Frølich, som han i juni 1843 skriver til fra Veiby i Nordsjælland, som han besøger sammen med P. C. Skovgaard, hvis fødeegn det er. Det er umiddelbart efter hans kuldsejlede forelskelse i Louise Neergaard fra Vedbygård:

’Det har noget ganske glædeligt i denne Skuffelsens Verden ved sig at see: at dog ikke alle Ungdommens Drømme vare falske. Vor Tro til Bondestanden, som den, der endnu gjemte dejlige Træk af et naturligt, ufordærvet Liv, kan jeg bevidne ikke var fejl. Jeg har her levet mig ind i Bondelivet, jeg bor hos en Bonde, omgås dagligt Bønder og har deraf den største Glæde. Jeg besøger dem, ikke som Københavneren, der gør dem den Ære, men jeg trækkes til dem af Lyst.’

Denne tillid til bondestanden lider flere knæk med tiden. Hele hans projekt som kunstner var at tjene ’det kjære Danmark’, at få folk til at skønne på det særlige danske landskab og på historien. Han er i alvorlig krise i efteråret 1847, ca. et halvt år inden sin død. Her skriver han i dagbogen:

’Mine Billeder skulde være folkelige og mangfoldige, Almuen, Bonden skulde glædes ved dem, skulde ved dem bestyrkes i Kjærlighed til sine Sagn, fortælle dem paa ny for sine Børn, idet han viste dem Gaardnissen som kommer om Natten og fodrer den smukke hvide Hoppe, eller den hellige Anders’ Kors. Bonden skulde skaane Steendyssen på sin Mark, naar han saa den aftegnet – smukke Drømme! Udsprungne som jeg troede af en Kunstnersiæl, der kærlig knytter sig til Folkepoesien og vil gjøre alt for at holde Livet i den. Ja, jeg tror i saadanne Øjeblikke, at jeg er Kunstner, men kunde jeg see den Modtagelse, mine sager nyder, see det haanlige Smil, hvormed den Dannede betragter Afbildninger til ’Ammestue-Eventyr’ – see det dumme Øie, der i Bondestuen beglor dem, eller det sløve Blik, der hos Haandværkeren siger: Jeg har Kone og Børn at sørge for, de mættes ikke af det Krims-Krams! – Det var de Billeder, der skulde bidrage deres Skærv til , at den saakaldte Dannede skulde lære at agte sin Broder bag Ploven, og denne at agte sig selv, de Billeder, der skulde være en glæde for Håndværkeren i hans fritid. – Jeg meente det godt og gav det Bedste jeg havde, men det var ikke nok, mine Kræfter var for ringe og jeg duer til Sligt lige så lidt som til at male Landskaber.’

Fra besøget på Røsnæs i 1843 beskriver Lundbye mødet med ’Skolelærer Larsen’, som han beskriver som en anden Per Degn fra Holbergs Erasmus Montanus. Alt i alt har han ikke meget godt at sige om de lokale, han møder på halvøen:

