Teglværket ved Asnæs Forskov

Intro
  • Intro
No Audio File Selected/Uploaded

Teglværket på Asnæs findes ikke mere, og Lundbyes oliemaleri fra 1847 er det eneste vidnesbyrd på, hvordan det så ud. Ikke engang en matrikeloversigt er tilgængelig, kun en brandtaksation fra 1862 giver en smule beskrivelse af de bygninger, der indgik i værket. Lundbye har sikkert været betaget af, hvor harmoniske og smukke bygningerne var, og nok også interesseret i den rolle teglværket har haft i bønderenes mulighed for at etablere sig og bygge deres eget sted i landskabet. På den måde er teglværket en slags symbol på den nationale, folkelige bevægelse i Danmark. Det er usædvanligt i Lundbyes produktion, at han har ladet en markant bygning være det bærende element i et billede.

Et sjældent motiv for Lundbye

Det særlige ved dette landmark er som nævnt, at motivet på Lundbyes maleri ikke længere findes. Teglværket ophørte med produktion omkring 1870, hvorefter det blev revet ned.

Lundbye malede teglværket under sit ophold på Asnæs i starten af juli 1847, hvor han boede nogle dage på Hedvigslyst.  Det er i øvrigt det eneste kendte billede af værket. Han omtaler det som det ene af de to studier, han malede under opholdet.  Det andet var skrænterne ved Sortestenen ved fjorden, som omtales under Landmark 17. Billedet er altså udført i fri luft og formentlig ikke redigeret senere i atelieret. Derfor er forgrunden ikke så detaljeret, som på hans atelierbilleder, ligesom himlen også virker skitseret.  Men farveholdningen har en modstilling mellem de brun-gule nuancer på bygningen og de sarte grønne nuancer i vegetationen, som giver en let og sommervarm stemning. Den tårnagtige bygning med teglværksovnen er nærmest indrammet af en vældig trækrone. Det eneste levende, der er med på maleriet, er en hest, som næsten falder sammen med motivet. Den har været brugt til at træde æltemøllen, hvor leret blev forarbejdet før brænding, og sikkert også til transport. Til venstre i billedet ses en brønd, som omtales nedenfor. Rester af brønden, stengærdet og utallige murbrokker i jorden foran gærdet,  er alt,  hvad der i dag er tilbage fra teglværkets tid.

   Det er sjældent, at Lundbye har en markant bygning som det bærende motiv i sine malerier. Ud over dette og malerierne af Gåsetårnet i Vordingborg (malet på opfordring af og efter skitse af vennen P. C. Skovgaard) og Vor Frue Kirke i Kalundborg, er der faktisk stort set ingen. Denne bygning må have tiltalt Lundbye æstetisk. Med de store, brede stråtage og den karakteristiske, tårnagtige konstruktion, har den en særegen, harmonisk arkitektur og giver mindelser om en kirkebygning. På hans kendte maleri af Vrie-dyssen ved Raklev Høje, ser man i baggrunden Asnæs med en kirkeagtig bygning, hvor ’tårnet’ imidlertid vender mod øst. Så måske kunne det være teglværket, men måske er det blot en konstruktion efter fantasien.

Teglværket

Historien bag teglværket er interessant for den tid, som Lundbye udtrykker sig i.  Som følge af landbrugsreformerne i slutningen af 1700-tallet efter stavnsbåndets ophævelse, blev det muligt for bønderne at flytte ud fra landsbyerne og bygge en lille gård på deres egen jord. Bondestanden tog således landet i besiddelse og der var hektisk byggeaktivitet overalt på landet. Det førte til efterspørgsel på materialer, bl. a. tag- og mursten. De eksisterende teglværker, der i hovedsagen lå i Sønderjylland, kunne slet ikke følge med efterspørgslen, så der dukkede teglværker op rigtig mange steder i landet, hvor der var egnede lerforekomster i undergrunden. Og det var der i morænelandskabet på Røsnæs og Asnæs. Den sø, der findes i skoven lige over for, hvor teglværket lå, er formentlig dannet som følge af gravning efter egnet ler.

