Møllebakken

I 1846 besøger Lundbye sin mor i hjemmet i Kalundborg, hvor hun har påtaget sig at føre hus for de gamle i familien. Han føler ikke, at huset helt har den hygge, som han kendte fra tidligere. Moderen havde ikke alene de svagelige gamle at passe – tanten var 80, forældrene begge over 80 – ,en slægtning var også flyttet ind i huset med sine fire syge børn.  I et brev til sin ven P. C. Skovgaard  skriver han ’…i Sandhed et sørgeligt Lod traf min Moder,  da hun bestemte sig for at opoffre sig til Tieneste og Hjælp og Pleie hos de gamle Forældre; dog, føler hun det, da er det uden Klage, som Noget, der er naturligt og ikke kan eller skal være anderledes, hvor meget end hendes Sønner kunne ønske det. ’

Senere i brevet skriver han: ’Her var det ikke meget, hvad jeg fik arbejdet, dog havde Vængerne ved Fjorden og især Møllebanken beskæftiget mig en Deel; fra det sidste Sted har jeg endog tænkt mig at udføre en Billed, om ikke noget meget stort, saa dog et rart, lille venligt Parti med 4 Møller, der levende kunne minde mig om et uforglemmeligt lille Møllemaleri i Rom af Breugel. – Ingen ængste sig om mig, jeg har ingen Skade taget paa Stemningen.’

  Det lille venlige parti med de 4 møller, som Lundbye nævner, at han har planer om at lave ud fra sine skitser, er oliemaleriet ovenfor. 

   Det ’uforglemmelige lille Møllemaleri i Rom af Breugel’, kunne være dette. Lundbye havde en nærmest fotografisk hukommelse, når det kom til billeder, han havde set, landskaber, han havde bemærket, eller tekster, han havde læst. Det lille Breugel-billede havde han set to år tidligere på sin udlandsrejse, men måske var det ikke i Rom.

Tegningen, billede 3 herunder, er nok den første tegnede skitse til det endelige maleri. Her ser man Gregersens mølle fra to vinkler og så en af stubmøllerne i midten. Det er karakteristisk, at det er en hatmølle, hvis drejefunktion i ’hatten’ kan styres via nogle pinde fra jorden.

Lundbye har haf mange overvejelser over, hvad der skulle være i det centrale punkt i maleriet, hvor vejen drejer op mod højre. I det endelige, store oliemaleri er der en hund. I det malere studie, billede 5, har han placeret en kvinde i en markant rød kjole, men han i skitsen, billede 4, har en person med et redskab ved siden af en stolpe. Det sidste kommer nok virkeligheden nærmest, da der på dette sted lå en reberbane. Rebslageren i Kordilgade havde en lang, lige række af træbukke, som rebene blev lavet over. En ’kordel’ er en tråd, der flettes til et reb og har således givet navn til hovedgaden i Kalundborg. Manden på skitsen er måske rebslageren, der står ved en af sine bukke. Den detalje har Lundbye dog udeladt i sine to oliemalerier.

Hvis man på Lundbyes tid ankom til Kalundborg fra søsiden, var der to vartegn i byen, som var meget karakteristiske. Det ene var den arkitektonisk enestående Vor Frue Kirke, der med sine fem tårne ikke fandtes mage til i Danmark. Dog var der i Lundbyes voksne liv kun fire tårne på kirken, da det midterste styrtede sammen i 1827 og først blev genopbygget i 1871. Det andet nok så iøjefaldende vartegn var de 5-7 møller på Møllebakken bagved kirken og byens huse. De var ikke til at tage fejl af, som de stod med deres store vinger og knejsede, åbne for vindens kræfter. Det er et pudsigt tilfælde, at det måske nu er de 6 kæmpe vindmøller på Asnæs, som er placeret lige over for Møllebakken, som kan siges at være nutidens Kalundborgs seneste vartegn.

