Kystvejen ved stien fra Strandbakken

Pælen er placeret ved trappen ned til stranden fra Kystvejen, hvor stien fra Strandbakken møder Kystvejen.

Intro
  • Intro

Det storladne Røsnæs – men hvor er dyssen?

I efteråret 1843 var Lundbye i Kalundborg for at besøge moderen og bedsteforældrene, men også broderen Honoratius, der var landmand og boede på en gård på det yderste af Røsnæs. Det blev en længere tur, hvor han var meget produktiv og bl. a. fik de indtryk og lavede de skitser, der senere blev til denne akvarel.

   Verselinierne øverst på tegningen, ’O, Danmark! Om Du din Skade forstod, Da maatte Du græde det bare Blod. – På Refsnæs, hvor før stod Ege og Bøg, Herefter skal gro Skarns Hunde Løg’, henviser til folkevisen om Dronning Dagmars søn Valdemar, som blev dræbt ved et vådeskud på Røsnæs.

   Denne smukke farvelagte tegning, som Lundbye udførte efter erindringen i København og Italien, adskiller sig fra de øvrige Refsnæs-tegninger ved den fornemt gennemarbejdede komposition. Tegningen gengiver en ensom vandrer, en kunstner, som støtter sig til en kæmpehøj, som Lundbye har tilføjet. Bag ham strækker sig Røsnæs’ øde, bugtede landskab. Det er, som om billedets udsagn er: se her, hvor storladent Danmark er!

Det er vanskeligt at udpege præcist, hvor på Røsnæs denne akvarel er lavet. Lundbye har udført den efter erindringen og titlen er ikke særlig præcis. Men han lavede i 1843 en farvelagt skitsetegning, som han må have brugt som forlæg. Måske kan man her fornemme, at skrænten i forgrunden har været udsat for et skred.


 Både på den store akvarel og i farvetegningen er der ting i kystens form, samt bakker og klinter i landskabet, der taler for, at det er set lidt øst for Kysthospitalet. Gravhøjen, som kunstneren læser sig op ad, findes ikke mere. Den er ved kysterosion styrtet i havet. Derfor ser man også i dag, at kysten ud mod Kysthospitalet er blevet sikret af anbragte sten op ad skrænten. Et sted ude i vandet ligger resterne af dyssen. Men ifølge arkæolog Jens Nielsen fra Kalundborg Museum, skete denne nedstyrtning i 1824-26. Så den var der ikke, da Lundbye lavede sin farveskitse. Men han har helt sikkert vidst, at den har været der – og han har måske kunnet se stenene ude i vandet. Så kunstneren ved dyssen er en konstruktion, hvor historien, kunstneren, den storladne istidskyst og den urolige himmel giver en fortættet fortælling om ’det kjære Danmark’, som det var Lundbyes mål at skildre.

Lundbyes betagelse af naturen og landskabet på Røsnæs

Akvarellen er altså et erindringsværk, som er sammensat af skitser og erindringer fra hans tur ud til broderen Honoratius på Røsnæs, og så formentlig færdiggjort på hans rejse til Italien. Dette storladne og meget danske værk forærede han til sin studieven, billedhuggeren Adolf Jerichau, som han i virkeligheden var kommet på kant med i Rom. Der er mere herom i et senere afsnit.

I dagbogen hedder det i august 1843 om vandreturen ud på Røsnæs:

’Thorsdag den 24. Aug gik jeg om Morgenen kl. 9 fra Kallundborg for at besøge min Broder Honoratius ude paa Refsnæsgaarden, der ligger en lille Fjerdingvej fra den yderste Spids af Landtungen. Vejen gjennem Raklev til Nyrup var mig bekjendt; men det glædede mig dog at gjensee de mange Steendysser, som findes her paa Markerne. Landet er bart med store Banker, der gjerne have Høie, for en deel overpløjede på Toppene, hvilket giver Egnen en egen Charakter, især da disse Toppe hyppig bærer svære Graasteen, forfaldne og bevarede Gravkamre. ’

Studieskitsen herunder fra 1843 er ganske vist fra Veiby nogle uger tidligere, men kunne ud fra beskrivelsen i dagbogen være fra egnen omkring Raklev – Nostrup:


’ Paa Nostrup Mark noget til venstre for Veien var en opreist Steen paa Toppen af en Høi mig paafaldende. Jeg gik derhen men fandt, da jeg kom derop dog intet videre Mærkeligt, skjøndt den temmelig store, fiirkantede, tilhugne Steen altid glædede mig at see paa: derimod kunne fra Højden see, at jeg måtte befinde mig i Nærheden af Klinten paa den søndre Kyst, den maatte jeg see.

