Ulstrup præstegård og by

Ved Ulstrup Kirke kør mod syd fra Rønæsvej ad Ulstrup Sønderstrand ca. 40 meter.  Landmarkspælen står ved indgangen til præsteboligen, som er privat område uden offentlig adgang. Flere af de aldre huse i Ulstrup stod der også, da Lundbye besøgte byen.

I juni 1847 boede J.Th. Lundbye i tre uger hos en bondefamilie i Ulstrup på Røsnæs. Et af hans  billeder fra opholdet viser Sct. Laurentii helligkilde i haven bag Ulstrup præstegård. Kilden er i dag rørlagt gennem præstegårdshaven.

Johan Thomas Lundbye, Ulstrup Præstegård, juni 1847, olie på papir, limet på lærred.

 

Kilden ved præstegården

Den kilde, Vi ser på Lundbyes billede, løber i dag gennem præstegårdshaven i rør. Længen på billedet er revet ned, men man kan stadig fornemme, hvor kilden har løbet.. Sct. Laurentii helligkilde fascinerede Lundbye, fordi man antog, at den indeholdt helbredende vand. Folk kom langvejs fra for at blive kureret for alverdens sygdomme. Helbredende kilder som denne var almindelige i mange sogne – og de lå ofte i nærheden af stedets kirke, men var som valfartssted ofte ældre end den. Kirken havde navn af lægekirke på grund af kilden. For Lundbye er det et udtryk for koblingen mellem gammel folketro og kristendom.

 

Maleren J. F. Willumsen, der havde tilknytning til Røsnæs gennem den såkaldte Hellener-gruppe, malede i 1884 ligeledes et billede af kilden i præstegården. Kilden løb i dag rørlagt under Sønderstrandsvej, men kommer op for enden af præstegårdshaven på den anden side af vejen. Man kan her følge dens løb helt ned til kysten og på turen fornemme det gamle Ulstrup, som Lundbye malede og boede i under opholdet i 1847.

 

Opholdet i Ulstrup

I juni 1847 opholdt Lundbye sig tre uger på Røsnæs. Han indlogerede sig lokalt hos en bondefamilie i Ulstrup by, fordi han gerne ville opleve den danske bondekultur indefra. Dette blev ham en blandet fornøjelse, som vi skal se i nogle dagbogsoptegnelser nedenfor. Men hen gennemførte sit ophold og fik også, flittig som han var, lavet en del billeder under opholdet. Det passede ham fint at komme væk fra værtsfamilien og ud og lave studier i omegnen. Han lavede nedenstående tegning af bondegården, hvor han boede. Den lå i den sydlige del af landsbyen.  Det åbne vindue i gavlen til venstre er ind til det rum, hvor han sov. Det bød ham så meget imod, at han dårligt kunne opholde sig i det.

Lundbye: Længe af Bondegaard ved Refsnæs’ Kyst. 1847.

 

Det var ikke blot kamrene, hvor han skulle bo, der bød ham imod på gården, hvor han havde tinget sig ind. Også forplejningen kunne nærmest få det til at vende sig i ham. Således skriver han d. 7. juni 1843 i et brev  til Fru Høyen:

Med Forplejningen er det ringe bevendt. Borddug og Haandklæde samt Lagen har jeg med Forundring betragtet og med Resignation berørt; naar jeg imellem har kastet et Blik i Karlekamre og seet de Senge der stod, da har jeg seet Sidestykker til den, som eengang skulde redes for mig paa Refsnæs. Og gyser det end lidt i mig, naar Konen faar det Indfald med Fingeren at jage efter et vist Støvgran blandt de Myriader, der findes i min varme Mælk Morgen og Aften, saa er det Alt dog som Intet mod Middagsmaaltidet; det er kun med den yderste Anstrengelse, at jeg kan faa det ned, og har endda den Sorg, at Konen ser mistillidsfuld ud, naar jeg forsikkre, jeg ikke skal have ’mere Vaadt’ – saaledes kaldte hun en Suppe, jeg blev opvartet med den første Dag, og som jeg valgte for at undgaa et værre Onde i Bollerne. – Jeg lukker Øinene og tænker paa de deilige Klintebakker.