’… Nu kom Regnen, tæt og blødende.  Jeg havde alt for flere Aar siden hørt, at der i Ulstrup var en Skolelærer Larsen, som skulde kjende til Sagnene om, hvad her var foregaaet paa denne Halvø i ældre Tid og fortalte Sligt ret gjerne. Nu, da jeg var nødt til at søge Huus gik jeg ind til ham, og blev vel modtaget. Han fortalte mig om den unge Prinds Valdemars Død paa Jagten derude, om Rakløv Kirke o s v men var for øvrigt en utaalelig Pedant og saa naragtig høitravende, at han maatte være en Skat for en Novellist. Da vi kom til at tale om Beboernes (Røssingernes) Dragt, lod han Konen hente Tjenestepigens Hue, Skjørt og Trøie; jeg havde hellere seet, de havde hentet hele Pigen, men maatte dog være glad ved at faae Udkast af disse Ting. I flere Timer var jeg her; da Regnen standsede gik vi til Kirken, der intet videre Paafaldende havde for mig end net Snitværk paa Stolene, et gammelt Madonna-Billede af Egetræ og en forfærdelig Opstandelse paa Altertavlen .¹⁰) Det gamle Madonna-Billede var vist alt for godt til at slænges hen i en Krog her. Især Drapperiet fandt jeg var nydelig skaaret. Da vi kom ud af Kirken kom en ung Pige gaaende; i sin eiendommelige Dragt, ung og ret kjøn, tog hun sig virkelig godt ud, og jeg yttrede: gid man kunde faae en saadan Pige tegnet! — Det kan De strax, svarede Hr Larsen, det er en af mine Skolebørn, vi kan gaae ind i Kirken. Lysten var stor, men det var mig imod at bruge Kirken saaledes, tillige hastede jeg for at komme ud til Honoratus, jeg fik hende ikke tegnet. Vi gik ud af Byen; til høire i Udkanten var et indhegnet Kalvevænge med Buske i, som jeg fandt meget smukt. Da vi havde gaaet et Stykke saae vi i nogen Afstand en stor Banke med en vældig Graasteen paa; den laae tilhøjre i Nord for Veien, og kaldtes Hyberts Høi. Tilvenstre var en anden mindre kaldet Ørnekulen; nedenfor denne var en Eng, som min Ledsager fortalte mig havde været en herskabelig Fiskepark — „og her, sagde han, vil den overtroiske Almuesmand, {Gud bedre det! vi skulde stævne Vandskuddene fra denne vældige Stamme), have seet Troldene løbe ned at hente Vand i Mosen.” Det var, som Holberg siger: prægtigen talet! men det er tvivlsomt, hvad Meningen var med disse Vandskud, som man vel tager af for at give Stammen Kraft, hvad jeg dog ikke troer var min Førers Mening, men uheldigvis netop det Modsatte, af hvad han vilde sige. Han havde i det Hele intet Held med sine Taler; Begyndelsen smagte nemlig altid af Bøger, Prækener og Sligt, men naar nu dette Begyndelses-Ord-Forraad var sluppet op, da gik Traaden ufeilbarlig hver Gang itu, dog uden at afbryde hans Tale, mærkelig nok! Ingen gammel Mand blev omtalt uden som Oldingen, den sneehvide, bedagede Gubbe – Ord som: den hæderlige Mand, den værdige Kone, vare idelig i hans Mund, der ogsaa gjorde sig skyldig i en tøileløs Brug af Ordet: Peripheri. Vi gik videre; han lovede at følge mig lige til Gaarden-.’

Til trods for mødet med en Per Degn-type som  skolelærer Larsen, så bevarer han i 1843 sin tiltro til den bonde- og almuekultur, som han begejstret havde mødt på sin tur til Vejby i Nordsjælland samme sommer. Han var i øvrigt stærkt ansporet af sin nærmest faderlige mentor, professor Høyen, til at lade sig inspirere af den danske bondekultur i sine arbejder for gennem sin kunst at styrke den danske selvfølelse. I hvert fald skriver han i dagbogen d. 28. august 1843:

’…. Jeg fattede den Beslutning en anden Sommer at leie mig i Kost paa nogen Tid hos en Gaardmand herude, for at male ved Stranden – da skal jeg nok lære Røssingerne at Kjende ligesaagodt, som jeg lærte at kjende Morten Jensen og Jens Nielsen og Niels Jensen og Slagter Niels og flere i Vejby i denne Sommer, da jeg i to Maaneder levede lykkelige Dage hos Bønderfolk, og lærte blandt dem herlige Mennesker at kjende.’

Men det længere ophold i juni 1847 blev præget af, at den bonde- og almuebefolkning, som han så gerne ville komme i møde og lære af, slet ikke levede op til hans forventninger. Tværtimod. Lundbye beskriver 23. juni i et brev til vennen Svend Grundtvig opholdet på Røsnæs som en blandet fornøjelse, hvor kun naturen holdt ham ”skadesløs”: ”Mændene stridbare, deres Præst og Degn paa Nakken, Quinderne stille, sky indtil Vanvid, saa det var med Rædsel jeg saae Arret i min Vertindes Arm efter hendes egen Broders Bid (…) Naar nu dertil kommer at Præst og Degn troede at have det hver i sin Magt at faa den anden i Slaveriet, eller, som det hed fra den ene: at see den Anden i Jern, så vil Du skjønne at der mer have været nogen Skuffelse i Henseende til Ønsker, der fornemmelig gik ud paa at finde og optages i et stille, idyllisk, landligt Liv”.

Men var han skuffet over mødet med lokalbefolknIngen, så var han så meget desto mere begejstret over mødet med naturen på Røsnæs. Lundbye er en flittig skribent når han ikke maler og tegner. Således kan vi forstille os, at han har siddet og skrevet lange breve til sine venner i det uhumske kammer hos bonden i Ulstrup. F.eks. slutter han et meget langt brev  til vennen Lorentz Frølich d. 29. juni 1847 således:

’Men saa dejlig som nogensinde staar endnu bestandig vor Natur for mig, og jeg savner Dig for at nyde den endnu mere ved Meddelelse til Een, der dog stemmede med mig som ingen Anden. Jeg har paa Refsnæs gjort en halv Snees Studier, hvoraf nogle ville fornøie Dig, som de fornøie mig selv. Tager i morgen over til Asnæs for ogsaa der at male ved Stranden den af Nordvestenvinden lidende Skov…’