   Møllebakken var et spændende sted for Lundbye at komme som barn, og det var et sted, han ofte vendte tilbage til, når han senere besøgte sin mor og sin øvrige familie. Det har resulteret i en række tegninger, studier og malerier fra netop bakken med møllerne og den flotte udsigt over byen og fjorden. Især under besøget i 1846 opholdt han sig meget på Møllebakken for at arbejde, og der findes flere skitser og tegninger fra dette besøg.

Der har været møller på dette sted omtrent så langt tilbage som byen har eksisteret. Der er vidnesbyrd om møller allerede fra omkring 1250. Fra 1688 har vi et kort af Resen, som kortlagde hele Danmark, hvor man ser syv møller på Møllebakken.

Den ene forsvandt omkring 1750. Den var opført og administreret af den navnkundige godsforvalter Niels Lind, som drev Kalundborg Gods, det nuværende Lerchenborg. Han kom på kant med alt og alle, og møllen blev således revet ned omkring midten af 1700-tallet. De øvrige 6 møller, som stadig var der på Lundbyes tid, kan ses på kortet her fra 1795. Hillerups mølle er tilføjet på kortet, da den endnu ikke var bygget, da det blev lavet.

På et lidt senere kort fra 1790 er møllerne placeret tydeligere i forhold til huse og lodder langs Kordilgade. Her kan bemærke den lange lod lige syd for Gregersens mølle. Det var på denne lod, den overdækkede reberbane lå.

Pælen for Landmark 13 er placeret ved plateauet, hvor den østre mølle stod. Kigger man derfra mod vest, vil man nogenlunde have den vinkel, som Lundbye har haft, da han malede værket ’Møllebakken ved Kalundborg’, billede 1 og 3. Det vil altså sige, at de møller, som vi ser på maleriet, må være Hillerups mølle forrest, så Boisens mølle og bagest Gregersens mølle.

   Man kan i øvrigt bemærke, at der på billede 1 ses en T-formet stolpe ved vejen op mod venstre. Det er en stolpe fra en af de reberbaner, der var på møllebakken. Her lavede man tovværk, som især blev brugt på skibene. Lidt længere henne på bakken kan man i græsset se aftegningen af en grund, hvor der har stået en 50 meter lang, overdækket og grundmuret reberbane. En ’kordel’ er en af de tovdele, man splejser sammen på reberbanen. Det ord har givet navn til hovedgaden i Kalundborg, og ’Galleri Kordel’, der ligger på Kordilgade 13, er indrettet i et gammelt hus, der ejedes af en rebslager, som havde sin reberbane nærmest i sin baghave.

    Det var i øvrigt på Lundbyes tid, at de traditionelle stubmøller gradvist blev erstattet af de mere effektive hollandske møller, eller ’hatmøller’, som de kaldtes. Disse drejer kun rundt i den øverste del, hvorpå vingerne er anbragt. Den første hollandske mølle på Møllebakken skulle være ’Ulstrup mølle’, men kigger man nøje på Lundbyes tegnede skitser (f..eks. billede 4), ser det ud som om, Gregersens mølle allerede i 1847 var en hollandsk hatmølle.

Den østre mølle på Møllebakken, var placeret på det plateau, hvor Landmarks-pælen er anbragt. Denne stubmølle har Lundbye lavet mange billeder af. Akvarellen herunder er den mest gennemarbejdede. Placerer man sig ved bænken på stien hen imod vandtårnet, vil man se plateauet i cirka samme perspektiv som på billedet. Man vi se Asnæs strække sig på den anden side af fjorden, og man kan fornemme den stenvold, der udgør kanten på mølleplateauet.

