Hellede Klint

Landmark 7 kan besøges enten fra strandsiden – eller man kan gå eller cykle fra Røsnæsvej ned ad Hellesvej. For enden af vejen er der to nedgange til kysten. Helt ude ved skrænten, til venstre, er der en trappe ned – og umiddelbart for enden af vejen, inden man går ud på til skrænten, er der en mindre stejl sti til højre ned til kysten.

Pælen for landmark 7 er placeret neden for trappen, hvorfra man kan se klinten indad mod øst, som er motiv for flere af Lundbyes værker herfra. Gå herfra de 150 meter mod vest til stien og gå op her.

Lundbye havde en særlig kærlighed til Hellede Klint (i dag Helles Klint) på Røsnæs, som han lavede flere billeder af. Billedet her er fra 1847, og man kan den dag i dag genkende klintens massive form.

Johan Thomas Lundbye, Hellede Klint, 1847, 37×55 cm, Olie på papir, opklæbet på lærred.

 

Kombiner evt. Landmark 8 og 7. Det bliver en spadseretur på 3-4 kilometer i noget af den skønneste natur på Røsnæs. Parker på parkeringspladsen ved skoven lige før Naturskolen. Gå til landmarkspælen ved KIK UD (se L8 lidt længere nede på siden). Fortsæt herfra ned til stranden og gå mod øst knap 1,5 km til Helles Klint. Landmark 7 er ved trappeopgangen her. Følg trappen op til sommerhusområdets fællesareal og gå ca. 150 meter mod vest til den anden nedgang og herfra ned og tilbage. På denne tur vil man se de motiver, som Lundbye holdt allermest af.

 

Mere kan mine tanker ikke rumme

Men Hellede Klint! Mere kan mine Tanker ikke rumme nu, og jeg ved det, naar den er på Lærredet, da er jeg flau og nedslaaet”. 

Sådan skriver Lundbye i et brev til sin ven Lorenz Frølich i 1847. Denne kommentar viser både Lundbyes store kærlighed til netop dette sted på Refsnæs, men også hans forkærlighed for de skitser, som han skabte hurtigt og inspireret foran motivet i naturen, fremfor de værker, han malede i sit atelier.

Lundbye lavede flere billeder af netop denne klint. Ovenstående billede, som måske er det resultat, som han ved, at han vil blive ’flau og nedslaaet’ over, har han færdiggjort i sit atelier. Det er lavet på baggrund af tegningen herunder, som er et kompositionsstudie til oliemaleriet:

Johan Thomas Lundbye, Hellede Klint paa Refsnæs, 6. juni 1847. Blyant og sort blæk. 29,9 X 45 cm.

 

På denne tegning er der tre perspektiver på samme tid. To af kystbuen over hinanden, hvor den nederste ses tættest på. Derudover er der øverst i højre hjørne en karakteristisk sten.

Lundbye skriver under sit ophold på Røsnæs i juni 1847 til sin ven Svend Grundtvig: ”… de herligste Timer har jeg havt, naar jeg ved Søndersrtranden sad ved mit Arbeid i en Stilhed, som var jeg 100 Mile borte fra beboede Steder. De store Klinter Stode med deres egne Former lyse og bestemte mod den blaa Himmel, Bølgerne glede langligt pladskende ind mod store Sten paa den anden Side … Jeg arbeidede ret rask, men som en Pengepuger ved med Rette kan anse sig som fattig i Forhold til alle de Penge Verden har i Eie, saaledes saa jeg nidsk til al den Deilighed, hvorfra jeg ikke kunde bringe tusinde Delen med mig.

Udover til oliemaleriet benyttede Lundbye motivet til denne tegning, som Karl Madsen i sin biografi er meget begejstret for:

Johan Thomas Lundbye, Hellede Klint på Refsnæs, 1847, 25*34 cm, blyant og pen.

 

I sin store biografi fra 1895 (genudgivet 1945)  om Lundbye skriver Karl Madsen:

…mellem de Tegninger og den halve Snes malede Studier, der var Udbyttet af hans Ophold her (på Røsnæs i sommeren 1847) udmærker mange sig ved en så følelsesfin og karakterrig Skildring af Halvøens ejendommelige Natur, at den stedse vil erindres og næppe nogensinde overtræffes; Lundbye har taget Refsnæs i Besiddelse som sin kunstneriske ejendom. Et af hans smukkeste Studier herfra er Studiet af Hellede Klint. For den plastiske Skønhed i denne den ”anseeligste, den mest overraskende ved sin Form” mellem alle Klinterne, var han ogsaa selv ganske særlig begejstret‘. Og Lundbye selv skriver, da han fra sin Røsnæs-tur er hos sin mor i Kalundborg til sin fortrolige fru Høyen:  ’Mine Tegninger bragte jeg selv med mig, mine malede Sager komme først i morgen, men såmeget lever jeg i disse Sager, at jeg forsikkre Dem, jeg er barnagtig urolig for at de skal komme noget til; jeg savner det, at jeg ikke i dag kan som ellers hver Aften og Morgen see dem igennem.

