Skibbrogade 8 – barndomshjemmet

Lundbyes barndomshjem
  • Lundbyes barndomshjem

Familien Bonnevies gård i Skibbrogade

No Audio File Selected/Uploaded

Johan Thomas Lundbyes morfar, toldinspektør Immanuel Bonnevie, købte I 1801 den 4-længede handelsgård Skibbrogade 8. Bonnevies ældste datter, Cathrine, blev som 17-årig i 1810 gift med kaptajn Joachim Theodor Lundbye, der var i Kalundborg for at stå for opbygningen af de nye skanseanlæg på Røsnæs, som blev anlagt, fordi Danmark havde mistet flåden i 1801.
Ægteparret boede i Bonnevies gård  i Skibbrogade og fik her syv børn, alle drenge, hvor Johan var den midterste.  Adressen blev udgangspunktet for malerens Johan Thomas Lundbyes tilknytning til Kalundborg gennem hele livet.
Her blev han født og levede de første af sit liv.  

Lundbye flyttede som 8-årig med familien i 1826 til Kbh., men bevarede til sin død i 1848 kontakt til adressen her og dermed Kalundborg og hele egnen omkring, dels fordi bedsteforældrene og anden familie stadig boede her, og dels fordi moderen flyttede tilbage hertil for at føre hus for sine forældre efter sin mands død i 1841.

I dag er der opsat en mindeplade på muren ved porten ud mod Skibbrogade.


Gårdspladsen indenfor har været legeplads for de syv søskende, ligesom de ofte legede i området på og omkring Møllebakken.
Vi ved, at de holdt af at ’lege soldat’, måske inspireret af den militære far, men her deltog Johan ikke så meget, dels fordi han var ret svagelig og ofte sengeliggende, og dels fordi han udviklede andre interesser, specielt tegning, som han meget tidligt viste store anlæg for.
Gårdspladsen er i dag ret velbevaret og kan ses gennem porten fra den modsatte side, for enden af Bethesdagade.

Lundbyes meget tætte bånd til moderen

Johan var livet igennem stærkt knyttet til moderen.
Den farvelagte tegning af hende fra 1845 lavede han, da han besøgte hende i Kalundborg, umiddelbart inden han skulle af sted på sin store dannelsesrejse til Italien i juni måned 1845.
Hun havde netop været til begravelse, da han tegnede hende i stuen i Skibbrogade, så derfor er hun sortklædt og har et kors om halsen.
Det var Louise Lundbye, Johans kusine, gift med hans ældste broder, Carl, der var død i barselsseng.
Johan vidste, han ville komme til at savne sin moder umådeligt på rejsen, så tegningen havde han inden for række- og synsvidde på hele den 14 måneder lange udenlandsrejse. Og savnet efter hende og det Danmark, som hun nærmest var symbolet på for ham, blev næsten ubærligt for ham, så billedet var ham til trøst på hele turen.

    Et andet eksempel, som viser det stærke bånd mellem de to, er tegningen billede 5, som ganske vist viser moderen siddende med sit strikketøj i hjemmet i Frederiksværk i 1839, men som antyder den nærmest telepatiske forbindelse, der var mellem dem.
Det særlige er naturligvis selvportrættet, som Johan har anbragt uden for vinduet, som moderen kigger ud gennem.
Han skriver i rejsedagbogen fra Italien i 1845, hvor han muligvis har haft denne tegning med sig.

’Elskede moder! Sidder du endnu i dit stille kammer og sender tankerne ud til dine sønner? Du kunne ikke finde din Johan, du ved ikke hvor han er: her, gud velsigne og bevare min gamle moder!’


Johan var den midterste af 7 brødre, som Cathrine fødte i perioden fra 1812 til 1826.
Han skilte sig meget ud, da han i sine første år ofte var syg og sengeliggende og derfor fik meget omsorg fra sin mor.
Han var et blidt, følsomt og kunstnerisk gemyt i modsætning til brødrene, som yndede at lege vilde soldaterlege, bl.a.  ofte oppe på Møllebakken.
Johans 6 brødre gik alle militærvejen i deres karrierer, hvilket var i tråd med faderens ønsker.

    I et brev til professor Høyen, der fra studieårene blev Johans mentor og ’åndelige fader’, skriver moderen året efter Johans død på opfordring om hans barndom:

Johan er født her i Callundborg 1ste September 1818. Han var et usselt Barn, ofte Døden nær, med en  Legems Svaghed, hvorfor der gik en Læge til os daglig i meer end et Aar.
Han blev fuldkommen helbredet og rask; dog ikke tidlig sendt i Skole.
Først hos en mindre bekendt, men stræng Skolemand ved Navn Lysten.
Der blev han straffet med Sult, jeg tror ikke Manden kunne nænne at slaa ham.’

