Havnemarken

Bugten ved Havnemarken hvor vejen ender yderst på Asnæs, har Lundbye tegnet og malet i mindst 4 variationer. Det store, gennemarbejdede oliemaleri fra 1839 er et pragtstykke, hvor han hylder den danske natur i al dens nationale egenart. Han var 21 år gammel og lavede her det, der skulle blive indbegrebet af et dansk guldaldermaleri. Det har den karakteristiske komposition med de lige og buede linjer, som på hans øvrige kystmalerier, hvor han forener luft, land og vand.

   Hans måde at behandle motivet på igen og igen tyder på, at netop denne udsigt har betydet meget for ham. Han har lavet en vandfarveversion, en version, hvor han tilføjer en portagtig ramme rundt om motivet og sågar en udgave, hvor han har tilføjet en klassisk stendysse helt ude ved vandet.    Havnemarken var samtidig hjemsted for en ret speciel aktivitet, idet der her i nogle år i slutningen af 1830-erne har været et sildesalteri, hvorfra man eksporterede sild til de danske kolonier i Vestindien. Den aktivitet har foregået lige bagved det sted, hvor Lundbye har stået, da han lavede studier til sit store maleri.

’Syd for Fjorden, lige overfor Refnæs, ligger Asnæs Dyrehave paa en smal Landtange; kort fra hvor Skoven slipper for et udyrket Overdrev paa den yderste Spids med enkeltstaaende forblæste Træer og afgnavede Tjørne, er ved en lille Vig et Par Huse, som kaldes Havnemark. Lundbye synes at have været her sidst paa Sommeren, men Billedet herfra viser os en Efteraarsdag med skyet Luft og gennembrydende Solstrejf; en hvid Kronhjort og en brun Hind spanker ud i Vandet; endnu er paa dette afsides Sted Dyrene – rigtignok kun Raadyr – de levende Væsener, man hyppigst møder og ser. Vandet er i Billedet noget farvet, men det brudte Lys paa Træernes visne Løv udmærket gengivet, og de smukke Linjer i Kysten og i Skoven giver det en egen stor og højtidelig Majestæt. Det synes at have været Lundbye kært, thi han har tegnet det flere gange.’ (Madsen, 1949, s. 88)

Madsens kendskab til lokaliteten er ikke helt opdateret, for så øde, som han beskriver det, har det nu ikke været, selvom billedet tyder på det. Som det fremgår nedenfor, så var der faktisk en del aktivitet ud ved husene pga. sildeeventyret.

Oliemaleriet fremstår som indbegrebet af, hvad man forventer af et guldaldermaleri. Det er et værk, der på grundlag af studier er gennemarbejdet i kunstnerens atelier og som lever op til tidens nationalromantiske idealer. Der er store, højstammede bøgetræer, der vokser tæt ned mod en typisk, bugtende, dansk kyststrækning. ’Vort gamle Danmark skal bestaa, saa længe Bøgen spejler sin top i Bølgen blaa’, som der står i Oehlenschlaegers nationalsang fra 1819. Vegetationen er særdeles detaljeret malet og lyset er varmt og blødt med det brunlige skær i løvet af tidligt efterår. Det er sågar den sjældne, gamle hvide variant af en kronhjort, der kommet ned til fjordens vand, formentlig efter et regnvejr.  Himlen er dramatisk med forrevne, sorte skyer, men igennem et hul i dem skinner det guddommelige lys ned via nogle jakobsstiger.

I en tegning let bemalet med vandfarve, billede 2, som er et forstudie til oliemaleriet, ser vi alle elementerne, som går igen i det ’endelige’ maleri, selv Jakobs-stigerne og de store udgåede træer til højre i billedet. Dog er kronhjorten den mere almindelige, grå variant.

Lundbye vendte tilbage til dette motiv fra Havnemarken på Asnæs flere gange gennem årene. Som det ses på billede 3, har han her valgt at sætte det ind i en ret speciel ramme, hvilket han har gjort med en række udvalgte tegninger. Her har han ofte et svagt lyserødt kantfelt og så den karakteristiske buede overkant, som giver os fornemmelsen af at kigge gennem en stor port. Men denne indramning kigger vi ind et dansk ideallandskab, der har alt det, som Lundbye fandt så ’kjært’ og særligt dansk.

Og dog! Måske mangler der en stendysse! Den var for ham en adgang til den danske oldtid, men også til de underverden med sagn og trolde, og stendysser er altid placeret på de smukkeste steder i landskabet. Når han havde været for længe i København, kunne han skrive: ’Jeg må dog see en Stendysse eller en grøn Høi titte på af en Rugager’.  Men når der nu ikke lige er en ved hånden, kan man jo selv indsætte en. I nøjagtig det samme sceneri, som i de tre foregående billeder, har Lundbye i et tilfælde anbragt en stendysse på en høj helt ud mod vandet ved Havnemarken. Pudsigt nok havde han lavet en storladen akvarel (se Landmark 7), hvor en kunstner står og læner sig op ad en stor stendysse ud mod fjorden. Der havde dog væren en dysse, men den var styrtet i havet en halv snes år før Lundbye lavede sin skitse. Nu trækker han den op på den anden side af fjorden.

     Tegningen er lavet til hans specielle venner, Victor og Olympia, der var børn af hans ven, billedhuggeren H. E. Freund. De var 13 og 10 år, da Lundbye i april 1848 kort før sin død, lavede en hel billedserie til dem. Han var psykisk meget ustabil og var måske ikke helt blind for døden som en mulighed, da han havde meldt sig i krigstjeneste til krigen i Schleswig.  Billedserien til børnene havde titlen ’Rejse i Billeder’. Lundbye elskede børn og børn elskede ham. I hele hans omgangskreds vidste man, at i selskab med børn, havde Lundbye det bedst, og man ser mange skitser fra vennerne, hvor Lundbye sidder omringet af børn og arbejder eller underholder. På den store frise over indgangspartiet til Den Hirschsprungske Samling, hvor mange af Lundbyes værker i dag findes, har billedhuggeren Kai Nielsen lavet en hyldestfrise, der forestiller Lundbye siddende mellem dyr og børn, hans sandeste venner.

   Men særlig Victor og Olympia stod Lundbye nær. Deres far var død, da de var ganske små, og han blev ved med at holde tæt kontakt til dem gennem besøg, breve og tegninger. De forskellige tegninger i denne sidste billedserie til dem var forsynet med verselinjer. I dette tilfælde en par linjer fra en sang af Grundtvig, ’Langt højere bjerge’:

 ’Men Dansken har hjemme, hvor Bøgene groe, hos Strand hos den fagre Kjerminde – og dejligst vi finde ved Vugge og Grav, den blommede Eng i det bølgende hav.’

   Så måske er dette landskab ved spidsen af barndomsegnens Asnæs var det kæreste minde om Danmark, han bar i sig.