   På Lerchenborg gods havde man også brug for byggematerialer. I 1786 byggede man den store firlængede afbyggergård, Hedvigslyst (Se Landmark 15). Og i 1805 begyndte man at fælde skoven mellem det nuværende Asnæs Forskov og Asnæs Vesterskov og byggede i 1810 Mineslund, der oprindeligt var en schæfergård, altså beregnet til fårehold. Man kunne fælde skoven, fordi den var klassificeret som dyrehave og ikke en del af tidens skovrejsningsprojekt.

    Til alt dette byggeri behøvedes store mænger af brændte teglsten. Og da bønderne altså også var i bekneb for byggematerialer, etablerede Lerchenborg gods et teglværk i 1786.

På Lundbyes maleri kan man se, at teglværket er sammensat af flere bygninger. Den centrale er selve teglovnen med det røde tegltag. Ovnen har ingen skorsten, men røgen fra det ulmende trækul , der varmede det store indre kammer op, sivede op igennem teglstenene på taget, hvilket man kan fornemme på Lundbyes maleri, hvor værftet har været i drift, mens han malede. En brænding tog tre uger. Fyldning af ovnen tog en uge, brænding omkring en uge og afkøling og tømning tog omkring en uge. Da der tilsyneladende siver røg op mellem teglene i taget, er billedet malet, mens der blev brændt sten i ovnen.

   Fra den høje ovnbygning udgår stråtækte udbygninger mod øst og vest. Bygningen ud mod indkørslen, hvor hesten står, er fyldt med ’reoler’, som er hylder, hvor stenene opbevaredes før og efter brænding og er altså en tørrelade. Bygningen til venstre, hvor stråtaget går helt ned til jorden, er en såkaldt ’lude’, hvor man opbevarede brændsel.

   Teglværksgrunden har været stor, hvilket man kan få en fornemmelse af ved at følge resterne af det stengærde, som omkransede grunden. Udover det byggeri, man ser på Lundbyes billede, har der været flere bygninger på grunden, f.eks. et æltemøllehus og en stor tørvelade med staldtilbygning. Dertil kommer Teglbrænderhuset, hvor den familie boede, som passede værket. Det er det bindingsværkshus, der endnu ligger der i dag, men som ikke er med på billedet. Kigger man efter i jorden foran stengærdet, hvor landmarkspælen står, vil man kunne finde mængder af teglbrokker, som stammer fra dengang, værket var i drift.

Guldalderlandskabet er bondeland

Det er denne periode i starten af 1800-tallet, mellem en periode, hvor landet var domineret af feudaltidens godser med omliggende fæstebondelandsbyer, frem til en gryende industrialisering i anden halvdel af 1800-tallet, der er den danske Guldalders tid. Her tager den danske bondealmue landskabet i besiddelse, og det ser man spor af i hovedpartens af Lundbyes billeder. Hvis ikke bønderne selv optræder i billederne, gør deres dyr, marker og redskaber det. Men de indgår harmonisk og integreret i landskabet. Og det er i skildringen af dette bondelandskab, at professor Høyen mente, at man skulle udtrykke den særligt danske folkekarakter mellem spor fra oldtidens dysser og stensætninger og et istidsskabt naturlandskab.

   Så teglværket er nærmest et symbol på det folkelige i denne tid, hvor bønderne lod land bebygge.

Brønden

Til æltemøllen, hvor leret bliver rørt, æltet og formet, og til andre formål i produktionen, skulle der bruges ret meget vand. Derfor er der anlagt en gedigen brønd, hvis hejseværk ses yderst til venstre på Lundbyes billede, som ses forstørret i billede 2. Brønden findes stadig i dag og kan beses. Følger man stien langs med Teglværkshuset godt 50 meter mod syd, kan man følge et spor til højre ind i skoven. Der kan man se den åbne brønd midt i bundvegetationen. Der er tale om en stensat brønd på ca. 2 meter i diameter og 3,5 meter ned til vandspejlet. En trækassekonstruktion må have eksisteret omkring brønden på gårdspladsen, eller måske er stenene over jordoverfladen blevet genbrugt. Naturstenene i brønden er ret store, ca. 40-70 cm.

Billede 2 – udsnit af billede 1