Motivet på den følgende tegning (billede 10) er sandsynligvis også den østre mølle, men her set fra en anden vinkel. Der er rigtig mange detaljer, der går igen mellem møllerne. Da hele stubmøllens hus jo kan dreje sig, kan det være svært at afgøre, hvorfra motivet er set. Men både bakkerne i baggrunden og stensætningen omkring plateauet kun tyde på, at møllen ses fra syd mod nord. Der er nogle svage streger i baggrunden, der antyder et landskab.  Måske kunne det være fjordens  kystlinjen op langs Røsnæs. Der kan også være tale om at Lundbye har tegnet flere motiver på samme tegning, som han ofte gjorde (se f.eks. billede 12).

Som nævnt, så kom Lundbye ofte på Møllebakken, både som barn, da han boede her, og senere når han var i byen på besøg. De fleste af hans billeder herfra, er fra besøget hos moderen i september 1846. Men der også et par andre.

   Den lidt utydelige tegning herunder, har han lavet som 19-årig i 1837. Her står en ung mand og kigger ud over byen, havnen og fjorden. Man kan finde ca. det samme udsigtspunkt i dag. Herfra kan man så bemærke, hvorledes industrialiseringen i den grad har sat sit præg på byen og havnen. Bl. a. kan man bemærke, at der, hvor nu hele sydhavnen med al sin industri nu ligger, har der på Lundbyes tid været åbent vand, strandenge og det, man kaldte ’vængerne’, der var englodder, der lå ned mod fjorden. Herfra har Lundbye lavet flere billeder, men det er meningsløst at opsøge stederne, hvor han arbejde. Derfor vil de blive beskrevet under Landmark 14.

   På skitsen med udsigten over fjord og by kan man bemærke, at han øverst i venstre hjørne har markeret nogle lokaliteter i det fjerne. Således står der ’Fyen’, men også ’Hedvigslyst’, som man kan se, at han har tegnet på Asnæs. Her har han selv overnattet, og der er et Landmark der, med en nærmere beskrivelse.

Dette skitseblad er, typisk for Lundbye, sammensat af flere studier. Under besøget hos sin mor i juli 1847 fyldte han blad med tre studier over fem dage.

På den nederste skitse fra d. 3. juli står han på Møllebakken i Kalundborgs østlige udkant. I baggrunden ses Raklev kirkes tårn, til højre ses en mølle, sandsynligvis Gregersens Mølle, og til venstre kan man følge vejen ud af byen mod Refsnæs.

Midt på bladet har Lundbye d. 5. juli lavet en vandfarvelagt tegning af prydplanten blomsterjøde (Tradescantia virginiane), som han muligvis har fundet i familiens have på Skibbrogade.

På den øverste del af bladet har han lavet en skitse fra 8. juli af udsigten fra Hestehavebakken, hvor man ser møllerne på Møllebakken, kirken, havnen og noget bebyggelse på Asnæs, der muligvis kunne være Lerchenborg.

Ved sit lange ophold i Kalundborgegnen i juni-juli 1847 er Lundbye først en halv snes dage på Røsnæs og derefter nogle dage på Asnæs og slutter så besøget af med nogle dage hos moderen. Her har han vandret med sin tegneblok i barndomsbyen, og måske haft lidt nostalgiske minder på turene, nu hvor han syntes at moderen havde opofret sig for meget for at holde hus for sin store, noget affældige familie. Allerede ved besøget året før skrev han i et brev til vennen P. C. Skovgaard, hvor moderen passede sine forældre, en svagelig tante på 80 og en slægtning med fire syge børn:

’Det gamle Hjem (…) er saa forandret og svagt, at det ikke har beholdt endog kun Skyggelighed med det gjæstfrie Huus, der saae vore Barndoms og Ungdoms Ferie-Glæder, og et i Sandhed sørgeligt Lod traf min Moder, da hun bestemt sig til at opoffre sig til Tjeneste og Hjælp og Pleie hos de gamle Forældre; dog, føler hun det, er det uden Klage, som Noget, der er naturligt og ikke kan eller skal være anderledes, hvor meget end hendes Sønner kunne ønske sig det.’