     Da jeg kom derhen, kan jeg ikke noksom beskrive min Forbauselse ved at see Leerskrænten gaa næsten lodret ned til Vandet i de deiligste vilde Former. Jeg løb ned, der stod en Kone og vadskede sit Tøi i Stranden; det saa ud som der aldrig kom Mennesker her. Ved Siden af den smukke Leerskrænt stod en sort Knold af ikke ubetydelig Størrelse; den bestod af en løs, klumpet, men smuldrende Masse, meest sort, dog med dunkelrøde Skjolder. Saadan Noget havde jeg aldrig seet, og troede det maatte være en stor Sjældenhed; senere saa jeg at det findes hyppigt herude. Jeg satte mig ned og tegnede med Vandfarve, som jeg opløste i det salte Vand, et lille Udkast af denne Skrænt i min lille Lommebog. (…) Vandringen var anstrengende i det lumre, stille Graavejr; men en saadan Natur var mig heel fremmed, og jeg glemte Træthed og syntes, jeg havde aldrig haft saa stor Glæde på nogen Vandring før’.

På en senere tur skriver han i sin dagbog. Her i 1844: ’Jeg føler det ikke som sørgeligt, men trækkes altid mod den Storhed og Ro, som findes i Naturen på ensomme Steder.’ Og igen i 1847: ’De herligste Timer har jeg haft, naar jeg ved Sønderstranden sad ved mit Arbeid i en Stilhed, som var jeg 100 Mil borte fra beboede Steder.’

Lundbye i Italien – et venskab sættes på spil for Danmark

Måske netop på sine ture til Røsnæs får vi fra hans dagbog og de breve, han sendte herfra, de stærkeste vidnesbyrd om, hvor meget den danske natur betød for ham. At han så i 1845 vælger at tage på studierejse til Italien, kan derfor virke underligt. Moderen havde han svært ved at være væk fra, naturen og den danske sjæl ville han komme til at savne, og hans mentor og faderfigur, professor N. L. Høyen, tilrådede ham kraftigt at blive hjemme for ikke at blive påvirket af de fremmede måder at male på, nu hvor han var ved at finde sin særligt danske stil. Alligevel tog han af sted. Han flygtede fra en tiltagende uro for sin egen mentale sundhed, og han flygtede, fordi han havde oplevet to mislykkede kærlighedsforhold. Det ene til godsejerdatteren Louise Neergaard, som han aldrig fik erklæret sig til, det andet til en malervens søster, Margrethe Bauditz, som han friede til gennem hendes fader, men fik nej. Derfor måtte han væk, og han havde kunstnervenner i Rom, som han kunne bo hos. Det var først og fremmest billedhuggeren Jens Adolf Jerichau og maleren Thorald Læssøe, som havde tilbudt, at han kunne bo sammen med dem. Det blev ingen succes. De anså dansk kunst og det danske kunstmiljø for provinsielt og uden format og udsyn. Og de anså naturen og kulturen i Italien for det ypperste i verden. Lundbye kunne slet ikke holde deres facon ud og skriver mere og mere desperat om det i sin dagbog:

’Hvordan skal jeg dog lære Lethed i Omgang med andre. Jeg lever her i de pinligste forhold, blot fordi jeg ikke med Ro og Tålmodighed kan høre på den Spot og de Skældsord, som Jerichau udgyder i rigeligt Maal over alt hvad der er dansk.’ (Dagbog Rom, 1845)

Og senere skriver han om, hvor utåleligt omgangen med de tidligere venner er blevet. Han har hidtil ment, at en kunstner kunne holde sig fri af politiske intriger og andre uenigheder, men føler nu, at han må sige fra.

… ’I hans (Jerichaus) Selskab, hvor man dog skulle vente Frihed, befinder jeg mig derfor altid, som var jeg til Eksamen, og da han rent sætter til Side som en Umulighed, at jeg kan se Mangler ved og have følt mig opfordret til imellem at opponere mod mine Venner og Raadgivere hjemme, så står jeg absolut for ham i det ækleste, servileste Lys. At en Kunstner kan leve rent uden for alle Intriger og den politiske Verden, lader til at være ham en ufattelig Tanke  …. Jeg gaar her som den dummeste, fordomsfuldeste Autoritetsdukke, og staar ikke i noget som helst aandeligt venskabeligt Forhold, hvad her, hvor så meget kunne læres, ville have været mig af stor Vigtighed. De har den Tro om mig, at jeg ville Vogte mig for ethvert Indtryk af fremmed, især tysk Kunst. De mener jeg er taget paa en Adspredelsestur og misbruger Landets Penge.

