Ved Sortestenen på fjorkysten

Intro
  • Intro
No Audio File Selected/Uploaded

Sammen med maleriet af teglværket, er dette, Skrænterne ved Asnæs Dyrehave, resultaterne af Lundbyes 2-3 dages ophold på Hedvigslyst i juli 1847. Han kaldte dem ’studier’ fordi de i hovedsagen fremstår i den form, han malede dem på stedet. Begge er de eksempler på, hvordan han besad evnen til at indfange stemningen, lyset og intensiteten med en lethed og forbløffende hurtighed.  Skovene på Asnæs var klassificeret som dyrehave til jagtformål og ikke som gavnskov, deraf billedets titel.  Stedet har lidt drys af sagnstemning, idet to store sten i vandkanten, en sort og en hvid, siges at være endt der efter en fejde mellem nogle dværge på hvert næs, hvor der grundigt blev kastet med store sten. Længere inde i landet mellem Årby og Rørby ligger den enorme Dyresten, som også siges at være dværgenes kasteskyts. Sortestenen har Lundbye brugt flere gange, bl. a. som illustration til A. C. Flinchs bog om Danske Folkesagn.

Asnæs med skoven inspirerer

Da Lundbye i sommeren 1847 kom hjem fra sit to-ugers ophold på Refsnæs, hvor han boede hos bønder i Ulstrup og hos sin bror på Røsnæsgården, havde hans mor sørget for, at han kunne bo nogle dage på Hedvigslyst på Asnæs, så han også kunne gøre nogle studier her på denne meget anderledes halvø. Det ser ud som om, at han allerede tidligere, i 1839 og 1843, havde logeret her, da vi fra den tid har værker med motiver fra Asnæs.

   Efter sit ophold i 1847 skriver han et brev d. 4. juli, som er adresseret til professor Høyen og hans kone. Mødet med ’røsserne’, bønderne på Røsnæs, var ikke videre vellykket, men på Asnæs finder han landskabet og naturen med blæst og skov så dragende, at han er overvældet:

…et bedre Held har jeg haft, idet jeg herfra fik Lejlighed til ligge et Par Dage over paa Hedvigslyst på Asnæs, hvor jeg malede to Studier. (….) Naar jeg nu saaledes ser tilbage (…) paa Asnæs med sin forblæste Skov, hvorfra jeg ogsaa fik Lidt, saa er det vel Tilfældet at Forholdet mellem min Mappes Indhold og hvad Egnen byder, er som Draabens til Oceanet [sic!].’

Om maleriet

Oliemaleriet Skrænterne ved Asnæs Dyrehave er malet på stedet og har den friskhed og umiddelbarhed i udtrykket, som Lundbye selv holdt så meget af. Det er muligt, at han har tilføjet noget, da han i atelieret har klæbet papirbilledet op på et lærred. Men man får indtrykket af, at motivet er umiddelbart sanset og nærmest impressionistisk i sit udtryk.

De to studier, han omtaler i brevet, er oliemaleriet, billede 1, og desuden maleriet af Teglværket, som omtales under Landmark 16. Derudover har han lavet nogle skitser-

Billede 3 – Markeret udsnit af B1

På udsnittet herover kan man se den fede og tyktflydende måde, hvormed Lundbye har påsmurt oliefarverne. Det fremgår nok tydeligst i det lysegrå strandparti, hvor kysten nærmest virker sjappet og blød. Men også i de tykke strøg, han har malet skyerne med. Denne teknik står i stor kontrast til det, han kalder ’sit prikkeri’. F.eks. har hans gode ven P. C. Skovgaard kritiseret ham for bruge dagevis på at prikke tangplanterne frem i vandkanten på sit store hovedværk En dansk Kyst.

   På udsnittet fremgår det også, at han har markeret Raklev Kirke med en tydelig hvid klat på kysten overfor til venstre. De to store sten, der ligger i vandet henne ad kysten er hhv. Hvidestenen og Sortestenen (kaldes også Hvidensten og Sortensten), som der fortælles lokale sagn om. Især Sortestenen har Lundbye været glad for og benyttet i flere sammenhænge, som det vil fremgå nedenfor. Stenene, kirken og måske de små hvide antydninger af Kalundborg by, der kunne være møllerne fra Møllebakken, er fjerne små antydninger af menneskeligt virke, tro og overtro. Ellers er det et nøgent, vildt landskab, der fremstår for os i en rå, umiddelbart sanset form. De høje slanke træer står udsatte for vindens rasen, og himlen er med sin forrevne, urolige skyformationer en anelse foruroligende. Det er som om de halvnøgne træer står som et bolværk mod en naturkraft, som presser ind fra venstre.  Endelig er der i forgrunden en markant påmindelse om forgængelighed, idet det største af træerne er faldet, af ælde eller af vindens pres. Kronen er savet væk, så helt uberørt af menneskehånd er landskabet ikke. Men den afkortede, knækkede hovedstamme og stubben får lov til at gå til i skovbunden, mens græsser og små blomster gror sig kælent omkring dem.

