Hellede Klint

Helles Klint – eller ’Hellede Klint’, som Lundbye kaldte den – er nok den lokalitet på Røsnæs, som stod Lundbyes kunstnerhjerte nærmest.  Den, og skrænterne omkring, havde en monumentalitet og skulpturel skønhed, der fik ham til at tegne og male den fra mange perspektiver og i mange belysninger. Så på begge hans ture herud, i 1843 og 1847, måtte han ned på stranden ved disse storladne moræneskrænter. Lavet fra nogenlunde samme position på stranden har vi to blyantsskitser, en akvarel og et oliemaleri. Derudover er der yderligere en række arbejder fra andre positioner langs kysten ved Hellede Klint. I forhold til hans andre kystbilleder, adskiller dette sig ved at være set fra vest mod øst, hvilket giver nogle andre lysvirkninger. Oliemaleriet ’Hellede Klint, 1848’ var et af de sidste større værker, Lundbye nåede at fuldføre inden sin død i april 1848.

Maleriet er lavet på baggrund af forskellige forstudier. Allerede i 1843, da han første gang var ude på det yderste Røsnæs, hvor han besøgte sin broder Honoratius, lavede han en farvet blæktegning af det samme motiv. 
Her må han have stået præcis det samme sted som 4 år senere, men billedets stemning er lettere, bl. a. på grund af de lyse vandfarver.
Typisk for disse landskabsstudier, har han øverst i højre hjørne skrevet med blæk, hvad der befinder sig i horisonten. Her står der ’Rørby og Aarby – Lerkenborg’.

Men den ret store skitse, billede 3,  der umiddelbart er forlægget for kompositionen i oliemaleriet, er sammensat af to forskellige perspektiver, som er to bud på linjeføring og perspektiv. Han er meget omhyggelig med kystens bue.
Desuden er der i øverste højre hjørne en skitse af en sten, som han tilsyneladende ikke har benyttet i maleriet, men snarere i tegningen, billede 4.

Tegningen ’billede 4’ er en ret detaljeret udført blyantstegning. Ud fra skyggerne på klinten kan vi antage, at denne skitse er lavet om formiddagen, hvor solen har været sydøstlig.

I sin biografi skriver kunsthistorikeren Karl Madsen begejstret om Lundbyes udbytte af opholdet på Røsnæs i almindelighed og mødet med Helles Klint i særdeleshed:

’Udbyttet af hans Ophold her udmærker sig ved en saa følelsesfin og karakterrig Skildring af Halvøens ejendommelige Natur, at den stedse vil erindres og næppe nogensinde overtræffes; Lundbye har taget Refsnæs i Besiddelse som sin kunstneriske Ejendom. Et af hans smukkeste Studier herfra er Studiet af ’Hellede Klint’ (her ’Billede 1’); for den plastiske Skønhed i denne ”den anseeligste, den meest overraskende ved sin Form” mellem alle Klinterne var han ogsaa særlig begejstret.’

Det er værd at lægge mærke til en lille detaljeforskel mellem blyanttegningen Billede 3 og oliemaleriet Billede 1. I tegningen har han placeret en båd, der er trukket op på stranden. Den har muligvis været der, da han sad og lavede tegningen, og som vi ser på utallige af hans tidligere billeder, så ynder han at have markører af menneskelig aktivitet integreret i sine billeder på en diskret og organisk måde. Det falder også fint i tråd med professor Høyens program for den danske malemåde, der bl. a. skulle anerkende folkekulturen. Men båden er væk i den ’færdige’ udgave, som oliemaleriet må siges at være, da det især er tiltænkt en offentlighed. Lundbye skriver flere steder i breve og dagbog, at det der især betog ham ved Refsnæs var landskabets uopdyrkede uberørthed og fornemmelsen af landskabets oprindelighed, storhed og ro. Det er måske det, han vil udtrykke med den tyngde og monumentalitet, der er i maleriet.

Men så overrasker han os alligevel en gang til. Kigger man efter i billedet, ser man oppe på skrænten lidt til venstre for midten, at der står en kvindeskikkelse. Hendes træk er kun antydet, men forstørrer man et udsnit af maleriet, som her i billede 5 og 6, ser man, at hun bærer en sort kjole, en hvid overdel eller et sjal og en hovedbeklædning af en slags. Måske bærer hun en kurv eller lignende på armen.  Det kunne være en ung kvinde, men måske også en midaldrende. Der boede ikke ret mange mennesker yderst på Refsnæs, og sikkert ikke mange unge kvinder.     I vandfarvebilledet, Billede 2, ser man en skikkelse på stranden som det eneste tegn på civilisation, og man fornemmer, at det er en mandsskikkelse. Man kan antage, at han er anbragt der for at give en forestilling om dimensionerne i landskabet. Hvis skikkelsen oppe på klinten skal tjene samme formål, hvorfor er det så en usandsynlig kvinde, der er ude på en ensom spadseretur en tidlig morgen i et øde landskab?

Der kan muligvis være tale om, at kvinden på klinten enten er Fru  forvalter Herdal eller hendes datter, som var herskabet på Røsnæsgården, hvor Lundbyes broder, Honoratius, opholdt sig for at lære om landbrug. De to kvinder er formentlig dem, som Lundbye på samme tur har malet stående ved en strandeng foran en lille bro lidt længere ude langs kysten. Dette maleri beskrives ved et senere landmark.

