Stensætning øst for Raklev Kirke

Den bedste adgang til dette landmark er den blinde villavej Højen, en sidevej til Raklev Høje. Over for nr. 24  kan man skrå over fællesarealet til Stensætningen i hjørnet mod kirken.

Lundbye besøgte stensætningen øst for Raklev Kirke mange gange. Han elskede de to bautasten på billedet og brugte dem i flere sammenhænge. Virkelighedens sten er knap så monumentale.

Denne stensætning har Lundbye besøgt mange gange, og på hans tid var landskabet langt mere åbent med udsyn over marker og vand. Her ved siden af Raklev Kirke stod man på områdets højeste sted og kunne  se vand både mod fjorden i syd og mod Sejrøbugten i nord.

På billedet ovenfor fremstår de to bautasten meget monumentale og storladne. Ser man stenene i dag, overraskes man nok over, hvor små de i virkeligheden er. Men Lundbye elskede dem og brugte dem flere udgaver, bl. a. i et træsnit til en illustration i Flinchs Almanak fra 1843:

Her kan man bemærke, at der er to signaturer på træsnittet. Ud over Lundbyes signatur til venstre, har også træsnittrykkeren Andreas Flinch anbragt sin signatur på billedet nederst til højre. Det var en særlig kunst at overføre en tegnet skitse til en trykplade, og her arbejdede Lundbye ofte sammen med Andreas Flinch. Det var i løbet af dette samarbejde, hvor Lundbye bl. a. illustrerede gamle sjællandske folkesagn, at han begyndte at befolke naturen med nisser og trolde, som flere af sagnene også handlede om. Resten af livet blev disse trolde hans tro følgesvende og de optrådte ofte som han alter ego. Under italiensrejsen 1845-46 lavede han ligefrem en bog Troldom og Huletanker, der var helliget disse væsener. Tit placerede han disse underjordiske væsner i og omkring gravhøje, som han konstruerede efter erindringen:

Dyssen her, hvor nissen står og skuer ud over landskabet har visse mindelser om Underdyssen eller Hundehoved-dyssen med bautastenene, uden dog at være nøjagtigt gengivet. Lundbye citerer under tegningen den svenske digter Mollin: ’Hvor man paa Heden ser en Fackla glimma – der gaar på gullet tomtebissen vackt.

Selve stendyssen, som indgår i stensætningen, har en ejendommelig overliggersten, som på grund af sin form har fået navnet ’Hundehovedet’.  Man ser hvorfor på Lundbyes tegning fra  1843:

Lundbyes fascination af dette oldtidsmonument kan, udover dets særlige form, være dets placering i umiddelbar nærhed af Raklev Kirke. Her er side om side to symboler på det, som Lundbye anså for at være to af hjørnestenene i det danske: kristendommen og vores gamle historie fra hedensk, oldnordisk tid. Disse to symboler deler placering på en høj med vidt udsyn over landskabet.

Står man ved Hundehoved-dyssen (eller Underdyssen’, som den også kaldes) og kigger stik syd, så ser man i dag ikke ret meget andet end bebyggelse og bevoksning. Men på Lundbyes tid ville man herfra kunne se ned over Bredekildebakkerne. Nedenfor er  gengivet (desværre i s/h) et imponerende maleri af udsigten, som Lundbye lavede i 1837. I Karl Madsens biografi om Lundbye (her citeret fra 1949-udgaven) skriver han om dette:

I Eftersommeren 1837 har Lundbye malt fortrinlige Landskabsstudier. (…) Ypperligst af Studierne fra dette Aar er dog eet fra Bredekilde nær Kallundborg, med Udsigt over brede Bakker, flade Marker og Fjorden til Egnen om Lerchenbrog; øverst på Bakken til venstre staar en Høstmand og hvæsser sin Lé. Lundbye har senere malt adskillige Studier, der glimrer ved et mere blændende Mesterskab i Behandlingen, men Intet, der viser en dybere Betagethed af Naturen, intet, der ejer en friskere Duft og næppe noget, der naar den vidunderlige Fiinhed i Farvetonerne, med hvilken Sommerdagens Sollys og de kjølige Skygger under Bakkerne her er gengivne.” (Madsen 1949, s. 46)