Studie fra Stranden ved Refsnæs, 1847

Pælen for dette landmark er anbragt  på stranden  nedenfor Elverdams camping. Nedkørsel fra Røsnæsvej ad Elvervej. Følg stien til kysten ved leddet ved campingpladsen.

Stranden ved Refsnæs – en dansk kyst

Lundbye angav gerne ret præcist, hvorfra motivet til et billede var tegnet eller malet. Men af og til var titlen temmelig løs, som i tilfældet her.  Men som det fremgår af fotoet, billede 2, har kystlinjen ved dette landmark i dag stor lighed med motivet på maleriet.  Derudover er dette sted specielt pga. den særligt ’lundbyeske’ stemning i landskabet  (senere afsnit herom). Endelig er dette sted også interessant, fordi der er spor efter en koloni af malere, Hellenerne, som sidst i 1800-tallet slog sig ned netop her for at udleve klassiske græske kunst- og kropsidealer (senere afsnit herom).

   Hvis man går fra landmarkspælen ca. 300 meter langs kysten mod vest til den første pynt, kan man se følgende udsigt:


Malerier af den danske kyst med lerskrænter, hav og høj himmel og de kompositoriske linjer, dette motiv tilbyder, gjorde Lundbye nærmest til sin egen særlige genre. Mest kendt er hans mægtige maleri, ’En dansk Kyst’ fra 1843, som hænger udstillet som et hovedværk for Guldalderen på Statens Museum for Kunst.


Men han har lavet talrige andre værker med samme motiv. F. eks. maleriet ovenfor, ’Studie fra Stranden ved Refsnæs, 1847’. Dette er karakteristisk ved at være malet meget umiddelbart. Derfor kalder han der og et studie. Landskabet er mere ubearbejdet og råt. Det har i princippet den samme kompositoriske linjeføring som En dansk Kyst, men er ikke blevet efterbearbejdet i atelieret på samme måde. Desuden er der ikke megen vegetation, men der er heller ikke spor efter menneskelig aktivitet og detaljerigdommen er heller ikke så stor. Men der er indfanget et særligt blødt og rødligt aftenlys, og skyerne har noget let truende over sig. En af de vigtigste erfaringer, Lundbye gjorde sig på sine ture til Røsnæs, var, at det faktisk var det vilde landskab, uberørt af menneskehånd, han elskede højest.

Den lundbyeske stemning

Landskabet ned gennem kløften og ned til kysten ved dette landmark, har noget særligt ’lundbyesk’ over sig. Bemærk det afgræssede overdrev, bakkernes buer og den lille, forblæste bakke ned mod vandet. Set med blå himmel med skyer som baggrund, kan den minde en del om et kendt Lundbye-maleri.


Det er i det hele taget karakteristisk, at folk, som har studeret Lundbyes værker, begynder at se på landskaber så at sige med hans øjne. Når man færdes i naturen, fristes man til at udbryde, at dér er en Lundbye-høj, dér en Lundbye-himmel, dér en Lundbye-kyst, eller sten, krat eller sti. Udover de store scenerier, var han også de upåagtede motivers maler. Måske er det især dem, der gør, at vi i dag ser landskabet som ’Lundbyesk’

    I breve og dagbogsoptegnelser fornemmer man imidlertid tydeligt Lundbyes betagelse af netop landskabet på den sydlige kyst af Røsnæs.

    Som antydet, Lundbyes maleri herover har noget roligt alvorsfuldt, måske noget fredfyldt tungsindigt over sig. Disse følelser kunne de øde, danske landskaber vække i ham. Da Lundbye var på sin Røsnæs-tur i 1843 skrev han i et brev til sin nære ven Lorenz Frølich: ’Jeg har lært at kjende Egne, uberørte af Agerdyrkningsredskaber, i hele deres ejendommelige Vildhed – dér synes jeg først er det rette Stof for Maleren, dér føler jeg de dybere Strænge i mit Indre anslaaede, og jeg gribes af en unævnelig Glæde, der bringer Taaren til at dirre i mit Øie. Ja, Naturen har noget Højere og Ædlere end Alvor, den har Ro! Alvor, mildt Alvor har jeg fundet i mangt et elskeligt Menneske, men aldrig denne usigelig Fred og Ro’.

   Efter sommerens ophold på Refsnæs i 1847, året hvor han malede billedet ovenfor, skriver Lundbye igen til vennen Frølich: ’Men så dejlig som nogensinde står bestandig vor Natur for mig, og jeg savner Dig for at nyde den endnu mere ved Meddelelse til Een, der dog stemmede med mig som ingen Anden. Jeg har på Refsnæs gjort en halv Snes Studier, hvoraf nogle ville fornøie Dig, som de fornøie mig selv’.

Hellenerne og vitalismen på Refsnæs

Næsten skjult i trætykningen her ved skrænterne ved Elverdams-slugten gemmer der sig en grundmuret hytte, som er et levn fra en koloni af malere, som i 1890erne søgte at skabe et lille samfund, der søgte at dyrke kunsten, (mande)kroppen, naturen og samværet i overensstemmelse med klassiske hellenske dyder fra antikkens Grækenland.

Hellenerhytten, som de kaldte den, var samlingspunktet for en kuriøs samling af unge mandlige malere, som søgte at etablere et kollektiv omkring dyrkelsen af kalokagati, som fænomenet kaldtes. Det var græsk for ’dyrkelse af kunst og duelighed i et’. Det indebar styrkelse af legemet gennem forskellige former for idræt (opmærksomheden på dette styrkedes i disse år, fordi man startede den moderne udgave af de olympiske lege i 1896), omfattende solbadning og udendørs modelstudier, hvor man sad model for hinanden. Når det var for koldt til at færdes nøgen, iklædte man sig togalignende dragter.

     Planen var at bygge et større græsk tempel til kunstnernes udfoldelser. Man fik en kendt arkitekt til at tegne det, og en stor ansøgning blev sendt til landets kunstmæcener. Man kunne dog ikke skaffe penge nok, så ved de første samlinger boede kunstnerne i et telt. Hovedparten af gruppens medlemmer var en halv snes malere fra Kristians Zartmanns maleskole i København, bl. a. Johannes Ottesen, Gunnar Sadolin, Svend Hammershøi og Svend Berthelsen. Efter et par år blev der bygget en hytte, som der de følgende år blev bygget videre på. Det er den, der ligger oppe på skrænten i dag. Gruppen gik i opløsning efter nogle år, selvom man prøvede at genoplive den efter et par års stilstand.

    Gruppen opfattede sig som en kunstnerisk bevægelse, og anses i dag for at være de første malere  i den kunstneriske bevægelse, man kalder vitalismen. Kendetegnende for den er dyrkelsen af natur og menneske, krop og sundhed, legemsdyrkelse og sport.