Men andre steder i landsbyen fandt han mere tiltrækkende. Således gården oppe ved Røsnæsvejen ved kirken. Den udførte han en fin blyantstegning af på brunt papir. Han placerede tre legende, kyseklædte piger udenfor. Bygningen til venstre med den høje rejsning kan muligvis være den stråtækte bygning, vi i dag ser over for kirken.

Lundbye: Ulstrup, Juny 1847.  Blyant på brunt papir.

 

Bondeliv

Strøet ud over alt i breve og dagbøger skriver Lundbye om sin tro på, at den danske bonde er bærer af det mest værdifulde i den danske folkekarakter. Således f.eks. i et brev til vennen Lorenz Frølich, som han i juni 1843 skriver til fra Veiby i Nordsjælland, som han besøger sammen med P. C. Skovgaard, hvis fødeegn det er. Det er umiddelbart efter hans kuldsejlede forelskelse i Louise Neergaard fra Vedbygård:

Det har noget ganske glædeligt i denne Skuffelsens Verden ved sig at see: at dog ikke alle Ungdommens Drømme vare falske. Vor Tro til Bondestanden, som den, der endnu gjemte dejlige Træk af et naturligt, ufordærvet Liv, kan jeg bevidne ikke var fejl. Jeg har her levet mig ind i Bondelivet, jeg bor hos en Bonde, omgås dagligt Bønder og har deraf den største Glæde. Jeg besøger dem, ikke som Københavneren, der gør dem den Ære, men jeg trækkes til dem af Lyst.

Denne tillid til bondestanden lider flere knæk med tiden. Hele hans projekt som kunstner var at tjene ’det kjære Danmark’, at få folk til at skønne på det særlige danske landskab og på historien. Han er i alvorlig krise i efteråret 1847, ca. et halvt år inden sin død. Her skriver han i dagbogen:

Mine Billeder skulde være folkelige og mangfoldige, Almuen, Bonden skulde glædes ved dem, skulde ved dem bestyrkes i Kjærlighed til sine Sagn, fortælle dem paa ny for sine Børn, idet han viste dem Gaardnissen som kommer om Natten og fodrer den smukke hvide Hoppe, eller den hellige Anders’ Kors. Bonden skulde skaane Steendyssen på sin Mark, naar han saa den aftegnet – smukke Drømme! Udsprungne som jeg troede af en Kunstnersiæl, der kærlig knytter sig til Folkepoesien og vil gjøre alt for at holde Livet i den. Ja, jeg tror i saadanne Øjeblikke, at jeg er Kunstner, men kunde jeg see den Modtagelse, mine Sager nyder, see det haanlige Smil, hvormed den Dannede betragter Afbildninger til ’Ammestue-Eventyr’ – see det dumme Øie, der i Bondestuen beglor dem, eller det sløve Blik, der hos Haandværkeren siger: Jeg har Kone og Børn at sørge for, de mættes ikke af det Krims-Krams! – Det var de Billeder, der skulde bidrage deres Skærv til , at den saakaldte Dannede skulde lære at agte sin Broder bag Ploven, og denne at agte sig selv, de Billeder, der skulde være en glæde for Håndværkeren i hans Fritid. – Jeg meente det godt og gav det Bedste jeg havde, men det var ikke nok, mine Kræfter var for ringe og jeg duer til Sligt lige så lidt som til at male Landskaber.

 

Skolelærer Larsen fra Ulstrup

Fra besøget på Røsnæs i 1843 omtaler Lundbye mødet med ’Skolelærer Larsen’, som han beskriver som en anden Per Degn fra Holbergs Erasmus Montanus. Alt i alt har han ikke meget godt at sige om de lokale, han møder på halvøen:

