Spidsen af Røsnæs

Adgang: Som bebyggelsen og bevoksningen er i dag, er det ikke muligt at se nord- og sydkysten samtidig fra et sted, som på Lundbyes billede her. Kun oppe fra fyret, hvor man kan gå op, hvis der er åbent. Vi har valgt at sætte pælen med vores landmark ved nedgangen ved fyrmesterboligen i sydsiden, hvorfra sydkysten folder sig ud. Går man 40 meter om på den anden side af bygningen, har man et godt blik ind over nordkysten.

Intro
  • Intro
No Audio File Selected/Uploaded

Den farvelagte dobbeltskitse fra den yderste spids af Røsnæs er det eneste billede, Lundbye fik lavet herfra. Han var uheldig med vejret, da han var her, og fik kun meget kort tid mellem tåge og regn til at få sine indtryk på papiret. Den øverste del af tegningen viser sydkysten ned mod Vindekilde og Bavnehøj, og den nederste del er primært nordkysten, men man skimter også fjorden. Motiverne er ikke set helt fra sammen sted.

   Det var her helt ude på spidsen, at Lundbyes far holdt til, da han som militærkaptajn etablerede skanseanlæggene til forsvar mod den engelske flåde, og det var i den forbindelse, at han mødte Cathrine Bonnevie, som han giftede sig med.

   Den øde, bare strækning vest for Røsnæsgården tiltalte Lundbye meget og han misundte det enkle liv, som en kvægvogter førte herude.

Den dobbelte tegning

Lundbye skriver i sin erindringsskildring om turen til Røsnæs i 1843 om tilblivelsen af ovenstående billede. Det er på grund af vejret blevet til i al hast, og måske derfor har han tegnet to billeder i et, nemlig nord- og sydkysten over hinanden. De to perspektiver er ikke tegnet fra samme position. Den øverste position svarer til, hvor landmarket står. Den anden kan man fornemme ved at gå om nord for fyret. På begge dele af tegningen skimter man vandet både mod nord og mod syd. Selve pynten fandt han ikke særlig interessant, dertil gjorde skrænterne og bakkerne langs sydkysten derud langt større indtryk.

”Naar man nu gaaer yderst ude fra langs med den søndre Side, da vil man finde høist interessante Ting. Oppe fra Batteriet seer det godt ud at see ind mod Landet, da man har Vandet og de smukt krummede Bredder paa begge Sider, baade i Nord og Syd; jeg gjorde to raa Udkast af disse smukke Partier, men maatte beklage den tykke Taage, der kun i Øieblikke lod mig skimte de fjernere Banker, og ved alle mine Tegninger fra disse to Dage, den Flygtighed hvormed de ere gjorte som Følge af den knappe Tid jeg havde. Først har man på Søndresiden en deilig Klint, bevoxet med blaagraa Buske og paa den øverste Rand kantet med Tjørn. Længere inde en ussel Fiskerhytte ved Foden af en lille høi Skandse, paa hvis Volde nu voxe Torne. Et godt Stykke østligere ligger som et Forbjerg det smukke Bavnebjerg”.

Stednavnet ’Bavnebjerg’ har Lundbye føjet ind i sin skitse, hvilket han ofte gjorde for at kunne lokalisere sine motiver.

Betagelsen af naturens detaljerigdom

Han beskriver dalen ’Paradishulen’ mellem Bavnehøj og den yderste spids. På sin karakteristiske måde undersøger han detaljer, som han ser på turene, f.eks. en karakteristisk lerart, som ’kunne anvendes til et eller andet’:

’Denne Dal ligger langt fra Gaarden ude paa Odden, men den mellemliggende Strækning er som hele Refsnæs ovenpaa og har ved den nordre Kyst intet Ualmindeligt. Paradishulen er en rund Dal, Hule eller Sænkning, saa man i en lille Afstand kun seer en Stribe, dannet ved Toppene af de Tjørne der voxe nede i den; disse ere rigt gjennemslyngede af vild Humle, der giver Dalen et yppigt og mildt Udseende, der i høieste Grad forbauser, da den ligger heelt ude mod Pynten, der har intet mindre end mildt i sit Udvortes. Nogle af Tjørnene er høistammede, som dem der staae i Jægersborg Dyrehave, og det Hele er virkelig meget kjønt. Lidt længere ude, lige paa Skrænten er igjen en tornebevoxet Kløft, et rigtigt Rævehjem. Endnu yderligere betragtede vi et nedstyrtet Stykke af en egen fiin rød Leerart. Dens Farve var som brændt lys Okker revet i Olie og Massen saa fiin, at man, veed at gnide det mellem Fingrene, ikke finder det mindste Korn, og saa feed at det vanskelig vilde slippe Stokken, hvormed vi stak i den fugtige Masse. Ogsaa hvidt Leer af lignende Beskaffenhed var der, og jeg troede, det maatte kunde anvendes til Et eller Andet.’

Den gamle røgter i Klintedalene

I et brev fra juni 1847 til sin ven, lægen Frederik Krebs, omtaler Lundbye sit møde med en gammel røgter, som holdt til i Klintebakkerne. Han har nok været knyttet til Røsnæsgården, hvor broderen, Honoratius, boede. I modsætning til de andre lokale røssinger han havde mødt under sit besøg, så var røgteren en mand lige efter Lundbyes hjerte:

’…maaske den interessanteste af denne herlige Stand, jeg altid ser til som den eneste, jeg kunne valgt udenfor min egen. Han har faaet Kvæget saa tamt og kjælent, at det er halvvejs, som havde det Menneskeforstand. Han lever ude i Klintebakkerne hos Køerne og jeg har været Vidne til, hvorledes han hele Formiddage, mens jeg malede, gik og puslede om dem, idelig talende med dem. Han blæser for dem i et vestindisk Horn, som han kalder det, – en stor Conchylie, – og for at gjøre Skikkelsen fuldendt  i poetisk Henseende, saa gaar hans Kone aldrig under andet Navn end Viben.’

Denne beskrivelse giver et rammende indblik i Lundbyes univers, hvor et simpelt, ensomt liv i pagt med naturen og dyrene og så en lille kone derhjemme, man kunne kalde ’Viben’, udgør drømmen om det fuldendte liv.

Lundbyes far med kommando over skanserne på spidsen

Lundbye havde en særlig tilknytning til denne yderste spids af Røsnæs. Det var nemlig her hans fader havde kommandoen over skanseanlæggene, som var etableret i Englands-krigenes tid. Og det var mens han var udstationeret her, at han traf toldforvalter Bonnevies datter, Cathrine, fra Skibbrogade i Kalundborg. Hende giftede han sig med i 1810, kort før hun fyldte 18 år. Hun fødte ham 7 drenge, hvor Johan Thomas er den midterste. De seks andre blev militærfolk som han selv.

    Batteriet, som Lundbye omtaler nedenfor, er den fæstning, der blev bygget i forbindelse med krigen mod Englænderne 1807-14. I sine skildringer af sit ophold på Røsnæs i 1843 skriver Lundbye:

”Selve Pynten har intet Usædvanligt; Klinten er ikke meget høi, for en Deel grøn. Oppe paa Spidsen er Skandseanlæg fra Krigens Tid. Min Fader havde her Commando, og han har fortalt, at Folkene vare indqvarterede i Jordhytter, som de selv gravede, og overmalte med Jordfarver, de fandt i Klinterne; jeg formoder den ovenomtalte røde Leer hertil blev anvendt; ogsaa kraftig gule Okkere saae jeg flere Steder. En gloende Kugle var deres Kakkelovn, og dermed Huset færdigt.”

Den militære og bryske fader og den elskelige og milde moder kan man læse om talrige steder i Lundbyes breve og dagbøger. Faderen har han – og i øvrigt de fleste andre – ikke meget positivt at sige om. Men moderen elskede han med usigelig kærlighed. I 1836 lavede han blyantstegninger af dem begge.