   Men man kan også anlægge en mere subtil udlægning af kvinden på skrænten. I sit hovedværk ’En dansk Kyst’ fra 1843-44 har Lundbye også anbragt en næsten skjult kvindeskikkelse øverst på skrænten, hvor hun står sammen med et lille barn på en paradisisk lille plet. Her er der meget gode grunde til at antage, at der er tale om at Lundbye har malet sig selv som barn sammen med sin elskede moder ind i billedet. Måske er der i dette Hellede Klint-maleri, som i øvrigt har mange ligheder med hovedværket, en lille hilsen tilbage hertil.

Lundbye lavede talrige skitser og tegninger fra området omkring Hellede Klint, eller ’Helles Klint’, som det kaldes i dag. Det fremgår af dagbøger og breve, at netop dette sted, gjorde stærkest indtryk på ham.

   På en radering fra 1847 ses klinten fra øst mod vest. Det er lidt påfaldende, at han har anbragt græssende får i billedet, da han flere steder glæder sig over, at landskabet yderst på Røsnæs drager ham, fordi det er uberørt af menneskehånd og uopdyrket.  Årsagen er nok, at billedet er benyttet som illustration i en bog.

Stregætsningen herover lavede Lundbye i december 1844. Han havde lige afsluttet sine illustrationer til Kaalunds ’Fabler for børn’ og lavede så denne ætsning til Flinchs almanak. Han var dog ikke helt tilfreds med resultatet og skrev i dagbogen 16. december 1844:

’Et lille Parti af’ Sydsiden af Refsnæs’ , som jeg tillige ætsede i dag, er ikke lykkedes, da jeg forsmaaede at bruge flere Ætsninger, hvorved jeg ville have opnaaet de forskjellige Toner, dem jeg troede jeg alt ved Naalens Brug at have faaet. Muligt kan jeg endnu ved Polerstaalet bringe nogen Holdning ind deri.’

Herunder er Lundbyes tegning af den samme klint, blot set fra vest mod øst. Her har han markeret blåleret i skrænten tydeligere end på tegningen ovenfor:

Den sidste tid før han afsluttede sit besøg på Røsnæs i 1843, var Lundbye på to ture med broderen Honoratius. Om formiddagen var de ude på spidsen og vejret havde været noget regnfuldt og tåget. Men om eftermiddagen klarede det op, og så ville han slutte af med at se den klint, som især drog ham. Han skriver i sine notater fra turen til Røsnæs:

’ … nu nærmede Tiden sig, da jeg maatte tænke paa at vende tilbage til Gaarden hvorfra jeg samme Aften skulde ride til Kallundborg igjen. Men længe havde en guul Skrænt stukket mig i Øinene; den maatte jeg først see. Da vi kom nærmere til den, blev den høi, og ragede med Toppen op i den mørkeblaa Luft; Veiret havde nemlig forandret sig, og det deiligste varme Solskin afløst den kolde, fugtige Formiddagstaage. Vi nærmede os denne Klint omtrent i samme Retning, som Solstraalerne paa denne Dagstid faldt, og det var en mageløs Farvepragt, at see den gule Klint mod den dybe blaa Luft, uden Skygger, Formerne kun betegnede ved de fineste Reflexer; det var henrivende deiligt. „Kan du gaa herfra uden at tegne?” spurgte Ratus. Det falder tungt — svarede jeg, og Enden blev, at jeg satte mig paa en Steen ved Stranden og gjorde en Tegning af Partiet; Pennen løb saa hurtigt som Fingrene kunde føre den, men dog er jeg ham megen Tak skyldig fordi han fik mig til at glemme Tiden thi jeg har stor Glæde af denne raa Tegning. Vi gik omkring Klinten, og i Sidelys var den endnu deiligere, men her vilde det ikke være muligt i en Hast at tegne de smukke Former med den rige Afvexling af Skygge, Lys og Reflex. Det var det Sidste og jeg troer det Kjønneste jeg saae af Kysten paa Refsnæs. Snart vare vi ved Gaarden og jeg tilhest, Ratus gik ved Siden noget ud ad Veien; derpaa sagde jeg ham Tak for det deilige Besøg og Farvel. I et jevnt Trav tilbagelagde jeg snart de 2 Miil ind til Byen ad den store Landevei…’

Tegningen, som han senere farvelagde, af den skrænt, som betog ham så meget med sine skygger, lys og refleks, er billede 10.

Han skriver i et brev til fru Høyen om sin glæde ved at male ved Hellede Klint: ’Den maa males mellem 12 – 3, og jeg spiser da Kl.  11 og trasker i Rullesteen og Tang over en halv Times Vei dertil, men saa er alt glemt, naar jeg tænker, at jeg engang skal have dette Studie i god Behold i København’.

Karl Madsen skriver i sin biografi efter at have citeret dette brev:

”Flere Gange har han den følgende Vinter ledsaget den mundtlige beskrivelse af Refsnæs, han gav sine Venner, med smukke og meget nøjagtige Tegninger af Hellede Klint. Det synes som om ingen af Lundbyes Arbejder har skaffet ham selv større Glæde end Studierne fra Refsnæs. Efter at han (…) var taget herfra ind til Kallundborg, skriver han til Fru Høyen: ’Mine Tegninger bragte jeg selv med mig, mine malede Sager komme først i morgen, men saameget lever jeg i disse Sager, at jeg forsikkrer Dem, jeg er barnagtig urolig for at de skal komme til noget; jeg savner det, at jeg ikke i dag kan som ellers hver Aften og Morgen see dem igjennem.’”