”Refsnæs”, 1844 – ved Kystvejen

Pælen er placeret ved trappen ned til stranden fra Kystvejen, hvor stien fra Strandbakken møder Kystvejen.

Naturen på Røsnæs

J.Th. Lundbye var meget betaget af naturen på Røsnæs (Refsnæs) – ikke mindst de vilde og forrevne skrænter på halvøens sydkyst. Det frit bearbejdere motiv her kan lokaliseres til Kystvejen, hvor Kysthospitalet senere blev bygget.

Johan Thomas Lundbye, Refsnæs, 1844, 52*65 cm, pen og akvarel, Den Danske Kobberstiksamling.

 

Det er vanskelig at udpege, hvor på Røsnæs denne akvarel er lavet. Lundbye har  udført den efter erindringen og titlen er ikke særlig præcis. Gravhøjen, som kunstneren læner sig op ad, findes ikke. Den er indsat af Lundbye af kompositoriske hensyn. Flere ting i kystens form, samt bakker og klinter i landskabet, taler dog for, at det er set lidt øst for Kysthospitalet. Han har formentlig haft en skitse som forlæg.

Efteråret 1843 var Lundbye i Kalundborg på et længere ophold for at besøge moderen og bedsteforældrene. Her tog han sig også tid til ugelang tur til Røsnæs, hvor han endte med at besøge broderen Honoratius, der studerede landbrug på Refsnæsgården på det yderste af Røsnæs ved den nuværende naturskole. På denne tur gjorde han ret omfattende dagbogsoptegnelser.

I dagbogen hedder det således i august 1843  om vandreturen ud på Røsnæs:

Thorsdag den 24. Aug gik jeg om Morgenen kl. 9 fra Kallundborg for at besøge min Broder Honoratius ude paa Refsnæsgaarden, der ligger en lille Fjerdingvej fra den yderste Spids af Landthungen. Vejen gjennem Raklev til Nyrup var mig bekjendt; men det glædede mig dog at gjensee de mange Steendysser, som findes her paa Markerne. Landet er bart med store Banker, der gjerne have Høie, for en deel overpløjede på Toppene, hvilket giver Egnen en egen Charakter, især da disse Toppe hyppig bærer svære Graasteen, forfaldne og bevarede Gravkamre’.

 

Studieskitsen herunder fra 1843 er ganske vist fra Veiby, men kunne ud fra beskrivelsen i dagbogen være fra egnen omkring Raklev – Nostrup:

Johan Thomas Lundbye, Landskabsstudie med en kæmpehøj. 1843.

 

Paa Nostrup Mark noget til venstre for Veien var en opreist Steen paa Toppen af en Høi mig paafaldende. Jeg gik derhen men fandt , da jeg kom derop dog intet videre Mærkeligt, skjøndt den temmelig store, fiirkantede, tilhugne Steen altid glædede mig at see paa: derimod kunne jeg fra Højen see, at jeg måtte befinde mig i Nærheden af Klinten paa den søndre Kyst, den maatte jeg see.

     Da jeg kom derhen, kan jeg ikke noksom beskrive min Forbauselse ved at see Leerskrænten gaa næsten lodret ned til Vandet i de deiligste vilde Former. Jeg løb ned, der stod en Kone og vadskede sit Tøi i Stranden; det saa ud som der aldrig kom Mennesker her. Ved Siden af den smukke Leerskrænt stod en sort Knold af ikke ubetydelig Størrelse; den bestod af en løs, klumpet, men smuldrende Masse, meest sort, dog med dunkelrøde Skjolder. Saadanne Noget havde jeg aldrig seet, og troede det maatte være en stor Sjældenhed; senere saa jeg at det findes hyppigt herude. Jeg satte mig ned og tegnede med Vandfarve, som jeg opløste i det salte Vand, et lille Udkast af denne Skrænt i min lille Lommebog. (…) Vandringen var anstrengende i det lumre, stille Graavejr; men en saadan Natur var mig heel fremmed, og jeg glemte Træthed og syntes, jeg havde aldrig haft saa stor Glæde på nogen Vandring før’.

På en senere tur skriver han i sin dagbog. Her i 1844:

’Jeg føler det ikke som sørgeligt, men trækkes altid mod den Storhed og Ro, som findes i Naturen på ensomme Steder.’ Og igen i 1847: ’De herligste Timer har jeg haft, naar jeg ved Sønderstranden sad ved mit Arbeid i en Stilhed, som var jeg 100 Mil borte fra beboede Steder.’

Tilbage til akvarellen. Verselinierne øverst på tegningen, ’O, Danmark! Om Du din Skade forstod, Da maatte Du græde det bare Blod. – På Refsnæs, hvor før stod Ege og Bøg, Herefter skal gro Skarns Hunde Løg’, henviser til folkevisen om Dronning Dagmars søn Valdemar, som blev dræbt ved et vådeskud på Røsnæs (Refsnæs). Lundbye elskede denne historie, som han kendte fra Ingemanns historiske romaner, som han allerede som barn havde lavet illustrationer til.

Den omhyggeligt farvelagte tegning  udførte Lundbye som sagt efter erindringen i København. Den adskiller sig fra de øvrige Refsnæs-tegninger ved den fornemt gennemarbejdede komposition. Ifølge forfatteren til den store Lundbye-biografi, Karl Madsen, blev den udført til billedhuggeren J. A. Jerichau i september 1845, men denne datering rettede han senere til november 1844. Det er således sandsynligt, at Lundbye havde tegningen med sig på sin udlandsrejse til Italien i 1845-46 og her forærede den til Jerichau under sit ophold i Rom. Tegningen gengiver en ensom vandrer, en kunstner, som støtter sig til en kæmpehøj. Bag ham strækker sig Røsnæs’ øde, vidtstrakte landskab. I Rom kom de to kunstnere i øvrigt på kant af hinanden, fordi den hjemvesyge Lundbye fastholdt sit danske, nationale sindelag, hvilket Jerichau vendte mere og mere ryggen. Måske giver Lundbye en besked til Jerichau ved at forære ham netop dette billede.  Det viser jo kunstneren i et symbolladet, storslået og meget dansk landskab og siger måske derfor, at netop her hører han til.  Lundbye følte at Jerichau svigtede sin nationale baggrund og i Italien nærmest gjorde nar af Lundbyes provinsielle danskhed. I den konflikt var akvarellen måske en replik.