… Nu kom Regnen, tæt og blødende.  Jeg havde alt for flere Aar siden hørt, at der i Ulstrup var en Skolelærer Larsen, som skulde kjende til Sagnene om, hvad her var foregaaet paa denne Halvø i ældre Tid og fortalte Sligt ret gjerne. Nu, da jeg var nødt til at søge Huus gik jeg ind til ham, og blev vel modtaget. Han fortalte mig om den unge Prinds Valdemars Død paa Jagten derude, om Rakløv Kirke o s v men var for øvrigt en utaalelig Pedant og saa naragtig høitravende, at han maatte være en Skat for en Novellist. Da vi kom til at tale om Beboernes (Røssingernes) Dragt, lod han Konen hente Tjenestepigens Hue, Skjørt og Trøie; jeg havde hellere seet, de havde hentet hele Pigen, men maatte dog være glad ved at faae Udkast af disse Ting. I flere Timer var jeg her; da Regnen standsede gik vi til Kirken, der intet videre Paafaldende havde for mig end net Snitværk paa Stolene, et gammelt Madonna-Billede af Egetræ og en forfærdelig Opstandelse paa Altertavlen .10) Det gamle Madonna-Billede var vist alt for godt til at slænges hen i en Krog her. Især Drapperiet fandt jeg var nydelig skaaret. Da vi kom ud af Kirken kom en ung Pige gaaende; i sin eiendommelige Dragt, ung og ret kjøn, tog hun sig virkelig godt ud, og jeg yttrede: gid man kunde faae en saadan Pige tegnet! — Det kan De strax, svarede Hr Larsen, det er en af mine Skolebørn, vi kan gaae ind i Kirken. Lysten var stor, men det var mig imod at bruge Kirken saaledes, tillige hastede jeg for at komme ud til Honoratus, jeg fik hende ikke tegnet. Vi gik ud af Byen; til høire i Udkanten var et indhegnet Kalvevænge med Buske i, som jeg fandt meget smukt. Da vi havde gaaet et Stykke saae vi i nogen Afstand en stor Banke med en vældig Graasteen paa; den laae tilhøjre i Nord for Veien, og kaldtes Hyberts Høi. Tilvenstre var en anden mindre kaldet Ørnekulen; nedenfor denne var en Eng, som min Ledsager fortalte mig havde været en herskabelig Fiskepark — „og her, sagde han, vil den overtroiske Almuesmand, {Gud bedre det! vi skulde stævne Vandskuddene fra denne vældige Stamme), have seet Troldene løbe ned at hente Vand i Mosen.” Det var, som Holberg siger: prægtigen talet! men det er tvivlsomt, hvad Meningen var med disse Vandskud, som man vel tager af for at give Stammen Kraft, hvad jeg dog ikke troer var min Førers Mening, men uheldigvis netop det Modsatte, af hvad han vilde sige. Han havde i det Hele intet Held med sine Taler; Begyndelsen smagte nemlig altid af Bøger, Prækener og Sligt, men naar nu dette Begyndelses-Ord-Forraad var sluppet op, da gik Traaden ufeilbarlig hver Gang itu, dog uden at afbryde hans Tale, mærkelig nok! Ingen gammel Mand blev omtalt uden som Oldingen, den sneehvide, bedagede Gubbe – Ord som: den hæderlige Mand, den værdige Kone, vare idelig i hans Mund, der ogsaa gjorde sig skyldig i en tøileløs Brug af Ordet: Peripheri. Vi gik videre; han lovede at følge mig lige til Gaarden-.

Lundbye fik dog lavet et portræt af en af de lokale bønder i traditionel klædedragt. Der er tale om bonden Hans Berthelsen, og Lundbye noterer om ham at ’han var med 2. april’.  Han havde skulle stille som matros i Englandskrigene og var således med ved Slaget på Rheden’ i 1801 i København. Da Lundbye lavede akvarellen var Hans Berthelsen 73 år.

J. Th. Lundbye: Ulstrup paa Refsnæs 19 Juny 47 – Hans Bertelsen. (Kalundborg Museum).

 

Der var også en anden, som Lundbye gerne ville tegne, nemlig den gamle røgter Nikolaj Nielsen, som Lundbye tilbragte flere dage sammen med i Klintebakkerne, mens han malede kysten. ”Ja, han drikker, men det gjør hveranden herude (…) havde han ikke havt de fæle svampede Kinder, da havde jeg sikkert tegnet ham for min egen Mappe og ikke, som jeg opfordres til fra flere Sider, til Nar for de kloge Høns, hvis hele Liv ikke havde saa megen Poesie som hans en halv Time ude ved Stranden.

