Stensætning øst for Raklev Kirke

Den bedste adgang til dette landmark er den blinde villavej Højen, en sidevej til Raklev Høje. Over for nr. 24  kan man skrå over fællesarealet til Stensætningen i hjørnet mod kirken.

Intro
  • Intro
No Audio File Selected/Uploaded

Denne stensætning har Lundbye besøgt mange gange, og på hans tid var landskabet langt mere åbent med udsyn over marker, by og vand. Her ved siden af Raklev Kirke stod man på områdets højeste sted og kunne se vand både mod fjorden i syd og mod Sejrøbugten i nord.  Det karakteristiske dyrehoved, som træder frem i overliggerens form, har tiltalt ham. Sammen med den store stenkrans og de karakteristiske bautasten har det medvirket til hans fornemmelse af besjæling af naturen. Med stedets dengang storladne udsigt over hans hjemstavns landskaber, har det været et sted, han har båret med sig.

Stenkransen

Hvor frit i naturen dyssen med stenkransen har ligget på Lundbyes tid, bliver måske tydeligst ved at se en anden malers billede af den. Her er det Jacob Kornerups akvarel fra 1872, Billede 2, hvor Hundehoveddyssen ses fra syd, så vi altså skimter Sejerøbugten mod nord i baggrunden.

Den slående form, som overliggerstenen på dyssen har, er selvfølgelig årsagen til at den har fået navnet ’Hundehoveddyssen’. Det er tydeligt, at Lundbye har været betaget af dens lighed med et dyrehoved. Men han har faktisk gengivet den meget naturtro, hvilket man kan forvisse sig om, ved at se den i dag. I øvrigt kaldes den også for Underdyssen, og som sådan benævnes den i Nationalmuseets fortegnelse. Selve dyssen indgår i en større stenkreds, som det fremgår af

følgende ’Herredstegning’, som nationalmuseet fik lokale kunstnere til (ofte anonymt) at lave af oldtidsminder som dokumentation. I den følgende tegning ses stenkransen hhv. fra syd og i udsnit fra nord.


Som nævnt var Lundbye betaget af denne stenkrans, og han besøgte den ofte, når han var på besøg i sin fødeegn. Oprindeligt har der stået tre dysser inden for kransen. Ved den midterste er der kun gravkammeret tilbage som et hul i jorden. Ved den østlige står der stadig et par støttesten.

Lundbyes fascination af dette oldtidsmonument kan, udover dets særlige form, være dets placering i umiddelbar nærhed af Raklev Kirke. Her er side om side to symboler på det, som Lundbye anså for at være to af hjørnestenene i det danske: kristendommen og vores gamle historie fra hedensk, oldnordisk tid. Disse to symboler deler placering på en høj med vidt udsyn over landskabet.

Bautastenene for enden af kransen

Lundbye fattede særlig interesse for to af de største sten i den vestlige del af kransen, den der vender mod kirken.
Dem har han tegnet og farvelagt separat flere gange og brugt dem i forskellige sammenhænge.


På billedet ovenfor fremstår de to bautasten meget monumentale og storladne. Ser man stenene i dag, overraskes man nok over, hvor små de i virkeligheden er. Men Lundbye elskede dem og brugte dem som nævnt flere udgaver, bl. a. i et træsnit til en illustration i Flinchs Almanak fra 1843 (billede 5).


Her kan man bemærke, at der er to signaturer på træsnittet, ligesom på træsnittet af Kalundborg Kirke. Ud over Lundbyes signatur til venstre, har også træsnittrykkeren Andreas Flinch anbragt sin signatur på billedet nederst til højre. Det var en særlig kunst at overføre en tegnet skitse til en trykplade, og her arbejdede Lundbye ofte sammen med Andreas Flinch. Han introducerede også sin ven Lorentz Frølich til Flinch og rigtig mange af Frølich’ s illustrationer lavede de sammen.

Det var i løbet af dette samarbejde, hvor Lundbye bl. a. illustrerede gamle sjællandske folkesagn, at han begyndte at befolke naturen med nisser og trolde, som flere af sagnene også handlede om. Resten af livet blev disse trolde hans tro følgesvende og de optrådte ofte som han alter ego. Under italiensrejsen 1845-46 lavede han ligefrem en dog Troldom og Huletanker, var helliget disse væsener. Han har lavet hundredevis af tegninger af sin bakketrold, som han yndede at kalde Sindre. Tit placerede han disse underjordiske væsner i og omkring gravhøje, som han konstruerede efter erindringen.


Dyssen her, hvor nissen står og skuer ud over landskabet har visse mindelser om Underdyssen eller Hundehoved-dyssen med bautastenene, uden dog at være nøjagtigt gengivet. Lundbye citerer under tegningen den svenske digter Mollin: ’Hvor man paa Heden ser en Fackla glimma – der gaar på gullet tomtebissen vackt.’. Trolden har altid skæg og er gammel, som om hans sjæl i alder er knyttet til stendysserne. Efterhånden genkender man Lundbyes egne træk i de gamle dværgfolk, han tegner, og på en måde kan man sige, at han følte et slægtskab med dem.  Der er noget særegent skandinavisk ved dem. Sinde er navnet på den norske udgave af trolden, digtet han citerer her er svensk og han finder ham overalt i det danske landskab – og han bringer ham med på sin rejse til det fjerne Italien som en mindelse om sin hjemegn..

Bakkerne ved Bredekilde

Står man ved Hundehoved-dyssen, eller Underdyssen’, som den også kaldes, og kigger i syd/sydøstlig retning, så ser man i dag ikke ret meget andet end bebyggelse og bevoksning. Men på Lundbyes tid ville man herfra kunne se ned over Bredekildebakkerne og over mod Asnæs. Der var frit udsyn mod syd, ligesom mod nord, som vi så på Kornerup-akvarellen. Nedenfor er  gengivet (desværre i s/h) et imponerende maleri af udsigten, som Lundbye lavede i 1837. I Karl Madsens biografi om Lundbye (her citeret fra 1949-udgaven) skriver han om dette:

I Eftersommeren 1837 har Lundbye malt fortrinlige Landskabsstudier. (…) Ypperligst af Studierne fra dette Aar er dog eet fra Bredekilde nær Kallundborg, med Udsigt over brede Bakker, flade Marker og Fjorden til Egnen om Lerchenbrog; øverst på Bakken til venstre staar en Høstmand og hvæsser sin Lé. Lundbye har senere malt adskillige Studier, der glimrer ved et mere blændende Mesterskab i Behandlingen, men Intet, der viser en dybere Betagethed af Naturen, intet, der ejer en friskere Duft og næppe noget, der naar den vidunderlige Fiinhed i Farvetonerne, med hvilken Sommerdagens Sollys og de kjølige Skygger under Bakkerne her er gengivne.” (Madsen 1949, s. 46)