Det ender med, at han flytter for sig selv, hvilket yderligere bidrager til hans ensomhed og hjemve. Som han selv siger :’Jeg kravler ind i min Hule’. Det troldeunivers, som han søger tilflugt i, er måske ikke det bedste for hans mentale sundhed.

I Italien ’græder han det bare blod’ af længsel efter Røsnæs og sagastemning

Karl Madsen genfortæller i sin biografi et brev som Lundbye skrev til sin ven Svend Grundtvig, da han befandt sig i Italien og savnede den danske natur og i øvrigt var kommet mere og mere på kant med sin bofælle og ungdomsven, billedhuggeren Jerichau.

’Lundbye beskrev ham sin Yndlingsegn Refsnæs, den nøgne, skovløse Natur med den fine Linieskønhed i Klinternes rige Konturer, i Stranden, hvor Bølgerne slikker ind mellem de mange Sten, og i de bløde Bakkedrag med de talrige Kæmpehøje. Skøn og højtidelig i sig selv fik den for Lundbye forhøjet Stemning, fordi Sang og Sagn var knyttede dertil og Jorden helliget ved et historisk Minde. De gamle, mægtige Skove sagdes visnede og døde ved unge Kong Valdemars Vaadedrab og Halvøen forbandet til evig Skovløshed for at have voldet hans Død. Lundbye tegnede for Jerichau i September 1845 en stor og pragtfuld Vandfarvetegning af Refsnæs, hvor en ranglet Digterskikkelse i Forgrunden læner sig mod en Stendysse; det er den smukkeste af de ikke faa Erindringer fra Danmark, Lundbye har tegnet på Rejsen. Ordet ’Sagastemning’ (…) passer til denne storladne Fremstilling af Refnæs’ alvorlige Øde under en graa Dags Sørgeslør, hvor et vigende Solstrejf  kun er et stakket og tungsindigt Smil. Over Tegningen er anført de dunkle og stærke Ord fra Grundtvigs Redaktion af Folkevisen om Dronning Dagmars Søn: ”O,  Danmark! Om Du din Skade forstod, Da maatte Du græde det bare Blod. – Paa Refsnæs, hvor før stod Ege og Bøg, herefter skal gro Skarns Hunde Løg.” ’ (K.M. 1949, s. 240-41)

Karl Madsen har senere tilføjet en note til dette citat, hvor han skriver, at Lundbye sandsynligvis allerede havde lavet akvarellen i København i november 1844, altså inden han rejste til Italien.

Måske giver Lundbye en besked til Jerichau ved at forære ham netop dette billede.  Det viser jo kunstneren i et symbolladet, storslået og meget dansk landskab og siger måske derfor, at netop her hører han til.  Lundbye følte at Jerichau svigtede sin nationale baggrund og i Italien nærmest gjorde nar af Lundbyes provinsielle danskhed. I den konflikt var det, at han forærede Jerichau akvarellen, måske en replik.  De kom herefter aldrig rigtig på talefod, heller ikke, da de var tilbage i Danmark.

Lundbye søger tilflugt hos dyssetrolden Sindre

Tegningen her af bakketrolden Sindre, der klynger sig til en bæresten til en gravhøj, er tegnet i november 1945, da han op holdt sig Rom.

Hvorledes trolden Sindre må tages som udtryk for Lundbyes eget indre, bliver meget tydeligt i et brev, som han sendte hjem til vennerne i København, og måske specielt rettet til deres børn, som han holdt så meget af. Her laver han en farvelagt tegning af Sindre, der som sædvanlig har hans egne træk, og det specielle ved brevet er, at han lader Sindre være fortælleren!

Jeg kommer ligefra Rom, hvor jeg har en god Ven, hvem jeg har kendt og holdt meget af siden hans Barndom, skjøndt han først som Voxen læte mig rigtig at kende. Jeg tog da også med ham på hans Reise, at han ikke skulle være ganske alene, og vi have tit talt sammen om Danmark, naar Savnet deraf var haardest at bære. Men nu var det en Søndag Morgen paa Piazza Barbarina, hvor han boer, at han sagde til mig: ’Hør Sindre! (for saadan hedder jeg) du faar gjøre dig færdig og gaae hjem til Danmark, til min Moder, Brødre, Slægtninge og Venner og bringe dem min Hilsen og Ønske om: en glad Juul og et lykkeligt Nytaar! Du maa ikke glemme de Smaae … ”

Brev fra Rom, 5. november 1845.