I det hele taget var opholdet i juni 1847 præget af, at den bonde- og almuebefolkning, som han så gerne ville komme i møde og lære af, slet ikke levede op til hans forventninger. Tværtimod. Lundbye beskriver 23. juni i et brev til vennen Svend Grundtvig opholdet på Røsnæs som en blandet fornøjelse, hvor kun naturen holdt ham ”skadesløs”:

Mændene stridbare, deres Præst og Degn paa Nakken, Quinderne stille, sky indtil Vanvid, saa det var med Rædsel jeg saae Arret i min Vertindes Arm efter hendes egen Broders Bid (…) Naar nu dertil kommer at Præst og Degn troede at have det hver i sin Magt at faa den anden i Slaveriet, eller, som det hed fra den ene: at see den Anden i Jern, så vil Du skjønne at der mer have været nogen Skuffelse i Henseende til Ønsker, der fornemmelig gik ud paa at finde og optages i et stille, idyllisk, landligt Liv”.

Men var han skuffet over mødet med lokalbefolknIngen, så var han så meget desto mere begejstret over mødet med naturen på Røsnæs. Lundbye er en flittig skribent når han ikke maler og tegner. Således kan vi forstille os, at han har siddet og skrevet lange breve til sine venner i det uhumske kammer hos bonden i Ulstrup. F.eks. slutter han et meget langt brev  til vennen Lorentz Frølich d. 29. juni 1847 således:

’Men saa dejlig som nogensinde staar endnu bestandig vor Natur for mig, og jeg savner Dig for at nyde den endnu mere ved Meddelelse til Een, der dog stemmede med mig som ingen Anden. Jeg har paa Refsnæs gjort en halv Snees Studier, hvoraf nogle ville fornøie Dig, som de fornøie mig selv. Tager i morgen over til Asnæs for ogsaa der at male ved Stranden den af Nordvestenvinden lidende Skov…’

Denne dobbelthed mellem den helt overvældende smukke natur og den rå og ubehøvlede lokalbefolkning på Røsnæs var ikke ny for Lundbye. Han var her også på en længere tur i august-september 1843, hvor han også besøgte sin broder, Honoratius, der arbejdede med landbrug på Røsnæsgården, der hvor der nu er naturskole. På sin 25 års fødselsdag d. 1.  september skriver han i et af sine talrige breve til vennen Frølich:

Jeg  må ikke glemme Boder Honoratus, Du har maaske seet ham, og sikkert hørt mig nævne ham; han er Landmand og for Tiden på en Gaard, som ligger et par Bøsseskud fra en yderste Pynt af Refsnæs. Jeg har under mit Ophold her besøgt ham og med megen Glæde seet den egne og for mig splinternye Karakteer, som Klinterne og Kysterne paa den Halvø har. Det vil blive for vidtløftigt her at beskrive. Jeg gjorde en deel Udkast, saavel af Landskaber som af Dragter, der her i denne Afkrog have holdt dem ganske ufordærvede af Kjøbstadsmoder, og baade ved Snit og Farvesammensætning give de ellers temmelig raae Beboere en Holdning og Skjønhed som forbauser. En saadan ung Røssinger-Pige seer virkelig deilig ud, og dog er Landfolkene her efter al Rimelighed og saavidt jeg hørte meget tilbage og raa ubehøvlede; ogsaa studsede jeg ved det Massive, som en saadan Pige har i sin Tale, hvor jeg havde ventet Færdighed og Lethed i Sproget …

 

Herunder er der to akvareller af ’Røsser-Piger’, som han lavede i henholdsvis 1839 og 1843:

Lundbye: Refsnæskone, 1839.

 

Påskriften i billedets højre side lyder: ’Haaret ses aldrig, til Stads bæres en lille hvid Strimmel i Panden’.

Lundbye: Bodil fra Refsnæs, 1843.

 

Akvarellen her er nok et af de billeder af dragter, som Lundbye omtaler i sit fødselsdagsbrev til Frølich. Så denne pige, Bodil, er som Røsserpige nok ’deilig’, men også ’raa og ubehøvlet’ og taler ’massivt og uden Lethed’.