    Da H. C. Andersen 15 år senere besøger Lerchenborg i juli 1862 er han på en tur til dyrehaven, og hans beskrivelse i dagbogen af sine oplevelser herfra, kunne næsten være en replik til Lundbyes billede: ’Vi kjørte ud på Asnæs. Inde ved Dyrehaven ophørte Kjøre Veien, dog kjørte vi den meste Vei længe over moset og stenet Grund. Her saae ud som for hundred Aar tilbage; Træerne bøiede og som klippede af Blæsten fra Nordvest bøiede sig modsat Retning, enkelte laa som havde de kastet sig hen af Jorden, Buskene vare saa afklippede og tætte.’

    Det vil ikke være forkert at sige, at dette maleri peger fremad i kunsthistorien. Det er ikke, hvad vi vil forstå som et klassisk guldaldermaleri, hvor der er en stræben mod det perfekte og en tendens til idyllisering og pænhed. Lundbye malede f.eks. 8 år tidligere et maleri, Bugt ved Kallundborg Fjord ved Asnæs Skov, som bliver beskrevet under landmark 18, hvor man kan sige, at han til fulde lever op til guldalderens krav. Men dette maleri, Skrænterne ved Asnæs Dyrehave, har noget impressionistisk ved sig. Impressionismen bliver først en dominerende kunstretning om 1870, og her søger man en gengivelse af det flygtige øjeblik med det øjeblikkelige indtryk af lys, luft, vejrforhold, og det finder man i Lundbyes maleri her, hvor også malemåden virker flygtig.

Sortestenen

Lundbye har tydeligvis lavet denne tegning, billede 5,  ombord i en sejlbåd. Personen, der styrer båden med den 4-5-tårnede kirke i baggrunden, er muligvis en fætter, og målet for turen er sandsynligvis Asnæs forskov, der hvor Sortestenen ligger. For tegningen er lavet på samme blad som en tegning af Sortestenen set fra vandsiden og er dateret samme dag.

   Denne tegning benyttede Lundbye i raderet form som en illustration i en bog, ’Danske Folkesagn’, hvor han arbejde tæt sammen træskæreren Andreas Flinch, med hvem han arbejde sammen om mange udgivelser.


Lundbyes interesse for denne sten er udover dens karakteristiske størrelse, placering og form, at der er knyttet lokale sagn til den. Ikke langt fra den ligger en anden stor sten i vandet. Den kaldes Hvidestenen og er ikke så kendt som Sortestenen. Men de indgår begge i sagnet om kampen mellem kæmpen Refs på Røsnæs og kæmpen As på Asnæs. De to sten er altså kastet af Refs fra Vindekilde på Røsnæs og man skulle kunne se aftrykkene af hans fingre på dem. Som hævn for angrebet kastede Asa en endnu større sten mod Refs, og den landede i vandet ud for Vindekilde og kaldes for Blak. Ved lavvande kan man i dag se den stikke op af vandet. Lundbye omtaler i sin dagbog, at han så den på sine vandringer, da han besøgte det yderste af Refsnæs i 1843.

Lundbyes fascination af denne sten kommer også til udtryk i et tidligt maleri fra 1838, Den opgaaende Sol over Havet, billede 7. Her ligger Sortestenen markant nederst i den mørke natside i billedet. Han må altså have besøgt stedet allerede før sin bådtur derover i 1839. 

   Billedet er i øvrigt bemærkelsesværdigt på flere måder. For det første i sit udtryk. Det minder ikke meget om de gængse guldaldermalerier, hvor vi normalt ser grønne marker, bøgetræer, oldtidsminder og bløde skyhimle. Her forsøger Lundbye sig med noget andet, nemlig et naturromantisk udtryk. Her er det en dramatisk kamp med lys og mørke, hvor et skib i det fjerne sejler ind fra venstre og ligesom bringer morgenrøden med sig. I den højre side er et voldsomt regnvejr ved at drive væk og himlen fremstår i det hele taget voldsom og truende og spejler sig i det grønlige hav. De sorte skyer er nok også på flugt. I naturromantikken ses havet gerne som symbol på evigheden og solen som symbol på Gud, og i naturen afspejles kampen mellem lyset og mørket.

  For det andet er der også noget specielt ved motivets sammensætning. Antager vi, at vi er placeret på stranden på Asnæs ved Sortestenen, er der noget galt med verdenshjørnerne. Solen står ikke op i vest. Helt galt bliver det, når man bemærker, at der i horisontens højre side er et bjerglandskab. Billedet er altså i alle måder en konstruktion, hvilket er meget utypisk for den retning som guldaldermalerne, med professor N. L. Høyen i spidsen, stod for. Der er her tale om en primært tysk malestil, som var den, som Høyen havde sat sig for at bekæmpe ved at inspirere til en særlig dansk, nationalromantisk malemåde. Dette maleri er også meget usædvanligt for Lundbye. I bogen Længsel fra 2014 beskriver Bente Bramming billedet således:

’Den opgående sol over havet adskiller sig fra andre af Lundbyes billeder i kraft af det usædvanlige motivvalg; billedet består stort set kun af luft og vand. Kompositionen er sammensat af enkelelementer hentet fra forskellige steder som Langelinie (luft og vand), kysten ved Refsnæs (hun mener vist Asnæs, Sortstenen – min anmærkning) (stenen til højre) samt den irske kyststrækning Fairhill, gengivet i en søfartsbog (kysten i det fjerne).’ (p. 115)