Tegneblokken var nærmest en slags dagbog for ham og han havde den altid med sig. Billede 12 herover er et eksempel på, hvordan han fæstner sine indtryk, når de falder for.

Lorenz Frølich, der i øvrigt havde besøgt moderen i Kalundborg, mens Lundbye var i Italien, skrev mange år efter Lundbyes død en erindringsartikel til ’Ude og hjemme’ november 1877, hvor han bl. a. skriver om vennens skitsebøger:

’Lundbyes Skitsebøger ere interessante Dagbøger, idet de bestandig bærer Spor af, hvor han færdes; thi han glemte aldrig at forsyne sine Studier med Tids og Steds Angivelse, ofte ogsaa med en eller anden morsom Bemærkning eller et Vers af en af vores Digtere, – og af dem bevarede hans gode Hukommelse mange – hvilket hans poetiske Sans fandt passende til det, han i sin Tegning søgte at Udtrykke. Han saa det smukke og maleriske over alt, og enhver Ting blev tiltrækkende ved hans Behandling!’ 

Netop d. 3. juli 1847, på en afsluttende vandring i byen efter det lange besøg, lavede Lundbye denne forunderlige tegning i sin skitsebog.

Tegningen her er på mange måder bemærkelsesværdig. Vi ser to grupper af børn, en gruppe piger og en gruppe drenge, der leger neden for Møllebakken. På bakken ses en stubmølle og en nyere hollandsk hatmølle. Titlen ’Soldat og Paradiis’ refererer til de lege, børnene leger, men udtrykker måske også på et lidt dybere plan en opfattelse af kønnene, som Lundbye har oplevet, da han selv var barn. Pigerne i den forreste gruppe, der leger hinkelegen ’paradis’, er meget skarpt og detaljeret tegnet, så man ser deres yndefulde, afslappede holdning og bevægelser, og deres tøj smyger sig i bløde folder om deres kroppe. Den knælende pige kigger hen imod den anden gruppe, drengene, der leger ’soldater’. Denne gruppe er meget mere løst og skitseagtigt gengivet. De tre børn marcherer stift efter en meget brysk udseende mand, som tilsyneladende strengt overvåger deres eksercits. Den forreste dreng med geværet kigger hen på den knælende pige, som han har øjenkontakt med, måske fordi han gerne vil lege med der. Den næste dreng er koncentreret om at slå på tromme. Den sidste kigger sløvt marcherende ligeud med en skeagtig ting i hånden. Måske er det en pige, hvilket kjolen kunne tyde på, selvom der er noget drengeagtigt over kasketten.

   Den følgende tegning, Billede 14, som Lundbye lavede 10 år tidligere, har han givet titlen ’Lille Carl til hest i uniform’. Den forestiller hans mosters søn som 4-årig. Drengens udklædning minder meget om den, drengen i ’soldatergruppen’ har på. Så det er måske noget soldaterudklædningstøj, som Lundbye husker. Kosten, der agerer hest, er dog skiftet ud med en genstand, der minder om en ske. En pony?

Lundbye var den midterste af syv brødre. Den strenge militærfar ønskede, at alle hans drenge skulle gå militærvejen. Det gjorde de også, alle undtagen Johan Thomas. Som barn var han svagelig og ofte syg og sengeliggende, og elskede at sidde og tegne og være sammen med sin moder, som han knyttede sig stærkt til. Han skriver selv, hvordan brødrene legede soldat udenfor mens han sad inde og hørte moderen synge og fortælle historier og sagn. Når faderen kom hjem og så, at Johan havde siddet og lavet tegninger, kastede han dem i kakkelovnen og sagde, at hans børn skulle lege soldaterlege.

    Det er svært ikke at tolke disse erfaringer ind i tegningen af de to grupper børn ved Møllebakken. Og det er nok heller ikke tilfældigt, at det lige er ’Paradiis’, de lokkende piger er ved at lege, og at det modsvares af de blege drenges ’Soldat’.