Allerede i 1843, hvor han første gang besøgte broderen Honoratius på Røsnæsgården, var hans begejstring for Hellede Klint stor.

Johan Thomas Lundbye, Hellede Klint, 1843. Udført med  pen, sort blæk, pensel, vandfarve på gråligt papir.

 

På en anden raderingen ses klinten fra øst mod vest . Det er lidt påfaldende, at han har anbragt græssende får i billedet, da han flere steder  glæder sig over, at landskabet  yderst på Røsnæs  drager ham, fordi det er uberørt af menneskehånd og uopdyrket.  Årsagen er nok, at billedet er benyttet som illustration i en bog.

Johan Thomas Lundbye, Radering af Refsnæs klint ved Blaa-Leere. Formentlig fra august 1847.

 

Herunder er Lundbyes tegning af den samme klint, blot set fra vest mod øst. Her har han markeret blåleret i skrænten tydeligere end på tegningen ovenfor:

Johan Thomas Lundbye, Refsnæs 6. Juli 1847,  Blaa-Lere.

 

Den sidste før han afsluttede sit besøg på Røsnæs i 1843, var Lundbye på tur på to ture med broderen Honoratius. Om formiddagen var de ude på spidsen og vejret havde været noget regnfuldt og tågen. Men om eftermiddagen klarede det op, og så ville han slutte af med at se den klint, som især drog ham. Han skriver i sine notater fra turen til Røsnæs:

 … nu nærmede Tiden sig, da jeg maatte tænke paa at vende tilbage til Gaarden hvorfra jeg samme Aften skulde ride til Kallundborg igjen. Men længe havde en guul Skrænt stukket mig i Øinene; den maatte jeg først see. Da vi kom nærmere til den, blev den høi, og ragede med Toppen op i den mørkeblaa Luft; Veiret havde nemlig forandret sig, og det deiligste varme Solskin afløst den kolde, fugtige Formiddagstaage. Vi nærmede os denne Klint omtrent i samme Retning, som Solstraalerne paa denne Dagstid faldt, og det var en mageløs Farvepragt, at see den gule Klint mod den dybe blaa Luft, uden Skygger, Formerne kun betegnede ved de fineste Reflexer; det var henrivende deiligt. „Kan du gaa herfra uden at tegne?” spurgte Ratus. Det falder tungt — svarede jeg, og Enden blev, at jeg satte mig paa en Steen ved Stranden og gjorde en Tegning af Partiet; Pennen løb saa hurtigt som Fingrene kunde føre den, men dog er jeg ham megen Tak skyldig fordi han fik mig til at glemme Tiden thi jeg har stor Glæde af denne raa Tegning. Vi gik omkring Klinten, og i Sidelys var den endnu deiligere, men her vilde det ikke være muligt i en Hast at tegne de smukke Former med den rige Afvexling af Skygge, Lys og Reflex. Det var det Sidste og jeg troer det Kjønneste jeg saae af Kysten paa Refsnæs. Snart vare vi ved Gaarden og jeg tilhest, Ratus gik ved Siden noget ud ad Veien; derpaa sagde jeg ham Tak for det deilige Besøg og Farvel. I et jevnt Trav tilbagelagde jeg snart de 2 Miil ind til Byen ad den store Landevei…

Tegningen, som han senere farvelagde, af den skrænt, som betog ham så meget med sine skygger, lys og refleks, er denne:

Johan Thomas Lundbye, Klinten på Refsnæs. 25. August 1843, Gråt blæk og akvarel på gråt papir. 20 x 34 cm.

 

Han skriver i et brev til fru Høyen om sin glæde ved at male ved Hellede Klint:

Den maa males mellem 12 – 3, og jeg spiser da Kl.  11 og trasker i Rullesteen og Tang over en halv Times Vei dertil, men saa er alt glemt, naar jeg tænker, at jeg engang skal have dette Studie i god Behold i København’.

Karl Madsen skriver i sin biografi efter at have citeret dette brev:

Flere Gange har han den følgende Vinter ledsaget den mundtlige beskrivelse af Refsnæs, han gav sine Venner, med smukke og meget nøjagtige Tegninger af Hellede Klint. Det synes som om ingen af Lundbyes Arbejder har skaffet ham selv større Glæde end Studierne fra Refsnæs. Efter at han (…) var taget herfra ind til Kallundborg, skriver han til Fru Høyen: ’Mine Tegninger bragte jeg selv med mig, mine malede Sager komme først i morgen, men saameget lever jeg i disse Sager, at jeg forsikkrer Dem, jeg er barnagtig urolig for at de skal komme til noget; jeg savner det, at jeg ikke i dag kan som ellers hver Aften og Morgen see dem igjnnem.’”