Studie fra Stranden ved Refsnæs, 1847

Pælen for dette landmark er anbragt  på stranden  nedenfor Elverdams camping. Nedkørsel fra Røsnæsvej ad Elvervej. Følg stien til kysten ved leddet ved campingpladsen.

Billedet er lokaliseret til stranden nedenfor Elverdam Naturcamping på Røsnæs. Har man studeret Lundbyes værker, fristes man til at se landskaberne med hans øjne. Her er, hvad man kan kalde en typisk Lundbye-kyst.

Johan Thomas Lundbye, studie fra stranden ved Refsnæs, juni 1847, 32,5*51,5 cm, olie på karton, klæbet på lærred, SMK.

 

Maleriets upræcise titel har givet anledning  til flere bud på, hvorfra motivet er malet. Vi har valgt dette sted pga den særligt ’lundbyeske’ stemning i landskabet  – se f.eks. ’knolden’ til venstre ved nedgangen, den kan minde lidt om Lundbyes billeder af Hankehøj ved Vallekilde.:

Foto: Jens Balslev, september 2017.

Desuden har kystlinien har mange ligheder med Lundbyes  billede, specielt hvis man går ca. 300 meter langs kysten mod øst.

Det er karakteristisk, at folk, som har studeret Lundbyes værker, begynder at se på landskaber så at sige med hans øjne. Når man færdes i naturen, fristes man til at udbryde, at dér er en Lundbye-høj, dér en Lundbye-himmel, dér en Lundbye-kyst, eller sten, krat eller sti. Udover de store scenerier, var han også de upåagtede motivers maler. Måske er det især dem, der gør, at vi i dag ser landskabet som ’Lundbyesk’

I breve og dagbogsoptegnelser fornemmer man imidlertid tydeligt Lundbyes betagelse af netop landskabet på den sydlige kyst af Røsnæs.

Lundbyes maleri herover har noget roligt alvorsfuldt, måske noget fredfyldt tungsindigt over sig. Disse følelser kunne de øde, danske landskaber vække i ham. Da Lundbye var på sin Røsnæs-tur i 1843 skrev han i et brev til sin nære ven Lorenz Frølich: ’Jeg har lært at kjende Egne, uberørte af Agerdyrkningsredskaber, i hele deres ejendommelige Vildhed – dér synes jeg først er det rette Stof for Maleren, dér føler jeg de dybere Strænge i mit Indre anslaaede, og jeg gribes af en unævnelig Glæde, der bringer Taaren til at dirre i mit Øie. Ja, Naturen har noget Højere og Ædlere end Alvor, den har Ro! Alvor, mildt Alvor har jeg fundet i mangt et elskeligt Menneske, men aldrig denne usigelig Fred og Ro’.

Efter sommerens ophold på Refsnæs i 1847, året hvor han malede billedet ovenfor,  skriver Lundbye igen til vennen Frølich: ’Men så dejlig som nogensinde står bestandig vor Natur for mig, og jeg savner Dig for at nyde den endnu mere ved Meddelelse til Een, der dog stemmede med mig som ingen Anden. Jeg har på Refsnæs gjort en halv Snes Studier, hvoraf nogle ville fornøie Dig, som de fornøie mig selv’.