Den tid, hvor moderen plejede ham under sygdommen, beskriver Johan selv flere gange i sine dagbøger og breve som den bedste periode i sit liv, og her blev vel hans livslange, stærke bånd til hende lagt.
Her fik han sunget sange og fortalt historier, og han begyndte at lave tegninger ud dem.
Han gjorde også tidligt bekendtskab med B. S. Ingemanns historiske romaner, som udkom netop i disse år.
Man kan tænke sig at han lavede tegninger til historien om Valdemar Sejr, der på en jagt på Røsnæs så sin 7-årige søn blive dræbt ved et vådeskud.

Den strenge far

Det passede dog ikke den meget militært indstillede far, at Johan brugte sin tid på at tegne.
Han udstedte endog et forbud imod at han gjorde det, så da han opdagede, at han alligevel havde tegnet, så tog han alle tegningerne og brændte dem i kakkelovnen.
Dette skete flere gange og stoppede først i København, da to militære kolleger, som havde sans for kunst, overbeviste ham om, at drengens tegnetalent var så usædvanligt, at det burde støttes og udvikles.
Således kom Johan i en alder af 14 år til at få undervisning af professor Lund og begyndte på Kunstakademiet. 
Her knyttede han nogle meget tætte, livslange venskaber, først og fremmest med Lorentz Frølich og P. C. Skovgaard.
Måske kan man få et indtryk af faderens strenge karakter ved at se på den tegning, som Johan har lavet af ham i 1836.
På det tidspunkt var han avanceret i sin militærkarriere fra kaptajn, over ’overtøjmester’ og major, til oberst, men var stadig kendetegnet ved en meget brysk og grov fremtoning.

I 1809 blev Kaptain Theodor Lundbye ansat til at oprette et skanseanlæg yderst på Røsnæs som skulle tjene Danmarks forsvar efter tabet af flåden i krigen mod England.
I den sammenhæng mødte han toldinspektør Bonnevies datter, Cathrine, som han giftede sig med i 1810, lige før hun fyldte 18 år. 
Der er flere samtidige skildringer af ham, som samstemmende beskriver ham som streng og brysk og temmelig ubehagelig.
Johan omtaler ham i breve og dagbog sønligt pænt, men det skinner igennem, at der ikke var megen hjertelighed mellem dem.

    Da faderen dør i 1841, skriver Johan i et brev til vennen Lorenz Frølich:

’Sorg og Bedrøvelse kan ikke her betage mig, den kjære Afdøde var ikke af dem, hvis Kjærlighed prægede sig i hans Væsen, han var i det hele taget mere streng og bitter end kjærlig i sin omgang …. Vor Herre være ham en naadig og barmhjertig Dommer! Hans Stræben var ærlig, hans Færd bramfri og djærv.’

Moderen flytter tilbage

Da hun altså bliver enke i 1841, flytter Cathrine Bonnevie tilbage til forældrenes hjem i Skibbrogade 8 i Kalundborg for at holde hus for de nu ret affældige forældre, samt sin ligeledes svage faster, som også boede der.
Hun vier sit liv til denne opgave, lidt til Johans fortrydelse.
Han synes, den velsignede moder havde fortjent et bedre liv og hans største ønske var at flytte sammen med hende i en lejlighed i København. Men hun fører hus for familien uden at kny og som det selvfølgeligste af verden.
Det betyder for Johan, at han ofte besøger Kalundborg, og ud over at besøge moderen, får han under disse besøg tegnet og malet særdeles mange billeder fra Kalundborg og omegn.
Fra barndomshjemmet tegner han et portræt af morfaderen siddende ved vinduet i huset i Skibbrogade. Det er lavet få måneder før gamle Bonnevie døde.


I perioden, hvor forældrene og han selv var flyttet til København og forældrene senere flyttede til Frederiksværk, havde Johan alligevel gode grunde til at komme på besøg på Kalundborg-egnen.
Han kom i sit korte liv mindst 18 gange til Kalundborg. Dels boede bedsteforældrene stadigvæk i hans barndomshjem, dels havde han en bror, som i en lang periode studerede landbrug på en gård på det yderste af Røsnæs (eller Refsnæs, som næsset kaldes dengang).
Yderligere besøgte han ofte sin morbror, Honoratius Bonnevie, der var præst i Vallekilde, og i det hele taget var han stærkt knyttet til sin tidlige barndoms landskaber. Og da moderen flytter tilbage, er der en yderligere tilskyndelse.

   Moderen bliver boende i huset i Skibbrogade længe efter Johans død i april 1848. Han bliver begravet i Bedsted i Sønderjylland.
Hun når aldrig at se hans grav, men dør i vinteren 1863 på vej dertil. Mere om dette og om Johans tragiske død i omtalen af Landmark 2.